Kære Gipote
Jeg har brug for jeres råd.
Kort historie:
Min ex-kæreste og jeg slog op et par måneder siden. Mens vi var sammen købte vi en hund. Vi prøvede at dele ham for de seneste tre måneder, men jeg fortalte hende fra begyndelsen at han ikke kunne klare det. Hun har nu ham hos hende, og ønsker ikke at give ham tilbage til mig.
Lang historie:
Jeg var sammen med min eks-kæreste i næsten to år. Vi har boet sammen i en lejlighed hele tiden. Halvvejs gennem vores forhold, fik vi en hund. Vi bestemte ikke der, der ville have hunden, hvis vi slog op mest fordi vi var dumme, men også fordi vi følte, at det måske ville være klart, hvem hund, det var da vi skulle bryde op. Jeg kan ærligt sige, at jeg gik ham fire ud af fem gange, tog sig af alle hans indendørs ulykker og generelt tog mest ansvaret for ham. Hun nusset meget med ham, når han var inde, men ellers virkede hun mere interesseret i sig selv.
Tre måneder siden vi så brød op. Jeg fortalte hende fra starten, at han ikke kunne håndtere at deles mellem os, men hun insisterede på, at vi prøvede. Jeg gjorde den dumme ting, og lod hende få hendes vilje. Jeg havde ham en uge, og så havde hun ham for en uge, der gik på to måneder, og alt syntes at gå okay. Han virkede meget glad for at se mig hver gang, og jeg følte, som om jeg fik en under-stimuleret hund tilbage hver gang. Vi besluttede at prøve at have ham i tre uger hver i træk i stedet, så vi kunne bringe ham med os på ferie. Hun gav ham over til mig, men han havde fået orm (noget han fortsatte med at komme hver gang han var på hos hende), så jeg var nødt til at blive hjemme lidt længere tid. Efter alt var ordnet med dyrlægen og hans orme var væk tog jeg ham med hjem til mine forældre (en togtur). Efter opholdet der i en halv uge kørte vi syd på til det nordlige Italien. Han nød virkelig alt om ferie, de vandreture, de bilture, ligge i skyggen af træerne og være sammen med min familie. Han havde en god tid og viste ingen tegn på ubehag eller stress. Efter to uger kørte vi hjem igen til mine forældre, hvor vi (hunden og jeg) blev kort før vi tog til mit eget hjem. Han var hjemme hos mig i et par dage før jeg måtte overgive ham til min ex. Han viste ingen tegn på stress eller ubehag der.
Jeg mødes med min ex-kæreste og leveret ham til hende sammen med nogle af sine ejendele. Han virkede glad for at se hende, men også forvirret at se, at han ikke ville tilbringe tid sammen med mig. Hun kørte væk med ham og det var som altid meget svært at se ham forsvinde. Jeg havde en million ting at gøre, fordi jeg havde planlagt en tur til Norge med en ven. Så jeg har ikke rigtig haft tid til at stoppe op og tænke. Et par dage senere tog jeg til Norge. Dagen efter jeg ankom i Norge, sms'ede hun mig og spurgt mig, hvornår jeg kom hjem, da vores hund ikke føler sig tryg og tilfreds med hende. Jeg fortalte hende, at han havde været meget glad og afslappet og samtidig være sammen med mig. Hun skrev, at vi var nødt til at lave en aftale om, at jeg skulle have ham. Jeg straks blev meget trist, fordi jeg vidste, hvor slemt han følte, og jeg følte mig som jeg havde efterladt ham i en dårlig position. Jeg var også meget glad for at vide, at jeg kunne få ham. Jeg prøvede at fortsætte min ferie i Norge, uden at tænke for meget over det, men det var nagende bagerst i mit hoved. Et par dage senere sms'ede jeg hende og spurgte, om jeg kunne komme forbi og hente ham, hvis jeg tog hjem før. Hun havde skiftet hendes mening og sagde han havde brug for at gå til en adfærd hunde ekspert, og han ville blive hos hende. Jeg blev både vred og meget ked af det, og straks jeg skiftede mit fly til det næste hjem. Jeg følte mig så dårligt for ham at være et sted han ikke følte sig sikker, men jeg bange for at miste ham. Den næste dag tog jeg flyet og tilbage til hjem, min ferie forkortet.
Senere samme aften kom jeg hos hende, så vi kunne finde ud af, hvem der skal have ham. Men vi var begge lige stædige, og samtalen hurtigt ændret til et argument, og en kamp om, hvem der skal have ham men ingen af os villige til at bakke ned. Hun beskyldte mig for at gøre ham usikker og bange, fordi jeg tog ham med mig på ferie i Italien, og at jeg var ustabil, og ikke godt for ham. Hun fortalte mig, at hun havde været ude i det område, hvor jeg går med min hund og talt med mennesker, og at de havde sagt at jeg ikke tog ordentlig pleje af ham. Jeg havde lyst til bare at tage ham og forlade stedet. Jeg var udmattet fra flyve turen og havde ikke fået noget at spise i en lang periode, så jeg forlod hende med en erklæring om, at dette ikke var overstået, og at hun ikke ville beholde ham.
Jeg kom så hjem, men kunne hverken spise eller sove i lang tid. Nu er det næste dag. Jeg har grædt det meste af natten, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Min far fortæller mig at lade ham gå og få en anden hund. Jeg vil bare ikke være i stand til at lade mig leve med det.
Hvad skal jeg gøre?
Kan jeg overbevise hende på en eller anden måde? Hun bygger sin argumentation på falske oplysninger.
Vær sød at hjælpe min hund og mig.
