I har kun haft hende i 14 dage. Hun har endnu ikke vænnet sig til at bo hos jer. Og slet ikke til at være alene hjemme. Hun er bange for at blive forladt, nok derfor hun også følger jer overalt.
Hendes meget ulykkelige adfærd, ved at være alene hjemme, kunne tyde på, det også har været et problem i det første hjem. Måske skyldes hjemskiftet ikke kun mandens "allergi".
Alene-hjemmeproblemer som du beskriver, er desværre ofte grund til at hunde hjemskiftes. Også selvom familien elsker deres hund, giver mange op overfor det.
I har så anskaffet et bur til hende, men bruger det vel allerede med lukket dør, når i går hjemmefra. Det gør hende også utryg, det kræver jo også tilvænning.
Selv ville jeg aldrig lukke min hund ind i et bur, og så gå hjemmefra. Men jeg ved godt nogle hundeejere gør det.
De fleste hunde elsker deres bure og transportkasser, brugt hjemme med åben dør, og til bilkørsel og på udstillinger med lukket dør.
I står overfor et kæmpeproblem, også fordi i nu først skal vænne hunden fra de negative oplevelser/adfærd hun har haft, ved at blive forladt.
Det kræver stor tålmodighed, og at i venter meget længe med at lade hende være alene hjemme igen. Hun skal først føle sig helt tryg hos jer. Have sin egen plads én eller flere steder i huset. Der hvor i også opholder jer. Bl.a. gerne buret, men med åben dør.
Hvis ikke hun sover sammen med jer, så må en af jer sove sammen med hende, indtil hun er tryg ved sin soveplads.
Du skriver i altid har haft hund, også hvalpe, men det er tit meget sværere at overtage en ældre hvalp/hund, især hvis den har "adfærdsproblemer" med i bagagen.
Forhåbentlig har i mulighed for at tage hende med på jobbet, evt. ved at hun der opholder sig i sit bur, eller kan få hjælp til pasning i alene-hjemmetiden.