Mine hanhunde slås!

Hej,

Jeg er simpelthen nød til at skrive herinde, da jeg står i en meget frustrerende situation.

Fra start til ende:
Jeg er hundeejer til En pomeranian/schipperke blanding på 2 år. Jeg har haft ham siden han var 8 måneder. Da han nyder at lege med min venindes hund (en chihuahua han på 3) besluttede jeg at anskaffe en legekammerat til ham - han kedede sig nemlig let uden.

For to måneder siden fik vi så vores anden han på nu 4 måneder. De er biologiske brødre, fra samme forældrepar og kennel. Vi har så haft ham siden han var 9 uger.

I den første måneds tid gik tingene fint. Den lille nye faldt hurtigt til og den store nød at der var nogen at lege med. Tingene begyndte dog at ændre sig.

Jeg oplever en næsten daglig slåskamp mellem dem nu, og det er over det mindste: kødben, godbidder, legetøj, ja selv min opmærksomhed. Jeg formår altid at stoppe dem inden der løber helt løbsk, men intensiteten er blevet værre fra dag til dag.

Jeg vil også lige tilføje at den store er kastreret. Jeg har ligeledes talt med dyrlægen om kastration af den lille, men de vil ikke ind på det, førend han rammer de 8 måneder - det er for mig for længe at vente uden garanti, da jeg også har en pige på 5. Jeg er selv blevet bidt to gange på en uge da jeg stoppede slåskampen, og min største frygt er at det skulle gå ud over min datter.

Jeg elsker begge mine hunde, og alternativet hvis jeg ikke finder en løsning, er at sende den lille retur. Så; hvad stiller jeg op? Situationen er langt fra holdbar, så jeg håber på nogle gode (og virksomme) råd fra i kyndige hundemennesker.

Mvh. Michela.

Hundene vil klart fortsætte med at slås om mad, ben, legetøj m.v. når de har mulighed for det. Da de begge er hanhunde, og den ældste kun 2 år, vil de også slås om rangorden, snart er den yngste jo kønsmoden.

Der bør være mindst 3 års forskel på 2 hunde af samme køn, for at undgå slagsmål om rangorden. Så den ældste bevarer pladsen som førerhund.
At du også får den yngste kastreret, når han er udvokset, hjælper ikke på det problem.

Der skal en meget hundekyndig og tålmodig leder til at styre dominansproblemer, også med mindre børn i familien, og da du allerede selv er blevet bidt, ved at stoppe slagsmål imellem hundene, kan jeg kun anbefale at du returnerer eller skaffer hvalpen et nyt hjem.

Tusind tak for dit svar. Jeg havde ellers hørt om nogle der anbefalede at den ældste var 1/5 - 2 år inden anskaffelse, så det giver bestemt mening når du skriver 3 år.

Jeg har faktisk også et andet lille spørgsmål på sinde; den lille er til trods for fri adgang til have (foruden bestemte tissetidspunkter i løbet af dagen) endnu ikke renlig, og tisser med jævne mellemrum indenfor. Kan det måske skyldes, at situationen i vores hjem ofte er anspændt? Jeg har det hvertfald tit mistænkt, for han er trods omstændighederne en rigtig kvik lille gut.

Mvh. Michela.

Ja det kan sagtens skyldes den uro, og det anspændte forhold, er årsag til han stadig tisser indenfor. Men du kan heller ikke forvente, at han selv vælger haven, bare fordi en dør står åben ud til det fri.
renlighed kræver indlæring, og tilvænning.
Luft ham tit, samme sted, ud af samme dør. Og gå først ind igen, når han har besørget.

Jeg har selv haft dominansproblemer, mellem to tæver hvor aldersforskellen var 11 måneder.
Da de begge blev kønsmodne, startede slagsmålene. Den yngste respekterede ikke den ældste.
Jeg spurgte en "hundemand", om jeg skulle blande mig, hvortil han svarede, jeg bare kunne lade dem slås, så havde jeg snart kun 1 hund. I nogle måneder måtte jeg flytte hjemmefra med den ældste hund, efter de havde skadet hinanden.
Det lykkes os at beholde begge hunde til de blev 14 og 15 år. Kun fordi vi havde været hundeejere i mange år, og derfor var gode til at aflæse deres hundesprog, og stoppe/afledige dem før det gik galt. .
Men det var en svær og sej kamp, hvor jeg var den "overhund" de begge respekterede, men aldrig kunne jeg overlade andre at passe dem sammen. Samtidig havde vi 3 andre ældre tæver, den ene var mor til den yngste.

Det gør jeg bestemt heller ikke. Vil mene jeg følger bogen til punkt og prikke hvad det angår. Da jeg kender til flere ejere af samme kuld, har jeg ligeledes rådført mig dem, og selvom jeg godt ved at alle hunde er individer med hver deres forskelle, så halter den lille "gevaldigt" bagud. Deraf min mistanke.

