Ingen sorg - ingen kærlighed.
Jeg fik min første hund aflivet for 10½ år siden, en schæfer, han var slidt og træt efter et godt indholdsrigt liv, og selv om vi vidste at det snart var slut, var smerten ulidelig, da vi måtte sige farvel. Han blev aflivet i køkkenet, jeg sad med hans hoved i mine arme, og min mand sad bag ved ham, imens dyrlægen hjalp ham til evig hvile. Han blev brændt og ligge under en japansk hængekirsebær, og hver forår når den blomsterer, så vækker det minder om ham, da det var på det tidspunkt han døde og blev begravet.
Det tog mig 3 mdr. at komme mig nogenlunde over ham, hvor jeg ikke kunne holde ud at være derhjemme, selv om vi have en anden schæfer og jeg 3 uger efter hentede en lille ny havanerser hvalp, så dulmede de ikke sorgen. Jeg gik lange ture, og efterhånden forsvandt smerten og blev afløst af alle de gode glæder, jeg havde haft sammen med ham.
Mit råd til dig er at giv dig selv lov til at føle, bekæmp ikke sorgen, det er en naturlig følge af at elske, og med tiden bliver smerten til at bære, selv om den aldrig går væk, og tilbage sidder du med en masse gode minder.
Det er også bare sådan at der bare er nogle hunde, der kommer mere ind under huden på en end andre, og som volder en mere smerte end andre, når tiden kommer. Det er en del af livet, som er ulidelig svær at forholde sig til.
Jeg vil aldrig undvære hund i mit liv, selv om jeg frygter dagen hvor jeg er nød til at sige farvel.
Forstår dig og føler med dig.......