Hvem skal behandle min hund? Kan dyrlægen give besked?

Læs med her, skal vi benytte dyrlægen, eller er der alternativer?


Hvem skal behandle min hund?

Kan dyrlægen give besked?

Noget af det sværeste, når ens hund er syg, er at den tilsyneladende kun med sit kropssprog kan fortælle, at et eller andet er i vejen. Og det, man som hundeejer ser, kan mistolkes, lige meget hvor godt man kender sin hund:

Er hundens tilsyneladende træthed i virkeligheden lidt ugidelighed på grund af et koldt og dårligt vejr? Eller et for varmt vejr? Skyldes det overgangen fra unghunde- til voksenstadiet? Skyldes dens manglende appetit, at den vist har fået for mange godbidder af andre hundeejere i parken – eller at den har gnavet i en gren og fået mættende og ikke helt ufarlige træfibre i maven?
I mange tilfælde er det selvfølgelig og heldigvis tydeligt, hvad der er i vejen. Men tvivlstilfældene er ikke kun svære, fordi man selv er usikker: Man er også bange for, at heller ikke dyrlægen kan give anden besked, end at man må gå hjem og se tiden an.

*Kan søgning på nettet hjælpe?*

Og herfra kan man så begynde at spekulere over, hvad der er bedst for ens hund. Søger man svar på nettet, havner man let i et af de mange chatfora, hvor hundeejere, der vil det bedste for deres egen og andres hunde, giver gode råd. Det kan være både befriende og forvirrende: Man ved ikke helt, om ens hund har det nøjagtig som i de tilfælde, der bliver diskuteret, og ofte er de beskrevne forløb noget anderledes end det, man synes selv at opleve.
Så er det man kan søge målrettet på eksperternes informationer. Mange dyrlæger har på deres hjemmesider beskrivelser af sygdomstegn; fra småskavanker til det virkelig alvorlige, og der gives oplysninger om behandlingsform og behandlingsprognose på dem. At søge viden dér handler ikke så meget om, at man ikke stoler på sin egen dyrlæge, som at man vil gøre alt, hvad man kan for at finde ud af, om ens hun fejler noget. At læsningen så kan være den rene gyser, er en anden sag. Men informeret er man i hvert fald.

*Kan man spørge hunden selv?*

Dyrlægen og dyrlægens ekspertise er helt naturligt det, man allerførst søger. Vi overfører vores erfaringer med selv at gå til lægen til vores kæledyr. Og sådan skal det også være. Dyrlægen har den viden og erfaring, der giver den allerstørste sikkerhed for, at ingenting bliver overset.
Men hvad så med det, man ikke kan se? Og hvad så med det, der ikke kan manipuleres med indgreb eller medicinering? F.eks. en tæves for lange løbetid med appetitløshed, nedstemthed og generel funktion på et absolut lavblus? Hvad med en hund, der ofte har dårlig mave uden nogen indlysende årsag? Hvad med en hund, der har allergi i så svær grad, at kun binyrebarkhormon med alvorlige bivirkninger kan hjælpe?

Visse dyrlæger har selv svaret: Den behandling, de kalder ”så kaldt alternativ”. Udtrykket er hentet fra hundeleksikon.dk – en imponerende hjemmeside fra Københavns Dyrehospital. Her fortælles om behandlingsformer som akupunktur, akupressur, massage og kiropraktik. Udgangspunktet for behandlinger er, påpeges der, at der først er stillet en klar diagnose af en dyrlæge. Og så er vi tilbage, hvor denne artikel begyndte: Hvad nu, hvis man ikke kan det? Hvad nu, hvis man virkelig ikke kan sige hvorfor. Og man kan jo ikke spørge hunden selv. Eller kan man?

*Såkaldt alternativ behandling*

Tager man udgangspunkt i terapi med mennesker, når vi taler om det, der kaldes alternativ behandling; noget som udøverne foretrækker at kalde komplementær terapi, altså behandling, der lægger det til, der mangler – så er der vid og bred erfaring for, at folk der er blevet hjulpet af med skavanker og sygdomme fortæller, hvordan de ved terapiens begyndelse oplevede, at deres krop kunne fortælle meget mere, end de syntes, de kunne mærke. Og i hvert fald endnu mere end de vidste. Lige præcis det skulle med fordel kunne overføres til dyr, når nu de ikke har et sprog med ord, som vi har. Går man så ud over det, der kaldes den vestlige eller traditionelle behandling og ind i komplementærterapien, som har sine rødder hovedsageligt i det gamle Kina, er det lige præcis hele grundlaget: At kroppen selv fortæller.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange dyrlæger, der tilbyder alternativ behandling, som gør det med en vestlig tilgang. Men kan man sætte sig ud over den tilgang, lader man faktisk hunden selv fortælle: varme- og kuldepunkter, hvirvler i pelsen, små forhøjninger eller fordybninger langs rygsøjlen, små følbare korn eller puder under ansigtshuden er, alt efter hvilken gren af den komplementære terapi man undersøger med, udtryk for ubalancer i hundens krop.

*Hvem er de alternative behandlere?*

Udbuddet af alternative behandlere eller dem, der udøver komplementær terapi, er vokset de seneste år. Således har f.eks. uddannelsen som dyreterapeut været udbudt nogle gange her i Danmark; konceptet er udviklet af en dansk zoneterapeut og udbydes i flere lande, bl.a. USA og Japan. Dyreterapeutuddannelsen indeholder mest ansigts- og potezoneterapi til hunde. Uddannelsen som hundemassør har nogle år på bagen og indeholder også akupressur i mindre omfang. De studerende her bliver færdige som (dyrlæge-)eksaminerede hundemassører. Af den alternative behandlingsform, der oftest tilbydes hos dyrlæger, er akupunktur den mest almindelige. Hvis dyrlægen tilbyder massage og genoptræning, er det for det meste veterinærsygeplejersker med videreuddannelse, f.eks. fra Danske Eksaminerede Hundemassører, der varetager dette.

Vigtigst af alt, når man søger anden behandling end den, vi kalder den traditionelle, er at spørge til diagnosemetoden. Altså, om hunden faktisk får lov til at tale ikke kun med sit kropssprog, men med hele sin krop. Det er endnu bedre, end hvis den havde haft ord.
_Skrevet af David Læby Henningsen for Gipote.dk_

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner