Trist situation - HJÆLP HJÆLP HJÆLP

Kære hundeejere,

Jeg er i en rigtig svær situation og har brug for hjælp/input.
Jeg har en lidt speciel (næsten mere kat end hund), men rigtig dejlig Shiba Inu. Jeg har haft ham siden han var hvalp, og han er nu snart 13 år gammel. Min kone, som jeg mødte for ca. 6 år siden, er ikke hunde-person, men det er alligevel gået relativt fint indtil vi fik tvillinger for 3 år siden.
Han er den type hund som man skal ”opsøge” og vise lidt opmærksomhed, for at få glæde af ham. Med andre ord, han kommer ikke og hopper op i skødet, eller puffer til en, hvis ikke man tager sig nok af ham. Siden tvillingerne ankom, er det i højere og højere grad blevet en udfordring, da overskyende tid som i måske kan forestille jer, er noget vi ikke har. Derudover bor vi i lejlighed i København, så ingen af de 3 daglige ture kan ordnes ved blot at åbne en havedør. Med andre ord, så har jeg sjældent glæde af ham, og finder for ofte at han er min dårlige samvittighed, eller et ”praktisk gøremål”, - i en allerede hektisk hverdag hvor jeg ikke engang synes jeg har nok tid til mine børn.

For et års tid siden kom jeg frem til, at det ikke var en optimal situation, og at det heller ikke er fair overfor ham, da han er en følsom hund, og sikkert godt kan mærke han er lidt i vejen. Jeg lod folk i mit netværk vide at jeg var på udkig efter en ideel ”plejefamilie” (helst ældre enlig eller ægtepar), men da jeg en dag modtog et opkald fra en der var interesseret i at ”adoptere” ham, brød jeg sammen og fandt ud af at jeg ikke kunne give min lille skat væk.
Vi er i mellemtiden blevet gravide og skal have et barn til indenfor en måneds tid. Den eksisterende situation bliver med andre ord ikke bedre. Vi kommer ikke til at have hænder nok når vi skal ud af døren. Skal min kone efterlade en baby og 2 små børn alene i lejligheden, når jeg er ude at rejse og han skal luftes om aftenen? Desuden er det ikke ideelt for en ikke specielt børneglad hund at blive gammel omkring 3 drenge, som med tiden nok bare bliver vildere og vildere.

Jeg blev for et stykke tiden igen enig med mig selv om at finde en alternativ løsning. Måske et ældre ægtepar, som for nyligt har mistet en hund og som ikke vil starte forfra med en hvalp.
Det fandt jeg så, og vi blev enige om at prøve det af. De var rigtig glade for ham, men han tissede på gulvet nogle gange, og det var altså for meget for dem. Det er han så sidenhen desværre også begyndt på herhjemme, hvilket ikke gør situationen lettere. Om morgenen stresser jer for at få ham ud og tisse, i stedet for at nyde mine børns selskab, eller hjælpe med at få dem klædt på, etc. Jeg har tjekket med dyrelægen, og han har hverken sukkersyge, eller noget med nyrerne, så han er nok bare blevet ”slappere” med alderen. Under alle omstændigheder så hjælper det absolut ikke med at finde et hjem til ham.
Hvis jeg vidste at han eksempelvis kun havde et år tilbage, så ville jeg uden tøven beholde og passe på ham det sidste år af hans liv. Han er dog i god form ellers, og kan måske sagtens leve 4-5 år til (den ældste hund i verden sidste år var en Shiba der blev 26 år ….). Og det er for lang tid at leve med konstant dårlig samvittighed, og løbende praktiske udfordringer.
Så hvad gør jeg ??????
Jeg tror jeg vil have det dårligt resten af livet hvis jeg afliver ham. At finde et nyt hjem til en hund i den alder, og som tisser på gulvet fra tid til anden, er nok nærmest umuligt. Jeg ved ikke engang om en hund i den alder kan falde til med en ny ejer/ejere, og om det er synd for ham?? Og at beholde ham, er i længden også en uholdbar løsning for vores familie. Det tilføjer yderligere stress, og er dermed heller ikke fair overfor familien.
Det er sådan en trist situation og jeg aner ikke mit levende råd. Tanker, ideer, og input generelt modtages med taknemmelighed.

Jeg forstår godt dit dilemma, når jeg læser dit indlæg, og at det er svært for dig, men du kan jo reelt ikke vide hvor gammel hunden kan blive - den er 12 år nu og har begyndende alderdomsproblemer, og set i det lys, vil jeg mene, det er urimeligt at omplacere - at nogle bli'r 17 til 26 år, kan man som sådan ikke bruge til noget, der er altid eksempler, der falder uden for normen.
(Troede selv min egen friske hanhund på 11 blev mindst 16, men pludselig gik det stærkt ned ad bakke, som i øvrigt også begyndte med periodisk utæthed).

Hunden har fulgtes med dig og senere din familie, og har haft et godt hundeliv, og synes derfor du "skylder" den at ta' ansvar, og følge den den sidste tur.

Da jeg ikke ved nok om Shiba, linker jeg hér til spidshundeklubbens kontaktperson for racen, måske kunne det være godt at vende tankerne med en racekyndig om en eventuel omplacering, hvis det er dig inderligt imod at aflive : http://www.spidshundeklubben.dk/Racer/index.html

Hej Tina,

Mange tak for dit svar. Når du siger "at tage ansvar", mener du at aflive ham eller passe på ham til at han går bort af naturlige årsager?

Mvh

Thomas

Ja, jeg mener at få aflivet ham...

Hej Thomas.

jeg synes som Tina.

Jeg synes ikke det er forkert, med sådanne en "gammel" hund, at du vælger dine børn, for det vil du aldrig fortryde, selvfølgelig er det optimale, at finde et sted at omplaser ham, men hvor realistisk er det, du har forsøgt, og det kom der ikke noget godt ud af.

altarnativt er at i finde en hunde lufter, til at aflaste jer.

Det er en rigtig trist situation du beskriver og jeg kan godt forstå dit dilemma. Både at du gerne ville give ham en rolig alderdom i en anden familie men så sandelig også, at du finder det næsten umuligt at give ham væk/aflive ham.
Min umiddelbare tanke er, at finde en hjemmegående person i nabolaget, der kan have ham om dagen og lufte ham, så kan du have ham hjemme om aftenen og natten. Når jeg skriver nabolaget skyldes det, at hvis du skal kører for at hente og bringe, giver det dig bare flere forpligtelser og mere stress. En person, der måske også kan have ham om natten engang imellem. Jeg ved ikke om en hund kan finde ud af sådan et deleliv, men hvis den kan, så er det måske en mulighed.

Det er også synd for ham som det er i dag. Han kan jo godt mærke, at ikke alle i familien holder af ham og at han er lidt i vejen og samtidig er det også hårdt for så gammel en hund, at skulle flytte og helt undvære dig. At aflive ham er ikke hårdt for hunden, men for dig og jeg kan godt forstå hvis du synes, at det er for svært.

Du og din kone kan også vælge at se det fra en anden vinkel. Hvis det havde været dit barn fra første ægteskab, hvad ville I så have gjort?

Jeg håber I finder den gode/bedste løsning

Kan sagtens forstå din frustration. Har selv 3 børn, travl hverdag og en ikke hundbegejstret ægtefælle.
Selv om det giver udfordringer vil jeg dog sige at jeg nyder at have hund. For mig bliver det et pusterum i hverdagen når jeg går min længere eftermiddagstur med hunden. I weekenderne prøver vi at kombinere oplevelser for børn og hund...som regel med succes. Børnene har jo også godt af at komme på skovtur eller være med til at tage sig af hunden.
Jeg kan dog godt forstå at det med 3 årige tvillinger og en mere på vej er ret hektisk og at de ikke rigtig kan "hjælpe" med at aktivere hunden.
HVIS han på den anden side er frisk og rask tror jeg egentlig også at det kunne lade sig gøre at omplacere ham med succes....det at han tisser på gulvet kan jo være symptom på stress eller frustration over jeres stress og kunne tænkes at forsvinde hvis der kom ro på igen (feks i et andet godt hjem);

Jeg tænker du må gøre op med dig selv om du tror han kan trives et andet sted eller om han har bedst ved at få fred....og virkeligheden også hvad du selv har det bedst med. Jeg synes overhovedet ikke du skal have dårlig samvittighed med at lade ham aflive hvis du ikke mener han kan klare en omplacering. At lade sin hund aflive er at tage ansvar og sørge for den hvis det nu er den bedste løsning....et godt kortere liv er da meget bedre en et længere hvis forlængelsen skaber frustration.

At fortsætte med hundelufter tror jeg bare forlænger frustrationen for jer....det er jo ikke ret meget sjov ved at have en hund som man ikke har tid til at nyde...medmindre du kan se nogle aktiviteter som du kan lave sammen med dine store drenge og hunde og som begge parter kan have glæde af.

Held og lykke

Jeg synes, at du skal give ham 14 dage, hvor du forkæler ham med en masse opmærksomhed, og så den sidste dag i perioden, der tager du ham den tunge tur til dyrlægen for det sidste farvel.
En hund i den alder omplacerer man ikke bare, risikoen for fiasko er langt større end chancen for succes. Og han har nogle ting i bagagen, der gør, at jeg personligt ikke ville vælge at omplacere ham.

At få en hund og de dermed følgende glæder og sorger, indeholder desværre også det ansvar, at man skal vide, hvornår man siger stop, hvornår man ikke kan give hunden det liv, den fortjener......

Man skal ikke skamme sig over at aflive en hund, der har haft et godt liv, og som fremover vil få et dårligere liv. Ingen af os vidste for 12 år siden, hvordan vores liv ville se ud i dag, så ville så mange ting have været lettere, men sådan fungerer livet nu engang ikke.

Men at det er svært, ja det er der ingen tvivl om.

Hej,

Jeg er enig med Kirsten ovenfor. Jeg har selv, for år tilbage, aflivet en hund på sine ældre dage (dog af andre årsager), da vi ikke kunne finde ham en ny familie. Set i bakspejlet var det den rette beslutning og det mest barmhjertige vi kunne gøre for ham. Jeg er sikker på at en hund mærker når den er i vejen, og det medfører intet godt, andet end sorg hos hunden.
Det er også vigtigt at situationen ikke tilspidses, og går ud over glæden ved børnene i huset og den familie I har skabt.
Jeg tror ikke at en hunde-lufter vil rykke ved det faktum, at hunden ved at den er "i vejen" eller til besvær. Dens flok er ændret og som du selv skriver, er han måske ikke så begejstret for de små unger som larmer og skaber kaos.

Det er naturligt at føle sorg og måske have en fornemmelse af at fejle, ved at få aflivet en hund, men i sidste ende er det hunden, det handler om og måden man behandler den på, nemlig med respekt og taknemmelighed.
Sorgen og minderne vil komme, uanset om man hjælper hunden på vej, eller om den dør af naturlige årsager.

Held og lykke

Rigtig meget tak for alle jeres input.

Hvis jeg fandt det helt rigtige hjem til ham, tror jeg ikke omplacering ville være et problem. Et roligt ældre ægtepar med ham, og som eksempelvis lige har mistet deres hund og ikke vil starte "forfra". Jeg ved bare ikke hvor/hvordan man finder hinanden. Kender i til forumer eller lign. for dette?

Problemet er selvfølgelig hvis han tisser på gulvet, da det er der ikke rigtig nogen der er fan af. Jeg ved selvfølgelig stadig ikke om det er et issue eller ej, men der har været en mindre tendens.

Jeres svar har også fået mine øjne op for at aflivning kan være en mulighed. Det var en der spurgte hvad jeg ville gøre hvis det havde været et barn fra første ægteskab. Jeg synes dog at der er noget der hedder prioritering, og familien kommer først. Ligesom at jeg ikke havde tøvet overhovedet, havde der været tale om eksempelvis en hamster.

Nu ser jeg tiden an lidt endnu, og må så måske en dag tage det svære valg. Det ville dog bare være en hel del lettere hvis ikke det var fordi han er i så god form. Bortset fra tisseriet er han, og bevæger sig, som var han eks. 7-8 år gammel :(

Bedste hilsner

Hvis i vælger og finder en ny familie til ham, skal du også være klar over, at i altid vil gå og tænke på hvordan ham mon har det. Bliver han rigtig fodret, passet, aktiviteret og behandlet optimalt den dag han bliver syg.
Selvom han er frisk p.t. kan dagen komme hurtigt, hvor det så er ny ejer der skal beslutte om han skal leve eller have fred. Han er 13 år, det er en meget høj alder for en hund. Og et hjemskift, vil være en stor ændring i hans liv, alene det vil påvirke hans livskvalitet.
Han har haft et godt og langt hundeliv hos jer, hvis han var min hund, ville jeg hellere selv følge ham den sidste gang til dyrlægen, og lade ham sove ind.
Jeg ved det er et svært valg, men i skal ikke tænke på i svigter ham, tværtimod i gør det bedste for jeres gamle hund, ved ikke at give ansvaret for ham videre til en ny ejer.

Fremover kan i så prioritere familielivet, med jeres børn, mindre stresset, og med god samvittighed. En dag om nogle år, får i sikkert lyst og tid til at få en hund igen.

Tak til jer alle.

Hejsa

Jamen altså, hvorfor dog stresse.... Er dagen ikke lang nok, så gør den længere....

Hunden skal luftes, og den er en del af Familien.... Hunden elsker frisk luft.... Så medens Konen tager sig kærligt af sidstfødte, tager du naturligvis de to ældste med på en luftetur med Hunni...
Det er så sundt så sundt....

Eller også må man stå op en halv time før, og lufte hunden.... Og måske derfor, gå lidt tidligere i seng.... Både hunde og børn, har det med, bare at falde ind i hjemmets naturlige facetter....

Hunden er jo som du siger, ikke opsøgende, så den vil næppe virke påtrængende overfor børnene, hvilket kun gør, at fruen kan gå i ring om legepladsen, og lade børnene lege så længe, og stadig have fuld kontrol med det hele, hvis & når, du er ude at rejse....

Det viser sig altid, at folk der stresser, selv gør deres dag meget kortere, kun på grund af deres egen stress.... Hvilket formodentligt bliver værre, den dag du afskaffer hunden... Ellers er du i hvert fald stik imod alle statistikker.... For man plejer jo at sige... Hysdyr modvirker Stress & Allergier.... Og det lyder da også, som om den korte tid uden hunden, var mere stressende, end de mange år før, med hund....

M.V.H....Benny..