Hej Maria.
Jeg har været den lykkelige ejer af både 1 - 2 - 3 og flere hunde samtidig gennem 30 år.
Nu har vi kun Bella.
Det har været en stor oplevelse og givet os mange glæder at have flere hunde sammen.
For hundene der jo er flokdyr, var det naturligt, og det gav derfor også dem det optimale hundeliv. Vi dyrkede lidt dressur og gik på udfstilling med dem. 3 kuld hvalpe blev det også til, heraf beholdt vi selv 2. Men mest af alt dyrkede vi hjemmelivet, hvor de alle var vores skønne familiehunde.
Det værste:
To af vores hunde begge tæver, den ene købt den anden egen avl, med kun 10 måneders mellemrum, fik vi meget naturligt dominansproblemer med. Som hvalpe legede de fint sammen, men som voksne kunne de ikke selv bestemme, hvem der var over-underhund, dem imellem. Den yngste ville absolut ikke vige pladsen for den ældste, så leg gik over til slagsmål.
Vi overvejede at hjemskifte den ældste unghund, men ved hjælp af en adfærdsbehandler, vi rådførte os med, lykkedes det os at få styr på de to stridende "søskende". Så de begge blev boende hos os.
Jeg vil derfor kraftigt anbefale, at man aldrig får en hvalp i hvert fald af samme køn, som den hund man har iforvejen, før den første hund er rigtig voksen 3 år gammel og velfungerende.
Det er meget nemmere at få en hvalp. Den tilpasser sig hurtigt vores daglige familie- og hundeliv, og de andre lærer den dens plads i flokken.
Ellers giver det kun dobbelt glæde, og ikke dobbelt besvær at have to hunde, men selvfølgelig flere løse hundehår, udgifter, til dyrlæge, mad, forsikring hundeudstyr m.m.
Det samme gælder, når man har tre eller flere hunde.
Det kan også være sværere for nogle at få dem passet sammen, hvis man ikke har familie, og venner der kan klare det, og man derfor nødvendigvis må sende dem i pension.
På fotoet ses en del af vores hundeflok, alle tæver, vi havde engang, De står selvfølgelig kun bundet, fordi de skulle fotograferes sammen ved deres hus i haven.