Beklager den lange overskrift, men synes jeg blev nødt til at have begge problemstillinger med.
Vi har vores skønne Ludvig ( Grand Danois ) på 1 år. Han er godheden selv overfor os herhjemme og de mennesker, der kommer i vores hjem, som han ser relativt ofte. Værre er det, når der kommer gæster, som han ikke kender. Han er nysgerrig nok og vil gerne snuse, men kan finde på at knurre, hvis de rækker ud mod ham. Vi siger til folk, at de skal ignorere ham og lade ham komme til dem, når han er klar til det. Dette hjælper som oftest, men han holder meget øje med de fremmede, og selvom han har fået hilst, kan han pludselig finde på at knurre på ny, hvis de rækker hånden ud til ham.
Er der nogen, der har nogle bedre ideer til, hvordan vinarbejder med ham?
Det andet problem er, at når vi går tur med ham og møder andre hunde, trækker han alt hvad han kan, for at komme over og hilse. Han har aldrig nogensinde gjort andre hunde noget-til gengæld er han meget glad for andre hunde. Men jeg vil så gerne have en hund, hvor JEG bestemmer, hvornår det er tid til at snakke med andre hunde. Det er jo ikke alle, der synes det er spændende, at en hund, der er 92 cm høj over skulderen og med en vægt på 75 kg kommer blæsende over i hovedet på dem. Det jeg har gjort er, at jeg får ham til at "sitte" og forsøger at få hans opmærksomhed. Dette er bare ikke særligt nemt. Nogle gode fif til at afhjælpe dette problem?
Skal til slut siges, at vi har en gammel labrador, som altid har været meget hundeglad (undtaget for schæferhunde) og jeg tænker, at denne hundeglade adfærd smitter af på vores kæmpe teenager hund......der er jo bare lidt forskel på størrelsen af de to hunde og derfor er den gamle nemmere at styre.
Jeg håber, der er nogen, der har nogle gode råd. Beklager, at indlæget blev så langt:-)