Lær dit barn hundesprog

Lær dit barn at tale hundesprog, så undgår du mange problemer, lyder opfordringen fra dyrlægerne


Risikoen for, at et barn bliver bidt af en hund, er langt lavere, hvis barnet er blevet undervist hundens "sprog". Sådan lyder meldingen fra Den Danske Dyrlægeforening, der nu lancerer et undervisningsprogram, der skal lære de børn at forstå hundes signaler og adfærd.


"Mange mennesker er utrygge eller ligefrem angste for hunde, uden at der egentlig er grund til det. Det er rigtig synd for både mennesker og dyr - for angst alene kan være med til at skabe konflikter mellem mennesker og dyr," siger dyrlæge Hanne Werner fra Den Danske Dyrlægeforening.


Angsten går begge veje


Det er ikke kun mange danske børn og voksne, der er bange for hunde. Det går også den anden vej, fortæller cand. psych. Elsa Schmidt, der har arbejdet med samspillet mellem mennesker og dyr.


"Voksne opdrager ikke kun med ord - men også ved at gå foran med et godt og trygt eksempel, når børn skal møde verden. Hvis børn gentagne gange oplever voksne med en irrationel frygt og en uhensigtsmæssig reaktion over for f.eks. hunde, er der en risiko for, at børnene bliver bange for hunde fremover," siger hun og tilføjer:


"Angst bliver først et problem, når den voksne selv kommer ud af kontrol. Det kan både hunde og børn mærke. Den voksnes ukontrollerede angst kan bevirke, at børnene fremover kan blive bange for hunde, og at hunden bliver bange for børn."


Indtag den rette kropspositur


Ved at lære børn og voksne at forstå hundesprog håber dyrlægeforeningen, at folk bliver bedre i stand til at vurdere, hvornår der reelt er noget at være bange for, når man står over for en hund.


"Øre, hale og den generelle kropsholdning afslører, hvordan en hund har det, og en af de gode ting ved hunde er, at de ikke kan lyve, så hvis man kan forstå deres kropssprog, så er man godt på vej til ikke at skulle være bange for hunde," siger Hanne Werner.


Der findes cirka 600.000 hunde i Danmark. Og hører man til dem, der bliver bange, hvis en af dem kommer løbende og gøende hen imod en selv eller ens barn, anbefaler Elsa Schmidt, at man indtager en ganske særlig kropspositur. Hun opfordrer til, at man - udover at forsøge at beherske og skjule sin angst - vender sig med siden til hunden og bøjer hovedet let. Det vil hunden registrere som en ikke-aggressiv holdning.


"Ved at optræde roligt undgår man, at børn og hunde selv bliver mere angste - og måske får man også selv lidt mere styr på sin angst - fordi man oplever, at det faktisk virker," fortæller Elsa Schmidt.


 


Sådan klarer du hundeangst ifølge Den Danske Dyrlægeforening

Til børnefamiler:



  • Spørg altid om du må klappe en hund, før du gør det

  • Lær dit barn at hilse på en hund

  • Stop op og vend siden til, hvis I møder en løs hund

  • Se hundens ejer an

  • Gå foran med et godt eksempel



Til hunde-ejeren:


  • Gå med hunden i snor

  • Få din hund til at sætte sig, hvis der opstår en stressende situation

  • Skæld ikke en hund ud, der har sat sig

  • Lad ikke børn i flok klappe din hund



Til dig der er bange for hunde:


  • Se ejeren an

  • Stil dig med siden til hunden

  • Råb ikke ad hunden

  • Løb ikke væk



Se mere på www.hej-hund.dk


 


_________________________________




"`img:212125:200`()":http://www.proftag.com
"Husk hundetegnet klik her":http://www.proftag.com

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner