Du må undskylde hvis jeg kommer til at lyde lidt hård i tonen, men du er på vej ind på et ømt punkt. Jeg skal prøve at beherske mig.
Avl er et stort ansvar, enormt, du skal ikke bare tro, at det er så simpelt som at finde en hanhund og en tæve og lade dem finde sammen på det rigtige tidspunkt. Jeg vil foreslå at du, for dansk læsning, får fat i følgende bøger: "Hundeopdræt - Med omhu og omtanke" af Hanne Mathiasen og "Hvalpe som Hobby - erfaringer fra 20 år som kennelmor" af Ulla Rønnow inden du overhovedet tænker tanken længere. Der er stor chance for, at du kan får dem, eller i hvert fald den første, på biblioteket. Den første er også den vigtigste, da den anden mere er en samling af historier, der viser hvor meget, der kan gå galt og hvor galt det kan gå.
En hund (uanset køn) skal være fuldvoksen inden første parring, det vil sige helst to år. Det er i racens bedste interesse hvis begge forældre har stambog og er avlsgodkendte både fra en hundeudstilling og en dyrelæge. To uerfarne hunde gør ikke hinanden nogle tjenester, de hænger nemlig fast, og hvis de ikke er klar over det, og så prøver at trække fra, så kan der nemt gå panik i dem, hvis den anden ikke ved, at det er fuldstændig normalt.
Jeg ved ikke, hvor mange tanker du allerede har gjort dig, men jeg syntes du kunne overveje, at få din hanhund avlsgodkendt og tilbyde ham til avl på erfarne tæver (eventuelt kontakte professionelle avlere) til gengæld for chancen for at hjælpe med at opfostre hvalpene og evt. en hvalp, alt efter hvad I aftaler (chien har det med at få små kuld). Det at opfostre et kuld er meget hårdt arbejde, så det er ikke en helt usandsynlig mulighed.