Hvalpe der ikke vil gå længere

Kender du det – hele udstyret er på, og klargjort til en dejlig lang tur med din nye hvalp.. Læs med her


Kender du det – hele udstyret er på, og klargjort til en dejlig lang tur med din nye hvalp. Efter 20 meter, synes den så det er ganske rigeligt, og sætter sig ned… så der står du med alle talenterne, og vil faktisk gerne videre – eller blot hjem.

Hvis det er en lille hvalp, kan man selvfølgelig tage den på armen og gå hjemad, og håbe på bedre held næste gang. Men er det en stor af slagsen, er det straks værre.

Hvorfor vil hvalpen ikke gå
Der kan være flere grunde til at hvalpen ikke ønsker at gå længere. Det kan være ganske almindelig træthed, og det kan være alt for mange indtryk som skal bearbejdes.
Der kan naturligvis også ligge dårlige oplevelser til grund, som er sket på stedet eller i nærheden. Der kan være dufte som forskrækker, hvor vi ikke kan se eller dufte med…

Der sker jo en kæmpe udvikling på forholdsvis kort tid, når vi tænker på hvalpen der bliver til voksen. Det være sig fysisk men også mentalt. Kroppen skal vokse, benene skal mestres og det kan give træthed.

Den anden træthed er den mentale. Alt det som skal opleves og fordøjes. Det er jo alt lige fra det nye hjem hvalpen havner i. De mennesker som udgør de nye rammer. Alle dem som mødes, det kan være mennesker og hunde, og måske andre dyr. Lyde, dufte og alt andet som rammer den lille hvalps sanser skal bearbejdes.

Hvordan kan du ændre det
Så faktisk er det rigtig vigtigt at det kun er små ture, til at starte med. Og har der været mange oplevelser, så skal der lægges fridage ind, så det kan nå at bundfælde sig, og ikke bliver til en stressende overstimulering af den lille hvalp.

Turid Rugaas (kendt for ”De dæmpende signaler”), har faktisk lavet en ganske udmærket plan for gåture med den lille hvalp, og den byder på følgende:
'
Op til tre måneder, ikke specifikke gåture, blot udforskning af nærmiljø
Mellem tre og fire måneder, max. 10-15 minutter ad gangen.
Mellem fire og fem måneder max. 15-20 minutter ad gangen
Derefter sættes der stille og roligt 5 minutter på pr. måned indtil man når omkring 45 minutter.

Her er naturligvis tale om ganske almindelige familiehunde, som ikke skal opnå en vis kondition for at kunne arbejde

Og her tælles altså tiden, og ikke antal meter du kan nå at gå. Dette gælder ikke kun hvalpe, men i ligeså høj grad voksne hunde. Hellere en kortere tur, hvor der er mulighed for at undersøge alt som ønskes, end en længere tur med fart og stress på. Som biting kan jeg kun anbefale det som hundeejer også☺

Andre aktiviteter
Det er også vigtigt at understrege, at gåture jo ikke skal være den eneste aktivitet for hvalpen. Man kan med fordel lave lidt søgeøvelser eller mental stimulation, men i små intervaller naturligvis.

Så én af grundene til hvalpen ikke vil gå længere, kan meget vel være at den er mentalt fyldt op af indtryk, og ikke formår at bearbejde flere. Så tving endelig ikke din hvalp med, ved at trække den af sted, eller lokke med godbidder. Brug i stedet oplevelsen som pejling på hvor langt du skal gå næste gang, for ikke at havne i samme situation.
Så sæt dig og vent til hvalpen igen er klar, og så kan turen gå hjemad. Eller bær den hjem, hvis det er en mulighed.

Kig på hvalpen
Samme massive stimulering er der hvis vi tager hvalpen med til byen. Om det er hovedgaden eller strøget, så er det vigtigt at tænke på ALT registreres af hvalpen, og derfor hurtigt kan blive for meget.
Bare en hurtig gennemgang – alle de mennesker der mødes, alle de dufte de har med sig, bevægelsen af det tøj de har på, øjenkontakten, lyden af deres gang eller cykel m.m. plus alle de dufte der er i jorden, måske mad i nærheden. Så ja, det er rigtig mange ting hvalpen skal forholde sig til.

Her er det også vigtigt at have hvalpens oplevelser med fra de første uger hos opdrætteren. Var det ude på landet, midt i byen, hvor mange mennesker var der i husstanden, hvor stort var kuldet, var der flere kuld, med dermed større besøg for at se hvalpe m.m. ALT har en betydning for hvordan hvalpen udvikler sig til hund. Og jo mere vi ved i forvejen, des bedre kan vi støtte vores hvalp i at få de korrekte oplevelser, så det bliver en hel hund, psykisk som fysisk, og i stand til at tackle de situationer den bliver udsat for efterhånden.

Så kig på din hvalp og vær opmærksom på hvor meget der er plads til, så det ikke bliver en overstimulering.

Og giv dig god tid – det betaler sig

Skrevet af Merethe B. Olesen. "Hundepoten.dk":http://hundepoten.dk

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner