Ikke alle voksne hunde bryder sig om hvalpe, men som regel tåler de dem, og afviser dem derfor evt. kun uden at blive aggressive, på det "hundesprog", hvalpe lærer af deres hundemor.
Aggressive voksne hunde, bør hvalpe ikke hilse på.
Det er meget ærgeligt at han har haft alvorlige negative oplevelser med andre voksne hunde, som hvalp. Det kan meget vel være årsagen til, at han nu som kønsmoden unghund er blevet utryg ved at møde andre voksne hunde, af begge køn. På afstand kan han jo ikke vide om hunden han møder er en tæve eller hanhund. Derfor reagerer han som han gør, og det er ikke et unormalt problem desværre. Når hunde mødes og de begge eller den ene er i snor, forstærkes usikkerheden.
På gå-ture hvor I møder fremmede hunde, synes jeg du skal undgå kontakt hundene imellem, ikke ved at hive og holde din hund stramt i snor, som man kan være tilbøjelig til, men få øjenkontakt med din egen hund, allerede før hundene nærmer sig hinanden ved at snakke lyst og glad til din hund, gerne lokket af en godbid, indtil I har passeret den anden hund.
Derved viser du også den anden hundeejer, du ikke er interesseret i at hundene hilser på hinanden. Og hunde behøver jo ikke nødvendigvis at hilse på alle hunde, de møder på deres gå-ture.
Det er fint han leger med de hunde han kender, som han har fået et hundegodt forhold til som hvalp.