2 voksne hunde sammen.

Vi har en ældre intakt hanhund på snart 9 år, han er glad og meget frisk af sin alder (han glemmer selv ind i mellem han snart er 9 år ????);
Vi har fået mulighed for at købe en steriliseret tæve på 4 år.
Deres første møde var her hos os, og det kunne vi hurtigt se ikke fungerede, det var for grænseoverskridende for vores hund er der pludselig stod en fremmed hund på hans grund. Der blev derfor sagt fra nogen gange, ikke fordi han bare var efter hende hele tiden, de gik rundt begge og undersøgte, men når de stod hoved mod hoved, blev det nok for ham.
Nu har vi så aftalt at mødes på neutral grund i stedet, for han plejer ikke have problem med andre og slet ikke tæver! (hun er først lige blevet steriliseret for nogen måneder siden) tæver plejer han have stor respekt for, så havde faktisk ikke regnet med at det ville provokere ham på den måde, men forstår ham godt når det er hans grund ????
Nå men vi har aftalt at mødes på neutral grund og gå en tur med dem og se hvordan det går.

Er der en chance for at det kan blive et godt andet møde, nu når første desværre ikke gik så godt som vi håbede.

Og det der med en tæve f.eks ikke lugter rigtig af tæve efter at være blevet steriliseret, er der hold i det? Altså er det fordi han er i tvivl om køn, eller havde han første gang bare for meget fokus på at beskytte territorium istedet for at have fokus på det er en tæve?

Hvad er det bedste vi kan gøre når de skal mødes igen på neutral grund?

Sidst han mødte en tæve (en i familiens hund) der skulle på besøg, mødtes vi bare på neutral grund og gik så hjem til os og der var ingen problemer overhovedet.

Vil jo super gerne have det til at fungere, da vi virkelig har forelsket os i denne tæve og hun vil passe perfekt hjem til os, men det vigtigste er jo selvfølgelig også at hundene kan fungere sammen og at vores hanhund føler sig tryg ved det, så vil gerne hjælpe med at give dem, det bedste andet møde ???? så kom gerne med alle gode råd ☺️

Synes bare I skal se hvordan mødet går på neutral grund - måske genkender jeres hund tæven - måske ikke....Hvis han har været enehund i alle hans leveår, er det naturligvis en stor mundfuld med en ny artsfælle - mener også det første møde mere drejede sig om det, end at det var en nysterilliseret tæve.
Havde selv en tæve, fik en lidt ældre hanhund - tæven var glad - hannen ikke, men accepterede samværet i mange år - senere kom en ung tæve til, som blev helt ignoreret af hannen - med det vil jeg sige, at det helt kommer an på det enkelte hundeindivid - nogle synes det er herligt med en artsfælle, andre vil ha' det bedre som enehund, men de lærer som regel undervejs at leve sammen - tid ta'r det dog.
Går mødet OK og vælger I tæven, må I sørge for, at give hver især alenetid med jer. Jeres gamle hund skal lære en ny "beboer" at kende, og for den nye (trods voksen) er alt jo nyt - tålmodighed kræves.Held med det....

Hej Pernille. Jeg synes som Tina, i skal prøve igen at mødes med den tæve, i så gerne vil overtage. Denne gang på neutral grund. Gerne sammen med tævens ejer. Gå en tur allesammen, Lad dem snuse til hinanden. Han kan helt sikkert kende damen, og måske nu vise mere glæde og tryghed ved hende. Hun er for nylig blevet sterilliseret, alligevel tænker jeg han godt ved, hun er en tæve, ellers havde han nok ikke accepteret hun var lukket ind på hans territorium. Selv lærte jeg på den hårde måde, at man altid skal mødes på et neutralt sted, gå en tilpas lang tur, før 2 voksne hunde skal være sammen i den enes hjem. Samt at det for at bevare "freden" mellem dem skal være 2 hunde af modsat køn. Vi overtog en tæve på 1.½ år, da vores hanhund var 5 år og kastreret. Da vi kom hjem med hende, hvor han var alene hjemme, gjorde vi den store fejl, at lukke hende direkte ind af gadedøren. Han for straks i hovedet på hende, og bed hende i benet. Hun lod sig slet ikke stoppe, hun kom fra en kennel med 10 hunde, men vi var forskrækkede, og lukkede dem ud i haven. Først da fik han mulighed for at snuse hende bagi, og virkede flov. Siden da overgav han sig totalt. De legede sammen, nogen gange voldsomt, men sloges aldrig, hun "opdrog" ham, på "hundsk" eks. hvis han gøede af nogen, et VOV fra hende, så stoppede han. Da hun fik hvalpe, bestemte hun om de måtte lege med ham, og hvor længe. Hun var klart nr. 1 i rangorden mellem dem. Desværre måtte vi sige farvel til hende, da hun var 7 år gammel, på grund af en dyrlæges fejldiagnose, og behandling i forbindelse med en opstået livmoderbetændelse. Heldigvis havde vi beholdt en tæve efter hende, som vi senere fik 2 kuld hvalpe på, overtog igen 2 ældre tæver, og en tæve- hvalp fra samme kennel, så hundeliv fortsatte i mange år, hvor vi havde 5 tæver sammen, sålænge de levede. De blev alle 14-15-16 år gamle.