Min kæreste og jeg har den dejligste dansk-svenske gårdhund, Buller, på godt to år. Han er en sød og rar hund, som er glad for både mennesker og dyr. Og samtidig synes vi, at han er en klog lille hund, som er glad for at blive aktiveret hele tiden.
Han har dog én virkelig, virkelig irriterende egenskab...
Når vi er ude med ham og kaster med pinde eller bolde, oplever vi, at han har stort behov for at bruge sin stemme. Med andre ord: Han gør ad Pommern til. Hvis jeg står med en bold i hånden, går han fuldstændig i selvsving og gør i ét væk. Han stopper først, når jeg kaster bolden og han kan løbe efter den. At han så ikke er så god til at aflevere bolden igen, kan vi godt leve med. Men hans uendelige gøen er virkelig begyndt at gå os på nerverne.
Han er på ingen måde aggresiv. Han gør bare. Og vi regner med, at han gør det, fordi han tror, det er en del af legen. Spørgsmålet er: Findes der nogen øvelser eller lege, som kan lægge en dæmper på hans gøen?
Det er begyndt at blive pinligt at lege med ham i nærheden af andre mennesker; han kan gø ekstremt højt af sådan en lille hund at være.
På forhånd tak