Farvel dejlige Josephine

Trænger til at fortælle om savnet og tabet af min dejlige hund...
Natten til søndag mistede jeg min elskede dalmatimer Josephine. Hun var kun 8 (ville blive 9 til februar) og jeg savner hende så usigelig meget.
Hun blev syg om aftenen/natten og da vi kom til dyrlægen kunne hun konstatere at hun havde en mavevending. Hun var i store smerter og man kunne se hun ikke havde det godt. Hun kiggede med et par øjne der sagde 'Mor jeg kan ikke mere'... Jeg skulle tage beslutningen om vi skulle forsøge med en operation som ingen garantier havde eller hun skulle frigives fra sine smerter med det samme. Jeg valgte at tage den hårde beslutning at lade hende aflive. Jeg har altid lovet mig selv at mine hunde aldrig skal gennemgå unødig smerte for min skyld så selvom beslutningen var den sværeste jeg nogensinde skulle tage så var den nødvendig. Mig og min mor var sammen med hende til det sidste og hvor var det svært at skulle forlade dyrlægen og køre hjem igen uden hende. Hun skal kremeres og så kommer hun hjem til mig igen og skal begraves hjemme i haven. Hun skal være hjemme ved os og ingen andre steder.
Lige nu er det hele bare så svært, uvirkeligt og fuldstændigt uudholdeligt. Jeg græder hele tiden og savner hende så meget. Jeg føler hele mit hjerte er blevet revet ud og bare har et kæmpe tomrum. Aldrig mere at skulle høre hende gø, 'hvine' af fryd og hoppe rundt og lege i haven, adrig mere at skulle røre og kysse hende eller se hendes store sorte snude på vinduet når hun vil ind fra haven. Det er så uretfærdigt og uvirkeligt især fordi hun er blevet revet væk fra mig inden for 3 timer! Savnet og tomrummet er så stort og at være derhjemme er svært lige nu.
Heldigvis har vi en gravhund endnu men han sørger også. Er der nogen gode råd til hvordan vi tackler det i forhold til ham så han kommer videre på bedst mulige måde?? Vi har også en søn på knap 2 år som hjælper os til at tænke på noget andet ind i mellem men nogen gange overmander sorgen mig og jeg bryder grædende sammen. Bliver sorgen mindre og situationen nemmere med tiden? Tænk at det kan gøre så ondt at miste sin hund men hun var jo min pige...
Hun vil aldrig blive glemt og jeg vil altid savne hende. Sov godt lille Josephine, jeg elsker dig for evigt...

Ja jeg håber også ordsproget passer; 'Tiden læger alle sår' for må indrømme nu så ser alt bare sort ud. jeg vil bare gerne holde humøret oppe for vores anden hunds skyld og for vores søn men det er virkelig svært. Jeg må bare give mig tid til at sørge og græde men måske gøre det i et andet rum...

Tak for dit svar...

Bare en hund.

Sådan er der nogen der mener, men de har nok aldrig haft den glæde, at ha´ en hund som man føler sig fuldstændig i samklang med.
Det må du prøve at tænke på nå den værste sorg er ovre, det er svært. Der er mange her inde der har prøvet det, det er frygtelig hårdt.
Prøv når den værste sjoktilstand er ovre, at glæde dig over dit dejlige barn og den søde hund, du stods alt stadig har.
Sender de varmeste tanker.

Hej Rikke
Hvor har jeg ondt af jer, men i har helt klart valgt den rette løsning..
Husk at det at sørge er vigtigt for at kunne komme videre... også jeres gravhund sørger... Og lad den endelig det, det er den måde vi alle kommer videre på. Lad vær med at ynke den, men lad den sørge på sin egen måde...
Synes det er så skønt at man idag kan få sine elskede dyr kremeret, og forstår virkelig godt jeres valg... I vil fremover have et skønt sted at mindes hende...
Håber det bedste for dig og din familie
Mange knus og varme tanker

Tak for jeres søde ord. Det letter om ikke andet en lille smule at få et par opmuntrene ord og selvom man ved der er mange andre der har prøvet det hjælper det at høre der er andre der står eller har stået i samme situation.
Jeg vil nu prøve at se fremad og når sorgen overmander mig må jeg gå ind for mig selv da min søn og anden hund ikke skal tilføres mere sorg end højest nødvendig.
Når jeg får hende hjem vil jeg skrive et brev til hende som hun får med i sin grav. Tosset ja men tror og håber på det hjælper at få sagt tak for alt...

Du har helt ret, man skal tage den tid det tager og græde det man har brug for.
Jeg glæder mig bare til hun kommer hjem igen....

Ingen sorg - ingen kærlighed.

Jeg fik min første hund aflivet for 10½ år siden, en schæfer, han var slidt og træt efter et godt indholdsrigt liv, og selv om vi vidste at det snart var slut, var smerten ulidelig, da vi måtte sige farvel. Han blev aflivet i køkkenet, jeg sad med hans hoved i mine arme, og min mand sad bag ved ham, imens dyrlægen hjalp ham til evig hvile. Han blev brændt og ligge under en japansk hængekirsebær, og hver forår når den blomsterer, så vækker det minder om ham, da det var på det tidspunkt han døde og blev begravet.
Det tog mig 3 mdr. at komme mig nogenlunde over ham, hvor jeg ikke kunne holde ud at være derhjemme, selv om vi have en anden schæfer og jeg 3 uger efter hentede en lille ny havanerser hvalp, så dulmede de ikke sorgen. Jeg gik lange ture, og efterhånden forsvandt smerten og blev afløst af alle de gode glæder, jeg havde haft sammen med ham.
Mit råd til dig er at giv dig selv lov til at føle, bekæmp ikke sorgen, det er en naturlig følge af at elske, og med tiden bliver smerten til at bære, selv om den aldrig går væk, og tilbage sidder du med en masse gode minder.
Det er også bare sådan at der bare er nogle hunde, der kommer mere ind under huden på en end andre, og som volder en mere smerte end andre, når tiden kommer. Det er en del af livet, som er ulidelig svær at forholde sig til.
Jeg vil aldrig undvære hund i mit liv, selv om jeg frygter dagen hvor jeg er nød til at sige farvel.

Forstår dig og føler med dig.......

Det er forfærdeligt at skulle sige farvel og jeg har virkelig følt som om jeg aldrig bliver glad igen. Trykken i mit hjerte og øjne er lettet lidt men jeg græder stadig hver dag og hører og ser hende mange gange i løbet af dagen. Min bedste ven mangler jo...

Jeg fik hende da hun var hvalp og var alene med hende i 4-5 år hvor hun jo var mit et og alt. HUn var der altid, når man var ked af det kom hun og lagde sit hoved på mine ben, puttede med mig om natten og gav mig tryghed.

Jeg kan ikke finde ud af om vi skal have en anden hund. Jeg vil give os selv og vores anden hun tid til at sørge og komme lidt ovenpå men jeg må sige jeg tænker meget på det. Jeg kan se at vores gravhund er livet mere op men ligger meget mere og sover end han plejer da hun var der. Han er kun snart 2½ så der er jo masser af leg tilbage i ham...

Hvad siger I til hund nr. 2? Og hvad skal jeg tænke over?

Når du/I føler I er parate til en ny hund, ser jeg ikke, der er noget i vejen for I anskaffer jer én - jeres gravhund har jo også været vant til, der var en anden, og når den ikke er ældre, vil den også ha' glæde af en ny kammerat...

Men du skal tænke på, den nye er "ny" for både jer og jeres hund, og skal indkøres i jeres dagligdag og rutiner - og det er en helt ny personlighed, selv om I skulle vælge samme race, som den I har haft, så du skal ikke sammenligne med det, der var...

Jeg har selv haft 3 basset griffoner og har nu min tredje bearded collie tilbage - der vil altid være nogle racerelaterede træk, der er genkendelige, men hver og én har været forskellige og skulle tackles forskelligt... Så jeg kender også den dér næsten ubærlige sorg over at miste en ven, der har tilhørt ens livsforløb.

Tak for dit svar.

Jeg vil rigtig gerne have hund nr. 2 men vi venter. Jeg er gravid og skal føde om 3 mdr. så jeg vil gerne lige afvente og se hvordan det kommer til at gå. Efter lidt tid kan vi så tage det op igen for jeg mener jo at mens jeg er på barsel og er hjemme til at tage mig af den nye og den gamle.
Men igen så vil jeg oss have tid til det hele uden at nogen hverken børn eller hunde føler sig overset så jeg tror vi lige skal komme os over chokket og så se hvad det er for en lille størrelse der kommer ud af maven inden vi tager nogen endelig beslutning.

Tak alle sammen det har lettet lidt at få skrevet óm det og hørt hvad I har af erfaringer.

Nu skal hun bare komme hjem så jeg kan få sagt ordentlig farvel....