Er din hund reserveret?

Har du en hund som ikke er vild med fremmede mennesker, uanset om de kommer til Jer, eller de mødes på gaden, så er her lidt råd og vejledning til at tackle de situationer der måtte opstå.


_af Merethe Børgart Olesen hundepoten.dk_

Hvis vi starter ved hvalpen, så er der både racer hvor reservation er en del af beskrivelsen, men jo også hvalpe som bare ikke har fået den fornødne grundprægning, og dermed er usikre og reserverede i forhold til nye mennesker og ting.

Vi kan starte med at kigge på hvalpen, som af racemæssig natur er reserveret. Det kan selvfølgelig også være man har fået sin en blanding, hvor en reserveret race indgår som en del af pakken. Under alle omstændigheder er det godt at søge informationer, så man ved om det også er rent genetisk.

Det er utroligt vigtigt at notere sig, at hvalpen ALDRIG skal presses til kontakt. Det vil kun forværre situationerne fremover.
Det kan være svært når en lille uldtot af en hvalp, ser så indbydende ud, at man bare MÅ nusse, kysse og kæle den. Samtidig kan det være svært som ejer, at få sat de grænser som hvalpen egentlig har krav på, når man møder mennesker som gerne vil hilse på hvalpen.
Det er jo ikke alle som er klar over, nogle racer er mere reserverede end andre. Så for ikke at tabe ansigt i sådan et møde, kan det være fristende at holde hvalpen, så den fremmede kan få lov at klappe. – men lad for guds skyld vær! Det må foregå på hvalpens præmisser, og hvis den ikke har lyst til at snakke, så skal det respekteres. Det er den eneste måde, der kan skabes tillid, og at det bliver en velfungerende hund efterfølgende.

Et af de problemer man kan komme ud i, hvis hvalpen er blevet presset til kontakt, er at den vil sige fra. Det kan være både som hvalp, men også når den bliver kønsmoden og voksen. Og at sige fra er i starten med knurren, dernæst vise tænder, og så snappe ud, og i sidste instans markere med bid. Og det er der absolut ingen grund til at presse hunden ud i, når det kan undgås.
En hvalp der knurrer når man kommer for tæt på, siger at du er for tæt på, og beder om afstand. Det bedste (og eneste) du kan og skal gøre der, er at give hvalpen den afstand som den beder om. Det er sådan tillid opbygges.

Lad i stedet hvalpen beslutte hvorvidt den vil snakke, snuse og nusse. Og accepter hvis den ikke vil. Det er ikke personligt ment☺

Når det er blevet en voksen hund, og der ikke er ligeså mange som ønsker at klappe og nusse, kan det være nemmere at gå turen, og få gæster. Men også her gælder det at respektere hundens grænser, og lade den komme til dem det måtte være, hvis den er interesseret.

Gælder det når der kommer gæster, er det også vigtigt at fortælle gæsterne, de ikke skal tage kontakt. Jo mere de kan lade som om hunden ikke er der, jo bedre for hunden. På et tidspunkt vil den måske gerne snuse, så lad den, uden at armen og hånden straks skal gå i gang med at klappe.

Jeg kan ikke anbefale man bruger guffer til at lokke hverken hvalp eller voksen til en kontakt, som den dybest set ikke ønsker. Du stiller hunden i et dilemma, hvor en stor grænse skal overskrides, måske fordi det dufter rigtig godt det i hånden, men du vil også kunne se på kropssproget at der ikke er tryghed. Skal der endelig gives noget til hunden, så læg det, og vend ryggen til, så kan hunden selv tage det, hvis den har lyst, uden der ligger et pres og en forventning om kontakt.

Mange af de hunde som er reserverede, har også alle antenner ude til at tolke kropssproget, og det at et par øjne konstant holder øje, kan faktisk virke grænseoverskridende.

Som udgangspunkt er der er ingen risiko for hunden bider, så længe den ikke bliver presset op i en krog. Selvfølgelig kan der ligge andre ting hos hunde, som gør tingene ændrer sig, men taler vi om helt almindelig reservation, så er der ingen fare på færde, så længe hunden får lov at få den afstand som den ønsker.

Mange, for ikke at sige de fleste, vil kunne etablere nye kontakter, men der er stor forskel på hvor lang eller kort tid det tager. Det er ikke løst på en eftermiddag, så tålmodighed kræves, og at forventninger ikke sættes tårnhøjt.

På gåturen
Her er det også vigtigt at grænserne respekteres, og at hunden ikke presses til kontakt. Faktisk kan det i mange tilfælde være en fordel at hunden er lidt reserveret, og ikke ønsker den store kontakt med dem som I møder undervejs.
Her kan man også se at hunde og ejere som der luftes med gentagne gange, kan indlemmes i kontaktfladen, så der er en anden tryghed og mindre reserverethed.

Når hunden er reserveret fordi selve grundprægningen ikke har været optimal, er det stort set samme fremgangsmåde, her vil man blot kunne se ændringer hurtigere, og at hunden generelt bliver mindre reserveret.
Tænk på en hvalp som måske er vokset op i en stald, eller andet sted, hvor der ikke er en daglig kontakt med mennesker. Den vil helt naturligt have en reservation, og manglende tillid til de mennesker som mødes. Her handler det om at få skabt nogle positive relationer, og gøre alt hvad man kan for at der ikke sker ”overgreb”, hvor den presses unødigt.
Her kan man sætte sig med ryggen til, og have noget lækkert i hånden, eller liggende foran sig. Når hunden så kommer hen, måske for at snuse eller spise det som ligger, bliver man blot siddende. Det er ikke en invitation til der kan klappes. Skab først relationerne, inden hunden bliver klappet.
Det kan tage flere gange at sidde stille, og lade hunden i dens tempo, blive mere og mere tryg. Efterhånden kan man sidde med fronten til hunden, og blot vende blikket væk. Og til sidst er det muligt at stå op, og henvende sig til hunden, uden den bliver utryg.

Er der tale om en hund som har været udsat for noget, kan der være flere ting som skal indover samtidig. Her tænker jeg hvis hunden i den grad har mistet tillid til mennesker, pga. vold m.m., så kan det være en mere omfattende træning, hvor der også skal være fokus på stressniveau m.m., men så taler vi også mere manglende tillid end blot reservation.

Men helt generelt, så er det vigtigt at sætte sig ind i, hvorfor hunden er reserveret. Er det rent racemæssigt, eller handler det om manglende erfaringer og grundprægning.

Copyright gipote 2015

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner