Ved din hund, hvor dens bagben er?

Mange hunde lever kun med tanke for deres forben - Viste du det? Læs med her..


`img:301346:640`

_Af eksamineret adfærdsrådgiver Helle Lenschow, www.nemokatoghund.dk_

Ovenstående kan virke som et lidt skørt spørgsmål, men faktum er, at rigtig mange hunde, hvis du tester deres bagpartskontrol, lever stort set kun med tanke for deres forben. Det giver problemer i forskellige discipliner inden for hundesport, og generelt er bagpartskontrol med til at fremme en hunds præstationer uanset hvad, du træner. Endelig er det sundt for en hund at bruge hele sin krop bevidst, hvilket forebygger skader også for hunde, der ikke træner til konkurrencer eller på højt niveau.

Her følger et par øvelser, der øger din hunds bagpartskontrol og opmærksomhed på sine bagben. Hvis du er i tvivl om, hvordan øvelserne indlæres, så kontakt en træner eller uddannet adfærdsrådgiver og bed om hjælp.

*Bakke foran fører*
- Hunden står foran dig med front mod dig
- Læg et let pres på hunden for at få den til at vige lidt tilbage ved at bevæge dig ganske let imod hunden – klik og beløn så snart hunden flytter sig blot en smule
- Gentag et par gange
- Hver gang hunden bakker bare lidt eller flytter sine bagben, klikker du og giver hunden en belønning
- Afvent og se om hunden nu bakker af sig selv
- Gør hunden det – klik og beløn
- Gør hunden ikke det, gå tilbage i træningen og læg en smule pres på hunden igen
- På sigt kan du sætte signal på til at bakke, hvorefter hunden bakker 4- 6 skridt bagud
- Gå hen til hunden og beløn den på det sted, den stoppede hver gang, den har bakket

*Elefanten*
- Lær hunden at stå med forbenene på en stationær target, der er hævet fra jorden. Det kan være en omvendt vaskebalje. Sørg for, at genstanden ikke kan vælte.
- Hunden står i starten med front mod dig
- Klik for denne position 10-20 gange
- Klik og beløn nu hunden for alle bevægelser med bagbenene i begge retninger
- Bevæg dig rundt om baljen, så hunden svinger med rundt til begge sider – klik og beløn for alle bevægelser med bagbenene undervejs
- Til sidst får du en hund, der kan svinge til begge sider på baljen, så den hele tiden har front mod dig, selv du bevæger dig omkring baljen


*Kvarte vendinger*
- Lær først hunden Elefanten som er beskrevet herover
- Start med hunden på baljen som i elefanten
- Træd til den ene side – hunden vil nu svinge modsat for at stå med front mod dig, som den har lært i Elefanten. Klik og beløn
- Nu bliver du stående – klik hunden for alle bevægelser hen mod din venstre/højre side, så hunden på sigt svinger ind på din ene side
- Skift mellem de to sider/positioner
- Sæt signal på de to sider – det må ikke være samme ord/signal for begge sider, da hunden så ikke kan skelne
- Fjern baljen – giv hunden signal til at svinge i kvarte vendinger ind på henholdsvis din højre og venstre side

*Twist til begge sider*
- Lær hunden at berøre en target for eksempel en targetstick
- Stå med hunden foran dig, så den har front mod dig
- Bevæg targetsticken i en bue omkring hunden, så hunden drejer om sig selv på stedet - klik og beløn hunden undervejs.
- Beløn både for halve og hele buer – anerkend hundens forsøg
- Gør gradvis targetsticken mindre og fjern den til sidst helt, så hunden snurrer rundt om sig selv til begge sider alene på signal fra din hånd

*Pote- og benbevægelser*
- Klik og beløn hunden for alle bevægelser, som hunden laver med sine poter eller ben
- Anvend eventuelt en genstand, som hunden skal stå, slå og sparke til for at gøre det lettere for dig og hunden

*Gå rundt om genstand*
- Lær hunden at cirkle om en genstand fx en sten eller en kegle
- Start med at stå med hunden på din ene side og genstanden foran jer
- Klik og beløn hunden for at orientere sig i retning af genstanden – beløn hele tiden lidt længere fremme end genstanden
- Øg gradvis kravene, så hunden skal gå længere og længere rundt om genstanden for at få klik og godbid
- Træn til begge sider, så hunden kan gå både højre og venstre om genstanden

Når du arbejder med disse øvelser, vil du ofte opleve, at din hund har en side, som den arbejder bedst på eller foretrækker at arbejde på. Det er normalt – man kan sammenligne det en smule med mennesker, der er højre- og venstrehåndede.

Overdriv ikke disse øvelser især i starten. Det kan give ømme muskler for en hund, der ikke er vant til at træne så fokuseret. Træn i stedet kort tid men gerne flere gange dagligt. Senere kan du arbejde med øvelserne i længere tid af gangen.

Du kan med fordel lave øvelserne på gåture, da de kan laves på både træstammer, sten og på andre sikre genstande. Vær sikker på at de genstande, du vælger, ikke er nogle, som hunden kan glide eller komme til skade på.

God Fornøjelse!

Få viden om hunde, foredrag, kurser, træningshold og meget mere hos NEMO. Find os på www.nemokatoghund.dk og på www.facebook.dk/nemokatoghund hvor der er debatter om relevante emner om hunde.

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner