Labrador retriever — Danmarks mest populære hund

Dansk Kennel Klub offentliggjorde i januar måned en oversigt over registrerede hunderacer i 2016. For fjerde år i træk er det labrador retrieveren der har fået flest hvalpe i Danmark. Det er dermed Danmarks mest populære hund.


I 2016 blev der stambogsført i alt 2480 labrador retrievere i Danmark. Af disse var 72 importeret fra andre lande. Dermed har over 2400 hvalpe set dagens lys herhjemme. Tallet kan godt være højere, idet hunde uden stamtavle og hunde fra andre stambogsførende klubber ikke er talt med.

Statistisk set kommer det ikke som nogen overraskelse: labradoren regnes for at være den mest udbredte hunderace i verden. Ifølge den amerikanske kennelklubs opgørelser har den populære lab eksempelvis været amerikanernes yndlingshund i over 25 år i træk. Det interessante er selvfølgelig hvad der gør retrieveren så populær. 

Labradorens fremavl — en lang rejse

Der hersker en vis tvivl om hvordan labrador retrieveren er opstået som race. Det menneskekærlige sind, den ensfarvede, dobbelte pels samt odderhalen tyder på længere tids systematisk avl. Sikkert er det dog at racens opståen knyttes til den canadiske provins Newfoundland og Labrador, på den canadiske østkyst.

Forfaderen til dagens retrievere var “St. John’s water dog”. Således noterer geologen Joseph Beete Jukes i sin bog “Excursions In and About Newfoundland During the Years 1839 and 1840 Vol. 1”: “En tynd, korthåret, sort hund kom hen til os inde fra kysten i dag. Dyret var af en helt anden race end hvad vi forstår ved begrebet Newfoundlænder i England. Den havde en tynd, tilspidset snude, en lang og tynd hale og rimelig tynde, men kraftfulde ben, med en mager krop — pelsen var kort og glat ".

Jukes var endvidere imponeret over hundens intelligens: “De er på ingen måde kønne, men er generelt mere intelligente og nyttige end andre hunde… Jeg lagde mærke til hvordan den en eller to gange satte sin pote i vandet og rørte rundt. Denne pote var hvid, og Harvey sagde at den gjorde det for at lokke fiskene til. Hele proceduren slog mig som bemærkelsesværdig, især da de sagde at den aldrig var blevet lært noget af den slags.”

Vandhunden fra St. John’s (hovedstaden i Newfoundland) var netop yderst populær blandt fiskerne. Den mest værdsatte egenskab var dens evne til at apportere eller bringe tilbage (deraf retrieverens nuværende navn). Om det var fisk der var røget ud af nettet, tabte fiskeredskaber, en skippers kasket, fortøjningsreb eller noget helt andet den skulle hoppe i vandet efter var retrieveren ligeglad med. Den var blot glad for at kunne hjælpe. Men hvor kom de her hunde fra?

Den engelske labradorekspert, Mary Roslin-Williams, er ophavskvinde til den mest sandsynlige teori. Ifølge den havde de handlende portugisere, der på den tid ofte besøgte St. John’s, deres hunde med. Hundene tilhørte en gammel race, Cane di Castro Laboreiro, og havde mange fællestræk med labradoren. Desuden mindede det portugisiske “laboreiro” meget om ordet labrador, hvilket kunne forklare deres nuværende navn (de var trods alt fra øen Newfoundland og ikke fra Labrador på fastlandet). Racen blev højst sandsynligt blandet med en række andre hunderacer, navnlig iberiske vandhunde og spaniels fra England og Frankrig. Der kan også have indgået en labrador husky eller to i fremavlen af dagens labradorer.

Det er uvist, hvad de engelske fiskere der satte i land ved Dorset, England, kaldte hunden. Da hundene først blev opdaget af adelen, nærmere bestemt af den anden jarl af Malmesbury, fik de hurtigt tilnavnet “Den lille newfoundlænder”. Jarlen anskaffede sig to par af disse hunde og begyndte sit eget opdræt. Han var nemlig glad for jagt, og hvis de her hunde var lige så gode til at hente nedlagte fugle som de var til at hente fisk og genstande, så ville han gå over i historiebøgerne, tænkte han. Det var dog sønnen, den tredje jarl af Malmesbury, der tog det meste af berømmelsen.

I et brev fra 1887 refererer han stolt til sine hunde som labrador hunde. Mange af vennerne skulle have et eksemplar eller to af denne fantastiske hund, som rigtignok var fremragende som apporterende jagthund. Ved århundredeskiftet var labradoren så velkendt i England at det var en naturlig sag for den engelske kennelklub at anerkende den som en selvstændig race.

I 1916 så man sig nødsaget til at oprette en raceklub, “The Labrador Retriever Club”, da man ville sikre racens bevarelse. Der blev udarbejdet en racestandard som beskriver hvordan en labrador skal se ud. Denne standard ligner i store træk sig selv her 100 år efter (små ændringer blev foretaget i 1950-erne og 80-erne). Hermed havde englænderne officielt taget racen til sig og labrador retrieveren blev udbredt til resten af Europa og verden. 

Labradoren som familiehund

Selvom de tidlige labrador retrievere blev opdrættet med jagt og fiskeri for øje, er mange af dagens retrievere frataget tjansen af at skulle hente fisk og fugle for ejeren. De fleste hundeejere vil dog kunne nikke genkendende til retrieverens lyst og evne til at hente ting — nu om dage er potentiel føde typisk erstattet af pinde, bolde og frisbee’er.

Desværre kan labradoren ikke altid kende forskel på ting der skal flyttes og ting der ikke skal. Derfor må man som hundeejer være indstillet på at skulle finde sko og andre ting alternative steder i hjemmet. Behovet for at bære ting i munden er så indgroet i retrieverens natur, at den finder det helt naturligt at hilse på familiens medlemmer ved at præsentere sit nye fund for dem.

Det er i grunden nogle af de samme egenskaber, som de engelske fiskere i sin tid værdsatte, der gør labradoren til en god familiehund. Især børnefamilierne nyder godt af labradorens venlige, rolige væsen. Hunden er nemlig glad for børn og det er yderst sjældent at en labrador er aggressiv over for et barn. Adfærdsproblemer er generelt ikke kendetegnende for labradoren — den hører faktisk til de mest stabile hunde overhovedet. Endvidere er de gode til at omgås andre hunde og kæledyr. At labradoren er lydig, trofast og lærenem skal selvfølgelig også ind på pluskontoen. I sagens natur er en hund, der forsigtigt afleverer sit fund til ejeren (retrievere har som antydet udviklet en følsom mund gennem mange generationer) desuden også omsorgsfuld. 

Labradoren som arbejdshund

Labradorens mange kvaliteter gør den velegnet som arbejdshund. Udover at den stadig fungerer som jagthund, gør den sig blandt andet nyttig som tjenestehund for politiet, hvor den som oftest fungerer som narkohund eller sprængstofhund. Desuden råder toldvæsenet over et antal labrador retrievere. Et andet område hvor den arbejdsomme hund gør en forskel er handicappede. Hvor der er mennesker med nedsat syn eller hørelse, er der ofte også en retriever tilstede. Et relativt nyt fænomen i Danmark er servicehunden. Det er foreningen Servicehunde til Handicappede (STH) der specialtræner servicehunde til at hjælpe mennesker med handicap. 

Fakta om labrador retrievere

  • Labradorer findes i tre farvevarianter: sort, gul og brun (chokoladefarvet). Uanset forældrenes farve kan der være både sorte, gule og brune hvalpe i et og samme kuld. Labradoren er som oftest sort — i starten troede man, at gule retrievere skyldtes at der var kommet fremmed blod ind.
  • Takket være labradorens lyst til at behage, er hunderacen den foretrukne til brug som førerhund. 
  • Den første hund til nogensinde at opdage diabetes var en labrador ved navn Armstrong. Den var blevet trænet til at opsnuse de kemiske ændringer der finder sted når hypoglykæmi (lavt blodsukker) indtræder.
  • Den engelske labrador Tubby har rekorden i at have samlet flest plastikflasker: over 26.000 er det blevet til. Flaskerne blev mast og afleveret til ejeren. * Labrador retrieveren har en umættelig appetit og vil spise næsten alt hvad du præsenterer for den. En del af forklaringen på dette kunne være, at fiskerne i Newfoundland angiveligt kun fodrede hundene om vinteren. Om sommeren skulle de klare sig selv. 

Powered by Froala Editor

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner