Cocker Spaniel kvalt i eget halsbånd

En elevator blev det tragiske endeligt for den svenske hund Daffy. Den 10-årige Cocker Spaniel blev kvalt i sit eget halsbånd


Den svenske hundeejer, Thomas Avander, skulle i går ved middagstid til at lufte sin elskede hund, Daffy. Da de bor på tredje sal, går turen ned på gaden med elevator. I går var ingen undtagelse.

Men lige da elevatordørene var ved at lukke til, hoppede Daffy ud i korridoren igen. Thomas Avander havde stadig fast i sin ende af halsbåndet, så da elevatoren begyndte at køre ned, gik den fortvivlede hundeejer selvsagt i panik. Trods adskillige tryk på knappen for at åbne elevatordøren, skete intet.

Først da elevatoren nåede ned mellem første og anden etage, stoppede elevatoren. Der var den 10-årige Daffy så hårdt most op mod elevatordøren på tredje, at elevatoren satte ud.

Umuligt at redde Daffy
Thomas Avander ringede til sin kone, der styrtede ud af lejligheden for at komme Daffy til undsætning. Hun forsøgte at åbne elevatordøren, men heller ikke hun kunne få døren til at lystre. Hun forsøgte at klippe halsbåndet over, men Daffys hals var for tæt på elevatordøren, til at hun kunne komme til.

En nabo tilkaldte hjælp imens, men Daffy kunne ikke reddes.

- Brandmændene fortalte, at hans nakke nok var brækket, fortæller Thomas Avander.

- Man må bare håbe, at han ikke fik en alt for pinsom død.

Sørger over tabet
Familien Avander er rasende over den dårligt fungerende elevator i opgangen, men mest af alt fylder sorgen over tabet af familiens elskede hund.

- Det virker måske underligt, fortæller familiens mor Alexandra,

- Men husdyr bliver jo en del af familien.

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner