Han er godt nok energisk. Men jeg tror du har overstimuleret ham. Til træning, ved han 100% hvad det går ud på, han er nået utrolig langt, men hjemme "slapper" han af fra al det indlærte, nok fordi du, som også må være en dygtig hundetræner, når I allerede nu er på hold 3, men i hundens forstand ikke den samme leder, som på træningspladsen.
Når du sidder på gulvet med din søn og leger, betragter hunden også jer begge som hans legekammerater, så jeg vil anbefale dig ikke at lege med sønnen på gulvet i nærheden af hunden.
Han er nu udvokset, en stor hund, der kan nå alt på et køkkenbord. Labrador racen er ligeså glad for mad som Beagler ved jeg. Du er nødt til at rydde køkkenbordet for mad, når du ikke selv er der. Og så holde ham ude af køkkenet, eks. bag et børnegitter, under madlavning og evt. også når i spiser. Tøm skraldespanden flere gange dagligt, så den ikke frister ham.
Forebyg unoderne, er tit nemmere end at rette dem.
Jeg synes også han skal helt fravendes at være i sofaen. Så prøv at lære/opdrage ham til det. Råb aldrig efter ham, hvilket man naturligvis kan være tilbøjelig til, når han spæner rundt, gøer og hopper i sofaen. Stop ham i det, ved at tage fat i hans halsbånd, uden ord, og få ham til ro.
Træn mere med ham hjemme til på gå-ture ikke at trække i snoren, og når de uønskede situationer opstår i hjemmet, til de regler I har og den adfærd I ønsker, han skal lære som familiehund, og gå mindre op i de særlige krav, der stilles på træningspladsen for at bestå prøven på hold 3.
Prøv at indføre faste lufte-spise- og lege tider. Ro og regelmæsighed i dagligdagen, er godt for alle både børn, forældre og hunde. Det giver et godt familieliv for både de to- og firebenede.
Det er min erfaring, fra mit hunde- familieliv til 8 Beagler, gennem 32 år, alle velfungerende familiehunde, som på træningspladsen kun har trænet på hvalpehold og klasse 1.