I syv sind

Kære brugere af Gi´pote...

Jeg har en højt elsket cavalier på 2 år - drømmehunden over dem alle og højt højt elsket, som jeg anskaffede mig efter lange og grundige overvejelser. Jeg var studerende, havde masser af fritid og var nok en del ensom/i sorg efter min mors alt for tidlige død.

Pludselig fik uddannelsen jo sin ende og jeg arbejder nu som sygeplejerske 37 timer om ugen i blandede vagter, hvilket betyder at wapsen alt i alt er alene hjemme i ca 9. timer dagligt 4-5 gange om ugen + plus det løse - der skal jo handles ind, personalemøder, familie og veninder skal plejes.

Jeg synes ikke han har det liv han fortjener - mit liv har ændret sig siden jeg anskaffede ham og jeg føler tit han begrænser min frihed - tit må jeg sige nej til arrangementer mv. fordi jeg selvfølgelig står ved det ansvar der ligger i at have en hung. Han er meget knyttet til mig, har stort behov for kontakt og det skriger i mit hjerte hvergang jeg lukker døren til bryggerset og han fra sin kurv kigger bedrøvet på mig med sine store brune øjne. Jeg har evig dårlig samvittighed - føler ikke jeg giver ham det han bør og fortjener og har nu overvejet om det bedste for begge parter var, at jeg fandt et nyt trygt hjem til ham - en familie, med masser og tid og lyst til en lille hund - for det fortjener han.

Men det river i mit hjerte, tårerne triller ned at mine kinder i skrivende stund - tanken gør ondt for jeg elsker jo dette lille væsen over alt på jorden, han har hjulpet mig derhen hvor jeg er i dag. Jeg er bange for, at jeg vil komme til at fortryde det hvis jeg sælger ham. Vil jeg nogensinde kunne tilgive mig selv eller vil jeg i mange år frem konstant tænke på om han nu har det godt, får den kærlighed han fortjener osv.

Jeg er i syv sind.... nogle der har nogen kloge råd?

Hej Julie.

Det er dog en træls situation du står i, øv :(

Nu får du min uforbeholdte, hudløstærlige mening og holdning til det :);

.. Jeg synes ikke I er tjent med den nuværende situation, hverken du eller din hund.
Din hund har ingen fast rutine, og ved derfor aldrig hvornår den igen bliver ladt alene. Den har ikke andre end dig, og er 100% afhængig af dig.
Du stresser, og går konstant med en dårlig samvittighed. Du er nødt til at melde pas til forskellige ting, fordi din hund i forvejen er rigtig meget alene hjemme, og der ikke er plads til mere alenetid.

Jeg forstår godt din frustration, og jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må føles, at overveje at skille sig af med sin elskede 4 benede.
Men hvad nu hvis der står et dejligt kærestepar, eller en familie med ældre børn, som lige står og kan tilbyde din hund alt det, som du ikke selv (længere) formår?

Fortjener din hund ikke et hjem, hvor han ikke skal være særlig meget alene, hvor han f.eks. har en eller flere hundevenner, og hvor han har faste rammer og rutiner - bliver luftet længe hver dag, og altid er glad og lykkelig?

Jeg synes personligt, at du skal begynde (med det samme) - at undersøge mulighederne for en ny og egnet familie til din hund. Opret en masse annoncer, hold øre og øjne åbne, og vær kritisk. Jeg er sikker på du sagtens kan finde nogen, som vil passe perfekt til din hund - og dig. Du vil sagtens kunne finde et sted, du kan samarbejde med, så du kan følge din hund, efter han er flyttet hjemmefra.

Som hundeejer ved jeg naturligvis godt, at du elsker din hund overalt på jorden, og at du ikke ønsker at skille dig af med ham.
Men som tingene er nu, kan du ikke tilbyde ham dét liv, som han fortjener. Og så er det bedre, at finde nogen, som kan give ham det liv. Nogen som kan gøre ham fuldstændig og komplet lykkelig.

Gør du det, skiller dig af med ham, for hans skyld - så vil du ikke få problemer med at tilgive dig selv. Det kan jeg love dig :);
Din hunds trivsel er det allervigtigste, og din egen vil følge trop, når du pludselig har tid til dig selv igen, og ikke længere skal have dårlig samvittighed, føle dig stresset, eller lign. :)

Hej.

