Det er forståeligt i gerne vil beholde begge hunde, og det er forfærdelig svært at vælge den ene fra. Men når det er gjort, og i har fundet et godt nyt hjem, så vil i se det også er bedst for hundene, at de bliver skilt, så de ikke mere skal gå og vogte hinanden.
At holde dem adskilt hele tiden, indenfor hjemmets fire vægge, er unaturligt, ikke et godt hundeliv for nogen af dem, heller ikke acceptabelt for jer.
Slagsmål kan opstå lynhurtigt, og er det først gået rigtig galt, og i ikke er i stand til at skille dem ad, så den ene eller begge er skadet alvorligt, så vil i føle stor skyld og sorg.
Bagefter er det rigtig svært, sikkert umuligt, at føre dem sammen igen derhjemme.
Da mine tæver blev kønsmodne, og leg gik over i slagsmål, eller de sloges af andre årsager, spurgte jeg en adfærdsbehandler om råd. Om jeg skulle blande mig, eller lade dem slås om førerpladsen. Han sagde, hvis jeg bare lod være med at blande mig, så havde jeg lynhurtig kun een hund. Havde mine hunde været så store kunne jeg ikke have klaret det. Trods gode råd og brug af lederskab, for ænding i deres indbyrdes adfærd + lykke piller til den ældste, måtte jeg af og til gå imellem dem, skille deres hoveder fra hinanden. og hurtigt få dem anbragt med børnegitret imellem sig. Det betød så også, at vi aldrig kunne lade andre passe vore 5 hunde, da de ikke ville kunne klare ufred de to yngste imellem.
Nu skal det siges at de to hunde, var også for det meste gode venner, lå sammen i hundeseng, og gik ture sammen, så det var kun i særlige situationer, de blev ueninge, og uden respekt for hinanden. Ingen af dem blev førerhund, det forblev jeg for dem begge.
Ellers kunne vi ikke have beholdt dem hele deres liv, til de blev 14-15 år gamle.