Desværre har jeg ikke ressourcerne til at kunne skille dem ad som du har beskrevet med dine egne. Jeg bor nemlig alene med min datter og hundende - dette var nemlig også blandt grundende til anskaffelse nr. 2. Planen var jo, at når jeg ikke lige var til rådighed for den gamle, så kun den lille og ham boltre sig i det stykke tid.

Jeg kan desværre ikke prale af års erfaring med hundehold. Selvom jeg er vokset op med hunde stort set altid, er den ældste den første hund jeg har haft efter jeg flyttede hjemmefra i sin tid - og deraf os mit ansvar helt og holdent.

Det skal også siges, at det stort set er problemfrit når jeg har hundende på ene hånd. De lystre fint, opfører sig pænt og gør hvad de skal. Men når vi er sammen alle 3, skal der ikke meget til før stemningen ændres, desværre.

Når i er sammen, så har du selvfølgelig også fokus på din datter, og ikke kun på hundene. Det mærker de straks. Din hund er kastreret, så du kunne uden løbetidsproblemer, have valgt en tæve, som ville minimere dominansproblemerne.
Tæver og hanhunde kan bedre selv klare dominansproblemet.
En tæve jeg overtog 1.½ år gammel, vandt "førerpladsen" over min kastrerede hanhund på dengang 5 år.
Han adlød hendes mindste "ordre" på hundesprog, dem imellem. De levede fint sammen, indtil vi mistede hende 7 år gammel.

Den lille blev os faktisk valgt af kennelejere. Hun udvalgte den lille udfra en samtale jeg havde med hende, og udfra hans egenskaber.

Jeg ved også godt at tæver og hanhunde fungere bedre end to af samme køn, men jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke havde forudset denne konflikt mellem dem. Heldigvis bliver vi alle klogere.

Så har opdrætteren sikkert heller ikke noget imod at tage hvalpen retur, og hjælpe med hjemskift. Hun vil jo også sine hvalpe det bedste liv, og føler derfor ansvar for hvem hun sælger hvalpe til.

Ja jeg burde have været klogere allerede dengang. Jeg frarådede alle andre at få hund nr. 2 før nr. 1 var ældre. Og så beholdt jeg selv en tæve af egen avl, da jeg havde en ung tæve på 11 mdr.

På fotoet er de 14 og 13 år gamle. De var også gode venner, sov fredeligt sammen, og blev mere milde overfor hinanden med alderen, men stadig kun i visse situationer som fodring, ben og leg ved øjenkontakt med mig. I alenehjemme-timerne var de skilt ad ved et børnegitter. Den yngste sammen med sin mor, og den ældste sammen med de 2 gamle "tanter". Så vidste jeg der var ro i flokken. De pladser beholdt de også da de 3 ældre var døde.

Jeg har netop været i tale med hende i dag og hun var meget forstående - selv havde hun faktisk været i en lignende situation.

Desværre er situationen bare ikke holdbar på sigt, og jeg er også ved at forlige mig med omstændighederne og at det nok er der bedste for hundende med hver deres hjem - jeg føler det hvertfald meget egoistisk andet, da jeg føler at jeg nu har undersøgt alle muligheder for ændring. Desværre uden held.

Men jeg er hvertfald glad for at du har taget dig tid til at besvare min frustration - og at du har delt dine egne oplevelser med mig.

Det var så lidt.
Jeg deler gerne mine erfaringer, fra et langt hundeliv med 8 Beagler, for at hjælpe andre hundeejere. Og jeg synes du gør det bedste for både hundene, dig selv og din datter, at skaffe hvalpen et andet hjem, enten selv eller i samarbejde med din opdrætter. Allerbedst vil det være hun tager den retur, og du får et beløb for den i forhold til, hvad den sælges for, og de udgifter opdrætter må have haft indtil da. Så ingen af hundene, dig eller din datter får bideskader.

Din hund kan sagtens være alenehund, det er han jo vant til, og så af og til lege med venindens hund, som han kender godt.
Skulle du få lyst og tid til om nogle år, til at få hund nr. 2, kan du jo overveje om det skal være en tæve.

Det tænkte jeg nemlig også. "Desværre" har de pt. hænderne fulde, da de næsten lige har fået et kuld hvalpe. Men vi i er i dialog gennem hele processen, da hun kender sine hvalpes natur og jeg kender hans små finurlige og personlige sider.

Jeg er sikker på det er den bedste løsning, særligt efter at have sovet på det, og efter at have været i dialog med div. herunder også dig.

Det vil jeg bestemt gøre. Men jeg tror et eller andet sted, at det vil være det bedste for den gamle at være alenehund til hans dage er talte oven på det her - og så nogle oftere besøg i vores fælles hundepark eller oftere besøg hos venindens hund.

Tusind tak for din hjælp. Det var rart at vende hele situationen med en der trods alt har mange og flere års erfaring end jeg.