Ja det river i hjertet. Derfor, synes jeg du skulle overveje muligheden for en hundelufter, eller hunde børnhave-

Håber du finder en god løsning for jer begge

Julie du skriver selv, du som ansvarlig hundeejer bliver hjemme fra arrangementer, du egentlig gerne ville deltage i - jamen, sådan er det jo at ha' hund - at købe hund er et valg, der indbefatter nogle personlige fravalg i hundens levetid.
Men føles fravalgene voldsomt begrænsende, må du jo ty til salg/overdragelse af hunden til andre.
Og ja, du vil i lang tid tænke på, hvordan hunden mon har det nu - en trøst kan det være, at hunden ikke tænker sådan, men som regel fint finder sig til rette i den ny familie....

Er ikke helt sikker på du magter endnu et savn lige pt., så hælder mest til Eva Jensens forslag om pasningsmulighed, der ville befri dig for den dårlige samvittighed ang. alene-hjemme-tid...

Vi overtog for et par mdr. siden Oskar fra en lille familie, som havde det lige som dig. De elskede hunden, og havde det dårligt med, at de ikke kunne gøre nok for ham. De følger med på min blog og facebook når jeg skriver små historier om, hvordan det går. De havde jo haft ham fra lille hvalp! Jeg er ikke i tvivl om, at de savner ham, men de valgte det bedste for hunden: et ægtepar med tid til hunde. Han kom ind som hund nummer to nr. 1 . forstå mig ret: vi gør ikke forskel på dem med opmærksomhed, gåture, træning osv. Vi havde i forvejen en islandsk fårehund på nu 3 år og ville gerne have en hund mere. Og det er gået så fint - vi er glade for Oskar, og kan tydeligt mærke at han har det godt her. Vi går til agility, træner spor og eftersøgning, går timelange ture næsten hver dag. Og når jeg vågner midt om natten og føler, at jeg sidder i klemme, så er det fordi Oskar har lusket sig op i sengen og bruger mine ben som pude...
En omplacering til de rette mennesker kan være en rigtig god løsning - og du kan jo til enhver tid sikre dig retten til at besøge din hund og se, hvordan det går. Det er jo dig, der bestemmer hvem der kan få lov til at overtage din dejlige ven. Du skal ikke have dårlig samvittighed. Hunden finder sig hurtigt tilrette i sin nye familie og går ikke og "savner" som et menneske ville gøre. Selvfølgelig vil den kunne genkende dig om et år eller mere, men man skal passe på med at menneskeliggøre hundene. Efter et par dage eller tre finder den sin plads i den nye flok - en hund kan noget, som vi mennesker har svært ved: den lever i nu´et og tænker ikke på i går eller i morgen.
Men jeg forstår dig så godt - jeg tror jeg ville gå i stykker hvis jeg skulle aflevere min hund til andre - men hunden ville hurtigt finde sig til rette - de er nogle troløse bæster ;-D
Det er i øvrigt vores anden omplaceringshund, begge var omkring halvandet år da vi fik dem og de er gået rigtig fint begge gange.

Tak for jeres gode svar.

Jeg tror efterhånden jeg er kommet til den overbevisning at det bedste for og ikke mindst wapsen er, at finde en ny familie til ham. Tanken gør ondt som bare pokker - men føles stadig rigtig, når jeg mærker efter helt indeni.

Om der kommer til at gå 1 måned eller et halvt år afhænger af om den rette familie dukker op - der vil jeg aldrig gå på kompromis - vil være sikker på at det er hans sidste familie jeg vælger for ham, en familie som er velvidende om hvilket stort arbejde og ansvar det indebærer at anskaffe sig en hund og som kan give ham al den kærlighed og tid, som han fortjener. Dermed tror jeg også jeg vil kunne forlige mig med det valg jeg nu vælger at tage.

Julie - Stor respekt for dit valg og din beslutning.
Jeg er helt sikker på det er det rigtige at gøre, selvom det naturligvis bliver svært og en hård omgang. Men med tiden vil det lette en stor sten fra dit hjerte, at du ved din lille vovvov har det rigtig godt, og får alt hvad han fortjener.
Jeg krydser fingre for du finder dig et helt perfekt, nyt forældrepar til din dreng, og håber du vil holde os ajour herinde - når det sker :)