Hvordan kommer man sig over tabet af sin hund?

Trænger til at fortælle om savnet og tabet af min dejlige hund…
Natten til søndag mistede jeg min elskede dalmatimer Josephine. Hun var kun 8 (ville blive 9 til februar) og jeg savner hende så usigelig meget.
Hun blev syg om aftenen/natten og da vi kom til dyrlægen kunne hun konstatere at hun havde en mavevending. Hun var i store smerter og man kunne se hun ikke havde det godt. Hun kiggede med et par øjne der sagde ‘Mor jeg kan ikke mere’… Jeg skulle tage beslutningen om vi skulle forsøge med en operation som ingen garantier havde eller hun skulle frigives fra sine smerter med det samme. Jeg valgte at tage den hårde beslutning at lade hende aflive. Jeg har altid lovet mig selv at mine hunde aldrig skal gennemgå unødig smerte for min skyld så selvom beslutningen var den sværeste jeg nogensinde skulle tage så var den nødvendig. Mig og min mor var sammen med hende til det sidste og hvor var det svært at skulle forlade dyrlægen og køre hjem igen uden hende. Hun skal kremeres og så kommer hun hjem til mig igen og skal begraves hjemme i haven. Hun skal være hjemme ved os og ingen andre steder.
Lige nu er det hele bare så svært, uvirkeligt og fuldstændigt uudholdeligt. Jeg græder hele tiden og savner hende så meget. Jeg føler hele mit hjerte er blevet revet ud og bare har et kæmpe tomrum. Aldrig mere at skulle høre hende gø, ‘hvine’ af fryd og hoppe rundt og lege i haven, adrig mere at skulle røre og kysse hende eller se hendes store sorte snude på vinduet når hun vil ind fra haven. Det er så uretfærdigt og uvirkeligt især fordi hun er blevet revet væk fra mig inden for 3 timer! Savnet og tomrummet er så stort og at være derhjemme er svært lige nu.
Heldigvis har vi en gravhund endnu men han sørger også. Er der nogen gode råd til hvordan vi tackler det i forhold til ham så han kommer videre på bedst mulige måde?? Vi har også en søn på knap 2 år som hjælper os til at tænke på noget andet ind i mellem men nogen gange overmander sorgen mig og jeg bryder grædende sammen. Bliver sorgen mindre og situationen nemmere med tiden? Tænk at det kan gøre så ondt at miste sin hund men hun var jo min pige…
Hun vil aldrig blive glemt og jeg vil altid savne hende. Sov godt lille Josephine, jeg elsker dig for evigt…

Jeg kondolere.


I foråret mistede vi vores gamle hund, og det gør ondt.

For mig handlede det om at lade mig selv sørge, jeg har også børn, og en hund mere, så når jeg havde tid, lod jeg mig selv omfavne sorgen. og lod den fylde mig i en stund.

iforhold til den hund der er tilbage, holdte vi fast i vores hunde vaner, vi oplevede ikke han sorgede, mere at han de første par dage vi gik tur uden Hunni, vente sig om og så efter hende, så der manglede helt sikkert en i vores flok. Det var mere når han skulle være alene hjemme det var lidt svært.

jeg savner stadig frygtlig meget, og hunni vil altid være noget specielt i vores hjerter, men det bliver lettere.......at savne- betyder man elsker....

Jeg kondolere.


I foråret mistede vi vores gamle hund, og det gør ondt.

For mig handlede det om at lade mig selv sørge, jeg har også børn, og en hund mere, så når jeg havde tid, lod jeg mig selv omfavne sorgen. og lod den fylde mig i en stund.

iforhold til den hund der er tilbage, holdte vi fast i vores hunde vaner, vi oplevede ikke han sorgede, mere at han de første par dage vi gik tur uden Hunni, vente sig om og så efter hende, så der manglede helt sikkert en i vores flok. Det var mere når han skulle være alene hjemme det var lidt svært.

jeg savner stadig frygtlig meget, og hunni vil altid være noget specielt i vores hjerter, men det bliver lettere.......at savne- betyder man elsker....

Da vi mistede vores dejlig Qerro sidste år, var det ufatteligt svært. Jeg fandt ud af, at det der hjalp mig, var at skrive et lille digt og lave en mindeside på vores hjemmeside om ham.

Men ja - det er HÅRDT at miste sin bedste ven.
Hvis du vil se min mindeside så kig ind på min hjemmeside: www.plets.dk og klik på "Qerro's mindeside"

Håber du snart får det bedre og er klar til en ny hund i livet.

Kære Alle
Jeg forstår jeres savn, for jeg står midt i det. Jeg mistede for ca. 3 mdr. siden min dejlige Berner Sennen hund til kræften.

Hun var kun 4 år, og jeg havde på det tidspunkt både mistet arbejde, min maincoon kat og blevet skilt. Det var ufattelig hårdt.
Jeg savner hende stadig rigtig meget, og kan ikke holde til at se billeder af hende, for så græder jeg. Jeg savner helt vild en ny lille ven, da jeg ofte føler mig ensom. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt få en ny hund, da jeg har et meget krævende arbejde, og da jeg ikke har stor have kræver det 3 gåture om dagen, og det kan jeg ikke klare på nuværende tidspunkt. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på hende. Jeg har så gjort det at jeg har søgt efter en hund at få lov at lufte 4 eftermiddage om ugen, og det har hjulpet lidt. Hun er en lille sød gravhund, så nu kan jeg igen komme ud i min ynglings skov uden at bryde helt sammen. Nu har jeg en lille ven at tale med, og kan på den måde få bearbejdet min sorg. Jeg har også fået en ny kat som jeg hygger med, så det hjælper lidt alt sammen. Men Min Nana vil altid være i mit hjerte.

Hej.
Jeg ved godt jeg skriver et par år efter, men havde lige lyst til at give min historie. Jeg er en pige på 13 år. Jeg mistede min schæfer hund for snart 1 år siden. Igår d. 22 Februar var det 11 måneder siden. Og d. 22 Marts er det 1 helt år. Kan slet ikke forstå det. Mimse, hed hun. Det var meningen at Mimse skulle have været politihund. Men det kunne hun ikke fordi hun havde en hoftefejl. Så i fremtiden ville der blive konsekvenser. Men det tænkte vi jo ikke så meget over. Efter ca 1 år, legede Mimse og min chihuahua sammen, og min chihuahua kom så lige til at ramme forkert på Mimses hofte, og derfor bed hun ud efter min chihuaua, så hun brækkede kæben. Og det skal lige siges at Mimse var den mest kærlige hund, så det hun gjorde var bare selvbeskyttelse. Da det skete lå de sammen inde på mit værelse, så jeg så sådan det hele. Mimse begyndte at bide mere og mere ud efter min chihuahua. Og til sidst var det for meget. Klokken ca 17 en Tirsdag aften d. 22 Marts skete det igen, Mimse bed ud efter min chihuahua, fordi hendes hofte var blevet så slem. Min mor besluttede sig for at få hende aflivet. Den sidste tid med hende var den hårdeste. Men heldigvis har jeg billeder og minder i hjertet. Jeg har også noget Mimse legede med d. 21 Marts, som ligger på mit skrivebord ligenu som minde. Mimse var min bedsteveninde, og jeg savner hende stadig selvom næsten 1 år er gået. Det er blevet bedre med tiden, men kan stadig godt blive frygtelig ked af det...