Fjollet unghund

*Fjollet unghund*

_Af adfærdsrådgiver Merethe Børgart Olesen www.hundepoten.dk_

Pludselig er hvalpen blevet stor, eller er blot ikke så lille mere. Måske er benene meget lange i forhold til kroppen, ørerne ikke helt rejste og en sjov gangart viser sig, fordi der ikke er helt styr over lemmerne endnu.

Tiden hvor kønshormonerne begynder at race nærmer sig, og pludselig ændrer hvalpen sig… kan ikke altid høre hvad der bliver sagt… og er indimellem i en helt anden verden…
Tillykke – du har nu en unghund ☺



*Vi ser det* gerne omkring seksmåneders alderen eller lidt senere, hvor vores hund pludselig begynder at opføre sig anderledes. På hanhunde siden handler det ofte om at der bliver en større duftinteresse, og en anden fordybelse hvis der nu har gået en tæve, og tænk hvis hun også har tisset der. Det græsstrå kan bliver undersøgt meget nøje. Måske smages der også på det, og tænderne klaprer… det er det såkaldte Jacobsons organ. Man kan lidt firkantet sige, at det forstærker billedet af duften.

*Hanhunde* begynder ofte heromkring at lette ben, og i det hele taget blive lidt mere bevidste omkring deres køn, og små konflikter kan begynde at opstå hanhunde imellem – specielt i nærheden af tæver, eller duften af dem.

For hunhundenes vedkommende kan der gå lidt længere tid, inden den første løbetid begynder at melde sig. Men den hormonelle påvirkning er i gang i kroppen. Det kan betyde de bliver mere interessante for hanhunde, og at de ændre sig lidt i psyken. Som oftest er der ikke det store ved første løbetid, nogen gange kan man kigge tilbage, og sige nåe ja, det var nok derfor hun gjorde sådan…

Men for begge parter gælder det at en ny verden åbner sig – interessen for det modsatte køn. Samtidig er de jo ikke voksne rent mentalt – det kommer faktisk første omkring 2-4 års alderen (alt efter race), så en del af hvalpen er der naturligvis stadig.

*Men hvorom alting er*, så optager hormonerne plads, og den nye verden der åbner sig, skal også have plads. Og så er det vi kan opleve en periodisk døvhed hos unghunden, en fjollerøv uden forstand, og en total sletning af det tidligere indlærte.
Her kræver det god tålmodighed af sin ejer, og et absolut minimum af konflikter. Hunden har så rigeligt at koncentrere sig om allerede, så en konflikt vil bestemt ikke gøre noget godt for det videre samarbejde.
Jeg mener ikke man helt skal kaste håndklædet i ringen, og lade hunde te sig som den vil, men man skal vælge sine kampe med omhu, og træne sin tålmodighed i stedet. Og sørge for at skabe nogle situationer som kan overskues, og ikke kræver konflikter.

Går I til træning vil der ofte komme udfordringer her også. Både fordi forholdet hundene imellem vil ændre sig, i og med de bliver kønsmodne, men også fordi kroppen bruger krudt på hormonerne, så er der ikke samme fokus til træning, og måske heller ikke samme madglæde længere.
De øvelser som de kunne sidste gang, kan være forsvundet som dug for solen, for at komme frem igen gangen efter.

*Indkald er en by i Rusland*, når hunden slippes og ejeren står med smørstemme og kalder, så skrider hunden, enten hen i rækken for at hilse på de andre, eller tisse ved en busk, eller måske noget helt tredje som er vigtigere i dette øjeblik.
Det er her konflikterne skal undgås, det er ikke med vilje, eller for at provokere hunden pludselig aldrig har hørt ”dæk” før, det er simpelthen fordi der er noget andet som er vigtigere lige nu… og nej, de kan ikke multitaske – hverken hanner eller tæver☺
Så her er tålmodigheden vigtig, og god humor skader heller ikke…
Men som regel virker søgeøvelser altid godt, når bare det der skal søges efter er interessant nok. Så i madafdelingen skal der diskes op med gode sager, tørret kød eller andet, som ikke er til at stå for. Vælg området for søgning ud, så der ikke er et utal af forstyrrelser undervejs. Her har du mulighed for at vedligeholde det gode samarbejde, og samtidig få brugt noget af unghundens energi konstruktivt.

Det er ikke uden grund at mange hunde ønskes omplaceret i denne alder. Det kan være en stor omvæltning fra at nusse med den lille hvalp, som sover meget, og i det hele taget er rimelig nem, måske lige bortset fra renlighedstræningen og lidt gnaverier i forskellige ting. Til at stå med en unghund med selektiv hørelse, måske lidt slagsbror, og at mange af de allerede indlærte ting synes at være glemt igen.

*Men fat mod*, det går over igen – som regel omkring to års alderen…
Man kalder det lømmelaldreren, og det tager lidt tid, men det bliver i mindre og mindre intervaller at tålmodigheden sættes på prøve.
Når man så er helskindet igennem denne periode, og ikke har haft alt for mange konflikter, så kommer der noget mere ro på, og de gode gamle vaner, kan genoptages og alt ånder fred og fordragelighed igen.

Nu har vi så en nogenlunde mental voksen hund, med nogle tydeligere behov der skal dækkes, og måske nogle raceegenskaber som er fremme i lys luge – forhåbentlig til stor glæde for den enkelte ejer.

Og et tilbageblik på billeder og forgangne oplevelser får smilet frem, og det hele var jo slet ikke så slemt… faktisk savner man måske lidt af den fjollede energi som der var – og tankerne om hund nummer to banker på…☺


Hvad gør du med din unghund:
Finder god tålmodighed
Ser lidt humoristisk på perioden
Undgår konflikter
Vedligeholder de gode vaner
Giver al den ros du kan komme af sted med, når tingene lykkes
Koncentrerer dig om søgeøvelser og næsearbejde
Bærer over med tossede indfald
Tager gode billeder