Hvordan kommer jeg mig over chokket og savnet efter min lille hunds alt for tidlige og grusomme død?

Min skønne lille, kærlige og kloge Wilma blev taget fra mig før tid. Hun var kun 7 år og både frisk og frejdig og altid fuld af glæde, når hun så mig. Hun har været med mig i alle mine svære stunder, gennem de 7 år vi fik sammen, og har mange gange varmet mit hjerte med sit tillidsfulde blik.
Wilma døde udenfor sin comfortzone. Hun blev taget med på en golfbane, mens jeg var ude at rejse med min datter, og der fik hun skudt en golfbold i hovedet. Jeg fik det først at vide flere dage efter hendes død, hvor hun var blevet lagt kold og livløs i en fryser. Jeg brød fuldstændig sammen og græder stadig, når jeg tænker på hendes sidste grusomme og ensomme øjeblikke og den uværdige måde hendes krop blev behandlet efter hendes død. Savnet af hende føles som et hul i mit hjerte.
Da jeg kom hjem hentede jeg en lille kiste hos dyrelægen og lagde hendes lille fine krop i kisten med smukke roser omkring. Jeg tog hende med ud til hendes gamle hundevens gravsted, sammen med hendes bedste hundeven, som havde været vidne til hendes grusomme død og bad en bøn for hende og holdt en lille mindestund. Så bragte jeg hende til sommerhuset, hvor hun elskede at snuse rundt i haven, og lod hende stå en stund og mærke solens stråler på sin forfrosne lille krop, og tændte et lys for hende, så hun kunne komme afsted på værdig vis. Hun var sådant et værdigt lille væsen i levende live.
Dagen efter kørte jeg hendes lille forslåede krop til dyrelægen i den lille hvide kiste pyntet med blomster. Vi kørte ad de smukkeste veje, som vi har kørt så mange gange sammen. Hun bliver nu kremeret og kommer tilbage til mig, så hun også kan være med mig efter sin død.
Jeg savner hende så usigeligt meget, hendes glædesstrålende små dansetrin, når jeg kom hjem, hendes måde at putte sig ind til mig på, hendes kærlig og kloge blik. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor hun ikke blev passet på, hvorfor hun skulle dø så grusomt, hende som aldrig har gjort nogen noget. Jeg håber hun hviler i fred, og at hendes sjæl har fundet ro, og at hun har fundet sammen med sin gamle hundeven Molly og leger fine lege oppe i hundehimlen. Send hende gerne en kærlig tanke.

Hej Karina.
Det er en ganske forfærdelig oplevelse for alle implicerede og ingen kan sige nogle ord, som trøster i denne svære tid. Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord og at din lille skat stadig er hos dig. Måske oplever du kendte lyde, raslen af madskål, halsbånd eller andet, for hun er der for at støtte dig og give dig kærlighed. Det sidste hun ville, var at forlade dig ❤

Hej Evy
Mange tak for din søde besked og ja, jeg føler stadig hun er med mig og ved godt, at hun ikke ønskede at forlade mig, men blev taget før tid. Kærligheden til hende vil altid være med mig.
Mine bedste ønsker til dig og dine og igen tak for dine søde og forstående ord.

Kære Karina, Jeg håber, du har fået det bedre efterhånden. Du vil altid huske Wilma som din bedste ven i de 7 år, I var sammen. Måske har du fået en ny hund. Ellers kan det være, at du er parat til en ny hundeven. Min datters hund, en 7-årig boomer, får ikke den opmærksomhed, den gerne vil have, da min datter er blevet alene med et 2-årigt barn og også har et arbejde, Hunden får ikke gåture 3-4 gange om dagen, og den synes ikke at blive sat ud i haven. De savner tæt samvær med ejeren. Jeg har 9 katte -og datterens hund er ikke dus med katte - og derfor kan jeg ikke overtage den søde væsen, som er god med det lille barn og elsker at være ved siden af sin ejer. Hvis du kunne være interesseret, skriv til mig. venlig hilsen, KJ

Hej Kathleen Tak for din betænksomme besked. Wilma er stadig med mig i mit hjerte og hendes fine lille urne står over pejsen, så en del af hende også fysisk har plads hos mig. Sidste efterår fik jeg en lille hjemløs hund gennem dyreværnet, som trængte til et kærligt væsen at knytte sig til, og hun og jeg har fundet os fint tilrette sammen og er blevet rigtigt glade for hinanden.
Jeg er ked af at høre, at din datters nye livssituation har gjort det svært for hende at opfylde sin hunds behov. Jeg tænker, det nok ikke er let for hende at få tid og overskud, nu hvor hun skal navigere i det hele selv . Har I overvejet at finde en "lånefamilie" til hunden, så din datter kan aflastes lidt? Jeg hører, det er en trend på facebook nu, at efterlyse en familie, som gerne vil have en fast "lånehund".