Hej Mona.
I har to meget unge hunde, Ingen af dem er voksne endnu. Den ene stadig kun en hvalp.
Det giver ekstra "liv" i huset, også selvom de har forskellig temperament. De er begge Beagler, men derfor ikke ens på alle punkter. Det betyder ikke den lille "bider" er uartig, og den anden er "sød."
Den lille bider i alt, det gør den anden ikke. Vær glad for de ikke slås om rangorden og bider hinanden, det var mit problem, med to af tæverne hvor der kun var 11 mdr.s forskel.
Der var det den ældste der havde hang til plastik, sofaer og gulvtæpper. Hun bed termostater istykker, åd en regnmåler i haven, bed hul i sofaen, og trævlede et gulvtæppe delvist op. Det er lige hvad jeg kan komme i tanke om, jeg husker ikke, hvor gammel hun var, bare at hun var en stor hvalp. Ellers var hun en sød, glad, og udadvendt hund, alle elskede. Hun kunne ikke drømme om at bide mennesker.
Den yngste var meget klog og selvstændig, og ville derfor absolut ikke respektere den ældste. Men jeg husker ikke hun bed ting istykker. Hun respekterede sin mor, vi stadig have, min mand og mig. Hun var ikke vild med folk hun ikke kendte godt og andre hunde, end den flok hun boede sammen med.
Når jeg læser dit indlæg, forekommer jeg mig at jeres hunde er overstimuleret, især den lille kan ikke klare det, og selv sætte grænser, hvilket er meget forståeligt i hendes alder.
Jeg tror i skal begrænse/sløjfe deres selvbestemmelse, om de vil være ude eller inde. Giv dem 2 faste gå-ture, luk dem ud i haven og tisse indimellem. Og sløf hundelemmen.
Nu er havesæsonen for os to-benede begrænset, men er i ude, så tag begge hunde med ud, og luk havedøren.
Sko og andet der er tillokkende at bide i, som kan fjernes, fjern det. Vores sko anbragte vi altid i bryggerset på vaskemaskinen, indtil hvalpe var mindst 2 år. Man kan købe gode skoskabe nu, de er også værd at investere i. Løse ledninger skal fastgøres, så Lady ikke kan trække i dem. Kontakter og andet hun har bidt i, og sikkert vil bide i igen, prøv at smøre det med noget møbelpolish, det hverken smager eller lugter "hundegodt". Det har jeg prøvet med held, ved en hvalp, vi havde der bed i dørkarmen, når jeg gik hjemmefra.
"skæld ud" og "dask" med forbudte ting, avis eller hænder hjælper ikke som hundeopdragelse. Tværtimod, stresser det både hund og ejer. Og værst hunden kan både blive aggressiv, og angst.
Og så har man et nyt selvskabt problem. Eftergivenhed fordi hunden ser så sød og køn ud, er også skadeligt. Hunden skal opdrages kærligt men bestemt, ved få forbud der altid overholdes af alle familiemedlemer.
Hver gang den tager "forbudte" ting, sig nej, byt med legetøj eller tyggeben.
Det kan bare være et lille tyndt et, du kan købe i poser. Vores hunde har indtil 3.årsalderen altid haft en papkasse med paplegeting, med eller uden godbidder i. Der blev de sat hen, hvis de var gået igang med "vores" sager.
Selvom i er hjemme, behøver hundene ikke have adgang til hele huset. Luk dørene dertil, hvor i ikke opholder jer. Vores er f.eks aldrig i soveværelse, 2 af stuerne, eller badeværelset. Heller ikke da vi havde 5 Beagler sammen. De har altid haft hundesenge i den stue hvor vi opholdt os. I køkkenet, forstuen, og deres eget soverum. Og ingen af dem fik lov at lege sammen indendøre.
De ældste gad slet ikke, og de to yngste jog vi ud i haven, hvis det tark op til leg. Det var så da de begge var hvalpe, om sommeren.
Alle hunde har brug for aktivering, men det er os der skal bestemme, hvor og hvornår. Og overstimulering er ligeså forkert som understimulering.
Jeg kan læse i dit indlæg, du er meget bekymret, også fordi din mand er ved at køre træt af jeres hundeproblemer, og ikke mindst fordi i nu venter barnebarn. Men prøv at slap af, tag de forholdsregler, vi her nævner. Til sommer er hundene begge blevet ældre, og i skal så bare holde øje med dem, når barnebarnet kommer på besøg. Ingen hunde må lades alene med små børn.
Et ekstra lille råd. Molly vejer altfor meget. Tag en snak med dyrlægen om at komme hende på slankekost. Min Bella på 11 år, er en stor Beagle, hun vejer 16.½.kg. Og hun er i "god stand", som det hedder, når man ikke må veje mere.