Puli, en sjov ungarsk hyrdehund.

Pulien er nok bedre kendt som ”snorehunden” eller hunden med dreadlocks, netop fordi dens pels ser ud til at bestå af et utal af snore.


Udover sin specielle pels, har den også en kort og trippende gang og så er den rigtig god til at hoppe og springe. Pulien kan hoppe lodret op, uanset om den er i bevægelse eller ej. En egenskab der utvivlsomt har været den til stor gavn, for at overskue fåreflokken.

Den har en storebror, Komondoren, som den let kan forveksles med. Forskellen på de to hunde er bla. deres adfærd, farve og størrelse. Komondoren er størst, med sin højde på ca. 70 cm og en vægt på mellem 40 – 60 kg, og så har den, den mest hvide pels.

Pulien er energisk og legesyg, mens Komondoren har en kommanderende, aggressiv og alvorlig opførsel, hvilket gjorde at de supplerede hinanden utroligt godt, når de vogtede fårene.
[>img:448205:300]
Puli hunden ligger på en vægt mellem 8 og 14 kg og har en højde 36-46 cm, altså en noget mindre hund.

Læs racebeskrivelsen om Komondoren her: http://www.gipote.dk/racehunde/143-Komodor

*Hundens historie.*
Det menes, at Pulien er af asiatisk oprindelse og er vandret til Ungarn med Magyarerne.

Pulien kan spores tilbage til år 900 og den var hyrdernes og nomadernes vigtigste partner, i at holde fåreflokken samlet på de ungarske stepper. Historien fortæller at hyrderne gerne ofrede en hel årsløn for at få den helt rigtige Puli og de at vandrede store afstande, for at nå frem til den bedste avls hund for deres egne tæver. Ordet Puli betyder for øvrigt ”værdifuld”.
[>img:448206:300]
Foruden Pulien som arbejdede tæt sammen med fårene, havde hyrderne tit en større hund til at holde vagt i det perifere område og passe på både mennesker, får og Puli. Det kunne meget vel have været en Komondor hund.

I dag bruges Pulien ikke til hyrdearbejde, mange ungarere anvender den som vagthund. I resten af verdenen bliver den brugt som familiehund. Men vogterinstinktet har den bevaret, selv som familiehund.

Den første Puli kom til Danmark i 1966 og der findes kun omkring et par hundrede eksemplarer her.

*Pelsen.*
Det er i den grad pelsen, der kendetegner Pulien. Snorene er det man fascineres af. Det kræver en del at holde denne specielle pels.

Som hvalp ligner Pulien en Puddel. Når den så bliver 1/2 til 1 år gammel, begynder pelsen at filtre af sig selv og så snart pelsen er stærk nok, skal pelsen deles op i snore med fingrene. Det er så nu man beslutter om hunden skal have tykke eller tynde snore. Dette valg er en smagssag.

Pelsarbejde skal vedligeholdes resten af hundens liv. Når Pulien er mellem fem og syv år når pelsen jorden og pelsen er så fuld udvokset. Nomaderne klippede deres hunde helt korte hvert forår, samtidig med at de klippede deres får. I dag studser man kun pelsens spidser.
[img:448207:300]
En Puli skal med jævne mellemrum vaskes, for ikke at komme til at lugte. Det er især hanhundene som kommer til lugter værst, da de let ramme sig selv, når de tisser. Hunden skal vaskes forsigtigt, ligesom når man vasker sin fine uldtrøje, for at passe på ”snorere”.

*Sygdomme.*
Desværre kan nogle hunde få sundhedsproblemer. Puli er en hunderace som har sundhedsmæssige problemer i forbindelse hoftedysplasi.

Lidelsen som skyldes, at lårbenshovedet ikke sidder i en rigtig eller i en normal position i hofteskålen. De første tegn på hoftedysplasi er, at hunden har vanskeligt ved at rejse sig.

*Mentalitet.*
Pulien beskrives som værende beskyttende, blid, lydig, hengiven, følsom, kærlig, stædig, sej, pålidelig, selvstændig, energisk, hurtig, intelligent, legesyg, rolig og beslutsom ☺

Dens forventning til sin ejer er at den får uendelig kærlighed. Til gengæld giver den så rigtigt meget igen. Det er fantastisk at have en Puli i hverdagen, den er altid glad og du kan som ejer ikke undgå at komme i godt humør af at være sammen med den.

_Copyright gipote Juli 2015_

Kommentér gerne artiklen herunder :)

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner