Jeg kan godt forstå du er nervøs, ved at din hvalp spiser trægitret. Den kan jo risikere at få splinter i maven, der ikke er godt, når det skal ud gennem tarmen.
Og når den nu har fundet på den "leg", enten af kedsomhed eller fordi den ved, der kommer den ind og ud af entreen, så fortsætter den med det. Især i alene-hjemme tiden.
Er du i tvivl om den har spist træ, kan du give den asparges, der vil vikle sig om evt. splinter, så det bedre kan glide igennem tarmene uden at skade. Det er altid klogt at have en dåse asparges i huset, når man har en hvalp.
Citron har åbenbart ikke virket skræmmende på din hvalp, prøv at smøre tremmerne med eks. teakolie, det lugter og smager i hvert fald grimt. Det har i hvert fald virket for en af mine hvalpekøbere, så hvalpen "AutoBølle" afholdt sig for at spise dørkarme og skabslåger.
Familien smurte det på de steder, han havde bidt, det var nok til at stoppe ham i det.
Men ellers vil jeg anbefale dig det allerbedste, at udskifte børnegitret med et af metal. Det er ikke så "bide-tillokkende", og ender derfor ikke i maven.