Nyt uddannelses tilbud

Ny uddannelse i fysioterapi til hunde starter til foråret


Ny uddannelse i fysioterapi til hunde starter til foråret

Center for Dyreterapi i Hirtshals står klar med en ny uddannelsesmulighed for hundeinteresserede. Uddannelsen i fysioterapi til hunde starter til april 2015 og undervises af den dygtige og anerkendte dyrlæge Jacob Schrøder Andersen, der blandt andet er grundigt videreuddannet inden for kiropraktik, fysioterapi og genoptræning hos hunde.

`img:436263:300`

Der er stigende fokus på at kunne gøre andet for vores hunde end traditionel medicinsk behandling - og effekten af fysioterapi, både i relation til akutte og kroniske problemstillinger samt genoptræning efter operationer, er lige så stor hos hunde som hos os.
"Hvis et menneske eksempelvis er blevet opereret i et knæ, får man hjælp til genoptræning hos en fysioterapeut - det er helt normal procedure. Det bliver mere og mere almindeligt at man også søger den slags hjælp til vores hunde, som jo trods alt er bygget op af muskler, sener, ledbånd og knogler på samme måde som vi er" fortæller Bettina Hvidemose, som er indehaver af uddannelsesstedet. "Der er ingen tvivl om at dette er et område, som er i stigende fokus og derfor er vi meget glade for at Jacob vil undervise netop dette forløb her hos os, så Danmark kan få uddannet nogle rigtig dygtige og kompetence hundefysioterapeuter" slutter Bettina Hvidemose.

Uddannelsen er opbygget over et år, som består af 10 moduler, som hver løber over tre dage. Disse moduler indeholder:

Modul 1 – 2: ”Teori ” (anatomi, fysiologi, biomekanik, fysioterapi, patologi, adfærd, hunderacer, patient evaluering);
Modul 3 - 4: ”Fysioterapeutiske modaliteter” (massage, fysioterapi-øvelser, apparater, vandtræning m.v.);
Modul 5: Forben
Modul 6: Bagben
Modul 7: Nakke, ryg og lænd
Modul 8: Integration og sammensætning af terapiprogram
Modul 9: Studietur til etablerede fysioterapifaciliteter
Modul 10: Eksamen

Ud over dette vil der være både praktiske og teoretiske opgaver mellem hvert modul, som deltagerne skal arbejde med derhjemme.

Hos Center for Dyreterapi har de allerede mærket stor interesse for uddannelsen, som både underviser og arrangør glæder sig til at skyde i gang i det kommende forår.
Hvis du vil læse mere om uddannelsen, findes nærmere info på www.dyreuddannelser.dk.

Ud over uddannelserne som hundefysioterapeut tilbyder Center for Dyreterapi også uddannelser som hestevelfærdsrådgiver, fysiurgisk hesteterapeut, dyreadfærdskonsulent (hest og/eller hundespeciale), hundeadfærdsinstruktør og Bach Dyreterapeut foruden en lang række mindre kursusforløb.

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner