Jeg havde det ligesådan, men min drentehan, han var rædselsslagen for biler i alle afskygninger, han prøvede også, at vride sig ud af halsbåndet hver gang, en bil bare kom i høre afstand, så jeg trænede et sted, hvor jeg vidste at der ikke kom mange biler.
Vi gik turen et par gange, hvor jeg lod som ingenting,
Det var første trin, næste gang var da vi var til marktræning, hvor vi stod i en flok, sammen med vores hunde og talte, helt ude ved vejen. Han var i kort snor, af samme grund, men kunne stadig komme i ly bag ved mig, når der kom biler, blev jeg bare stående og talte med de andre, uden at reagere på at han trak bagud, ( men holdt selvfølgelig godt fast i linen ) da det var sket tistrækkelig mange gange, begyndte han at kigge efter bilerne, stadig med lidt trækken tilbage, men med interesse.
Da vi kom tilbage til bilerne, som han var rigtig bange for, selvom de stod stille, lod jeg ham snuse til dem, stadig uden at reagere på ham, og det har faktisk været vores vej til ikke at være bange for biler.
Det er nok ikke altid så nemt som ved os, men jeg tror at det vigtigt ikke at overreagere, men lades som om at det ikke er en farlig ting, og ikke blive irriteret når hunden, prøver at vriste sig løs, da det så bare bliver til en dårlig oplevelse, der gentages hver gang der kommer en bil.