Hund bider pludseligt ud efter mig?

Ja jeg ved ikke helt hvordan overskriften skal lyde, men sagen er den, at min coton på knap 1½ år, forleden fik et lammeben som han synes er verdens lækreste. Da jeg gik hen imod ham knurrede han voldsomt af mig, jeg "skældte ud" og han bed ud efter mig. Jeg sagde nej, tog fat i nakkeskindet på ham, men han gik fuldstændig amok og bed og knurrede og var helt og aldeles rasende og beskyttende overfor lammebenet, som han troede jeg ville tage fra ham formoder jeg.
Nu er jeg så i tvivl om hvordan jeg tackler det bedst, for selvfølgelig skal man jo lade hunden være når den spiser (især lækre ting) men samtidig har jeg jo også børn, og han skal jo ikke knurre og bide, fordi børnene nærmer sig hans mad? Den risiko kan jeg jo ikke løbe.
Jeg tænker at træne det med ham, men hvordan er det bedst? Skal der en "hundepsykolog" på eller er det helt normalt?
Han er normalt slet slet ikke en agressiv hund, tværtimod, børnene kan kramme ham og ligge på ham, og kommer vi til at træde på ham, han ligger jo altid lige ved ens fødder, så piver han højest, men bliver aldrig hidsig. Jeg har faktisk aldrig set ham vred på den måde før, han er normalt meget meget tilforladelig.
Han har enkelte gange knurret når børnene har taget hans almindelige kødben, men så snart jeg har skrappet op er han stoppet og sluppet sit ben, men ved det mega lækre lammeben, gik han altså helt grassat selvom jeg skruede bissen på.
Hvad pokker gør jeg?

Ja, nu har du da rigtig formået at skabe mistillid til dig i hans sind, ved at reagerer som du har gjort.
Det er en total gammeldag holdning, at man absolut SKAL kunne tage ben og mad fra hunden. I naturen forekommer den slags ikke, der respekteres det blandt rovdyr også ulve, at den der har fået byttet har retten til det.
Jeg har selv en gang imellem haft en hund, der også var overbeskyttende over for sin mad/ben, hvilke er et tegn fra hunden om at den er usikker på din hensigt, når du nærmere dig.
Jeg brugte at give hunden mad et sted for sig selv, det kan være en forgang eller et værelse eller i mit tilfælde en hundegård/bryggers, i hvert fald et sted hvor den kan spise i total fred. Jeg nærmede mig så hunden, mens jeg talte beroligende til den, med leverpostejbakken i hånden og en ske. Når hunden begyndte at vise usikker adfærd, satte jeg mig på hug med siden til, tog leverpostej på skeen og rakte frem til hunden, som ved lugten af leverpostejen reagerede - trods sin usikkerhed - ved at tage leverpostejen. Der efter forlod jeg rummet og lod hunden spise færdig i fred. Dette gentog jeg hver dag, og der gik ikke mange dage før end at hunden, var fuldstændig tryg når jeg meldte min ankomst i hundegården/bryggers, og selv forlod sin mad og kom mig i møde, hvor jeg gik helt hen til madskålen og kom den ekstra lækkeri i skålen, mens den begyndte at spise, nu med et kropssprog der udstrålede tillid til mig.
Resultatet blev at hunden fik tillid til mig, og jeg kunne skifte vand og rydde op i hundegården, oven i købet skubbe lidt til hunden, mens den spiste, hvis jeg lige skulle flytte et tæppe og hundens reaktion var, at logre med halen og spise videre.
Hunden fik morgenmad i bryggerset og aftensmad i hundegården.
Jeg gjorde dette, ikke fordi jeg ønskede at kunne tage maden fra hunden, men fordi jeg ikke ville have den skulle stresse, når jeg nærmede mig den mens den spiste, jeg ville have den skulle føle tillid til mig, da det også gavner mig i andre af dagligdagens situationer med hunden.
I dag holder jeg det kun ved lige, ved en gang imellem at give den noget ekstra, når den spiser.
Jeg ville selv blive tosset, hvis der var nogen der begyndte at tage mit tallerken mens jeg spiste, så lad din hund spise for sig selv, og lær dine børn, at den skal have lov at spise i fred, også sit ben, som den skal have i et rum, evt. på et tæppe eller i en kurv, eller i haven. Det er ikke almindelig hundesprog, at børn skal rende og lege omkring en hund der spiser, det er mangel på respekt for hunden.
- og sådan noget med at råbe og tage hunden i nakkeskindet, det har intet med en ansvarlig hundeejer at gøre, det er tvang, og magt anvendelse, som ikke gavner dit tillidsforhold til hunden. Du gør hunden utryg ved dig, hvor du netop risikere at den bider dig, fordi den ikke stoler på dig.

VH - en der har trænet hunde i mere end 25 år, hvor jeg bl.a. har hjulpet familier, med problemer med deres hunde, også været opdrætter, elitehundefører, altid haft flere hunde af forskellige racer samtidig, trænet mange forskellige discipliner med hunde, osv.

For mig er min hund, min samarbejdspartner på lige fod med mig, jeg har ikke brug for at være dens leder. Ved respekt og positiv indlæring/motivation, bliver man den rette "leder" for hunden, og får på den måde en hund, der lader sig "lede" på rette vej til en harmonisk og glad hund med tillid til sin ejer.

Jeg synes du reagerer helt forkert. Han har frygtet du ville tage benet fra ham, da du nærmede dig, derfor knurrede han af dig. Når du så skældte ham voldsomt ud, måske højt og mange ord , så forstærkede du hans frygt, derfor bed han ud efter dig. Så straffer du ham hårdt ved at tage fat i nakken på ham, hvilket gør ham hjælpeløs, derfor kæmpede han og gik helt amok og bed dig.
Han ved ikke, hvorfor du straffer ham, men du ved han knurrede, fordi han tænkte du ville tage hans ben, som han derfor forsvarede.
Hvis du i stedet ikke var gået så tæt på ham, da han hyggede sig med sit ben, eller vendt ryggen til ham, og ladet ham spise sit lækre ben i fred, så var problemet aldrig opstået.

Du skriver at børnene, både kan kramme ham og ligge på ham, samt at ham højst piver, hvis i kommer til at træde på ham, så normalt er han ikke aggressiv.
Han har dog knurret af børnene, hvis de har taget et almindeligt ben fra ham. Men du har fået ham til at slippe benet ved at "skrappe op."

Du skriver hvad pokker gør du.

M.h.t. dit problem, da han gik amok og bed dig, har jeg svaret.

For at undgå at dine mindre børn også en dag bliver bidt, synes jeg du i stedet for at "skrappe op", skal lære dem:
Aldrig at gå hen til hunden, når den spiser, sover, og gnaver ben. At de skal holde op med at kramme den, og ligge på den. Ingen hunde bryder sig om det.
De skal respektere hunden som et familiemedlem på fire ben. Den skal ikke tåle alt.
Selvom den gerne ligger ved jeres fødder, og slapper af, så undgå helst at træde på den. Klart den piver, det gør jo ondt.

Det er klart, man skal kunne tage ting fra sin hund, hvis det er forbudte ting, eller ting den kan komme til skade med. Det træner man med en hvalp, ved at give den et lille ben eller noget af dens legetøj.

Børn skal lære, hvordan de behandler og leger med en hund. Der er flere hundeaktiviteter, de noget større børn sagtens kan klare. Det skal forældrene lære dem. Så lærer hunden at blive tryg og respektere børnene.

En af mine hvalpefamilier, havde en lille pige på 4 år. Hun var lidt bange for hunden, og fik så den "opgave" at stille madtruget på gulvet til den, allerede fra den var en lille 9 ugers hvalp.
Og hun lærte at lade den spise i fred. De fik et rigtig godt og trygt forhold til hinanden.

Drengen der dengang var 7 år gik ture med hunden sammen med forældrene, så han da han blev ældre selv kunne lufte den, når han kom hjem fra skole.
Begge børn, var også med til hvalpedressur som tilskuere, det lærte de også meget ved.

Forstå din hund, pas godt på den, så den ikke bliver en aggressiv og utryg lille Cotten-hund.

Først vil jeg sige, at jeg gerne vil have du taler ordentlig til mig, ellers lad venligst være med at svare.
Jeg skrev "skældte" i citationstegn, og ikke råbte, eller andet, blot et "nej ikke knurre" i et "dybt tonefald. Det ved jeg ikke om var rigtigt eller forkert, men det var mit instinkt at gøre. Jeg vil gerne gøre tingene anderledes, hvis nyere hundeopdragelse er anderledes end den var for 15 år siden sidst jeg havde hund, men du kan ikke ændre noget som helst, hvis du taler så nedladende fordømmende over for mig, når jeg netop beder om hjælp.

Jeg skriver også, at hunden skal lades være i fred når den spiser, og det er jo netop det der er problemet her, vi lader den generelt være i fred, børnene ved godt de ikke skal gå hen til den når den spiser, og det gør de heller ikke. Det var mig der gik hen mod reolen fordi jeg skulle hente en bog, og hunden knurrede af mig da jeg nærmede mig, og det vil jeg gerne undgå, at jeg kan bevæge mig rundt i hjemmet, uden at blive knurret af. Den spiser mad i køkkenet og får også ben derude, men dem slæber han rundt alle mulige steder, og vi har ikke rigtig nogen steder vi kan lukke af for ham desværre.

Vi har af og til været nødt til at tage noget ud af munden på ham, hvis han har fået fat i noget han ikke skulle/som kunne være farligt for ham og der har aldrig været noget før, så vi var ret overrasket over, at han overhovedet havde det i sig. Vi kan selvfølgelig også lade være med at give ham den slags lækkerier, men ville hellere lære en måde, så vi godt kunne, uden han blev så overbeskyttende overfor sit bytte.

Børnene løber og leger ikke omkring ham mens han spiser, de respekterer fint han spiser og de er heller ikke så små at de ligefrem løber rundt i stuen. De leger tit med ham udenfor, og de putter og leger med ham inde. Og han elsker det og elsker dem. Du antager han ikke bryder sig om at de ligger og krammer ham, men det opsøger han selv, og når han ikke gider mere trækker han sig.

Og vi træder altså ikke på ham med vilje, og det er helt ok han piver når vi gør, vi har bare ikke vænnet os til, at have en hund mellem benene hele tiden, så derfor sker det engang imellem at vi kommer til det, og så piver han. Naturligvis. Det må han gerne! Min pointe var, at vi ikke har oplevet han agressiv i andre situationer, heller ikke hvis vi er kommer til at træde ham over poten, eller andet ubehageligt, han bliver aldrig "vred", men blot "ked", så vi var meget overraskede over, at han blev så vred, at han bed ud efter mig, blot fordi jeg gik hen imod ham.

Og ja vi går til hundetræning med ham, sammen med vores to ældste børn, og vi gik også til hvalpesocialisering med ham. Og den store fortsætter til agility med ham når han er gammel nok til det. Vi træner dagligt med ham, og har en masse søgelege, så det mangler vi ikke forslag til.

Da det åbenbart er mit indlæg du antyder til, tillader jeg mig at svare dig. Jeg er i øvrigt meget enig med TDK, der også har svaret dig.

Jeg kender dig ikke, men svarer ud fra det du selv har skrevet i dit første indlæg om din hundeopdragelse af jeres lille bomuldshund. Samt børnenes leg og samvær med den.

Du skriver nu en hel masse mere om jeres "hundeliv" i familien bl.a. at i både har gået til hvalpesocialisering, og nu går til hundetræning, sammen med jeres ældste børn, der gerne vil fortsætte til agility.

Og det lyder alt sammen rigtig godt. Hvis i dyrker hundelivet i DKK, og også er eller bliver medlem i specialklubben for racen, vil i sikkert være godt hjulpet, for råd med jeres problemer, om hundeopdragelse, så jeres hund bliver ved med at være en sød og velfungerende familiehund.

Jeg har nu svaret jer begge to, og problemet er netop at jeg ikke synes der forholdes udelukkende til det skrevne, men forudindtager og fortolkes en hel del (negativt) også, bl.a i forhold til kram og nusning af hunden, der konkluderes det, at det er ubehageligt for hunden, hvilket det på ingen måde er. Og så er tonen fra TDK imo slet ikke i orden, den var nu ikke henvendt til dig. Vi er voksne mennesker, går jeg ud fra, og selvfølgelig taler man da respektfuld til hinanden i mine øjne, også selvom man måske ikke er enig, og jeg tænker det er muligt for jer, at påpege mine, i jeres øjne, fejl, uden at sparke til en der ligger ned=beder om råd og hjælp.

Jeg vil gerne uddybe ting omkring vores (hunde)liv, hvis der er noget der bør uddybes for at I kan svare relevant, men jeg vil dælme tales til i en sober tone ;) og ikke som om jeg var komplet idiot, blot fordi jeg laver fejl (det gør jeg også i min børneopdragelse og i mit ægteskab, ja gennem alle livets facetter faktisk. Og det er ok).

Jeg beklager hvis jeg får mit indlæg til at lyde, som at jeg opfatter dig som en idiot, det var ikke min hensigt. Jeg er i almindelighed kendt for at være ret direkte, og ved at det kan være et problem for nogle, men fordi jeg er kendt for min erfaring i at få hunde til at fungere, affinder folk sig normalt med min måde at være på.

Du kan prøve mit råd, og vælge at lade være at tage ordlyden som en fornærmelse, sådan er den ikke ment.

Hvis du går til hundetræning, så bed evt. din træner om hjælp, han/hun må være den nærmeste til at hjælpe, da vedkommende kender dig og din hund. Jeg har ofte som træner brugt at besøge familier, og på hjemmefronten vise dem hvordan de skulle takle deres problem.

Det er en rigtig fin ide at din søn vil dyrke agility, hvis det er noget han er motiveret til, det er en sjov og glad sport, men den kræver også en god lydighed og opmærksomhed fra sin hund. Dyrker selv agility, som en af de discipliner jeg træner med en af mine hunde.

Der er ingen der er perfekte heller ikke jeg, jeg lære også stadig nyt for hver ny hund jeg får, selv om jeg har mange års erfaring i baggagen, som selvfølgelig gør mange ting nemmere, men ikke uden problemer, da hunde er lige så forskellige som mennesker.

Der er stor forskel på hundes temperament og hårdhed, og derfor er der også nogle hunde, hvor man KAN være nød til at være mere direkte, men langt hen af vejen, når man ikke langt ved at "råbe" eller ved at tage fat i hunden. En roligt sprog samtidig med et roligt kropssprog, og godbidder, og det kan sagtens være deres mad, så når man meget langt.

Tillid/tryghed er den største faktor for at få en velfungerende hund.

Håber for dig og din familie, at du får det til at fungere, så du får en glad og tryg hund i jeres hverdag..........som du beskriver ham, lyder han til at være en fin lille hund, med et normalt velfungerende væsen.

Tak for svar, og ja han er normalt også en rigtig fin og godmodig hund, han er dog lidt egenrådig, hvilket er derfor vi har fortsat træningen med ham, og har en super god træner, men vi er jo mange på holdet og ikke alle ting hun kan tage med os. Han har også haft nogle alene hjemme problematikker, som vi også har fået hjælp til at løse på bedste vis, af en rigtig dygtig adfærdsterapeut, så han kunne være tryg og rolig herhjemme.
Normalt "lystrer" han dog kun mig, og vores ældste datter, det er også os der har stået for størstedelen af hundetræningen, og det er klart der er en sammenhæng der tror jeg. Er der en hun hund i løbetid, "lystrer" han dog ingen ;) endnu, men han er heller ikke så gammel endnu jo.
Jeg vil gerne træne ham, og gøre ham "lydig" (ja jeg kan ikke finde andet ord for det), men det er vigtigt for mig, at have styr på min hund, og måske det var det der rystede mig ved hans reaktion forleden, netop fordi jeg synes vi har en samhørrighed (ja ja det lyde måske lidt skørt) men altså vi har klart en god forbindelse, mig og hunden ;), og jeg har ikke været ude for, han har været agressiv overfor mig før, og vi har ikke været ude for, at jeg skulle være vred på ham før, normalt begrænser det sig til et nej (ok godt nok tusindvis af gange før det sidder helt fast hos ham, han har personlighed den hund) men nej og belønning har altid været nok, og vi har som sagt ikke været ude for at han var agressiv før, eller knurret af mig, det har han ikke gjort før, så derfor blev jeg bekymret og måske også lidt "forskrækket" tror jeg.

Jeg må høre træneren ad, om hun har andre gode råd så, eller få en adfærdsterapeut ud. Måske jeg prøver leverpostejtricket ;);

Mvh Ditte

Jeg synes du har fået nogle gode brugbare råd, som du kan følge, med tryghed og tillid - og tid, kommer også muligheden for at kunne gøre som man vil (være afslappet) i forhold til hunden, f.eks at den kender sin families måde at bevæge sig på.

Den er "kun" halvandet år og episoden med du flytter dig efter en bog, har været forskrækkende/truende for den - altså jeg tænker, lige den episode har været helt speciel og behøver aldrig at gentage sig, når hunden reagerer anderledes i andre situationer - på den anden side synes jeg også, vi skal respektere dyrenes signaler, måske kunne den ha' en fast plads, når der var særlige lækkerbidskner i stedet for at ta' dem rundt i huset, indtil træning med "giv og/eller byt" samt tiden har gjort den helt tryg.

Hvis du alligevel gerne vil ha' anden vejledning, kunne du skrive til adfærdsbehandleren hér på gipote - tror nu at fremtidig træning og samvær med hunden får det til at lykkes.
Måske kunne du også læse nogle bøger om hundeadfærd og de måder man tilgår hunden på nu om dage - det er forskelligt fra for 15 år siden....