Indlæg: 7

Oprettet af | Oprettet: 05-04-2011, 09:19

Gør/snapper efter fremmede hunde

Hej,

Jeg har en Berner Sennen (blandet med 1/4 Belgisk Hyrdehund), Mulle, som er begyndt at udvise aggressiv adfærd over for andre fremmede hunde. Hun bliver to år til juli.

Hun har været meget socialiseret fra hvalp, da vi både har familie og venner med hunde, som hun har leget og stadig leger regelmæssigt med (1-2 gange i ugen). Desuden har vi været på et hundekursus med hende, da hun var 1 år, og hun har været vant til at omgås andre hunde i hundeskove osv. uden problemer.

Nu har vi dog oplevet flere uheldige episoder med hende og fremmede hunde. Hun har aldrig haft problemer med at hilse på andre hunde i snor, men nu har vi to gange oplevet, at når hun selv har været i snor, og der kommer løse hunde hen til hende, så markerer hun med gåen/snappen. Selvom det har været mindre hunde end hende (den ene en dansk/svensk gårdhund), kunne man se, hun så lidt "betænktsom" ud, da disse to fremmede hunde kom hen og ville hilse. De var absolut ikke dominerende eller aggressive.

I de to situationer, har vi sagt nej eller fy - hårdt og surt - men ikke yderligere skældt hende ud.

De to andre situationer, hvor hun har været aggressiv, har været i følge med min svigermor og hendes to samojeder. Især den yngste samojede, leger hun rigtig godt med, og de har været "bedste venner", siden Mulle var hvalp. Første episode var en tur på stranden, hvor der kom en modgående mindre labrador. Jeg havde Mulle i snor, mens samojederne løb hen til labradoren og hilste på. Da jeg kunne se på labradoren og ejeren, at det var ok, at de kunne hilse på hinanden, slap jeg Mulle løs. Den løb igen hen og snuste til labradoren (som heller ikke var aggresiv eller dominerende), og lavede så gø/snappe-tricket efter labradoren. Jeg råbte fy og nej og fik den i snor igen. Der tænkte jeg, det måske kunne være noget jalousi ift. samojederne eller dominans (selvom jeg har hørt, hunde ikke kan blive jaloux).

I dag har min svigermor selv været i hundeskoven med Mulle og hendes to samojeder, og hun fortæller at de har været der sammen med en rottweiler uden problemer. Der kommer så en lille dansk/svensk gårdhund, som Mulle løber lige hen imod og snapper/gør efter. Min svigermor får fat i Mulle, og skilt den af fra den anden hund, mens hun skælder den meget ud.

Da det nu er sket 4 gange, vil jeg høre, hvordan vi skal forholde os til denne adfærd.

To af Mulles legekammerater siden hvalp er to små sorte svensk/dansk gårdhund-blandinger, som ofte har sat hende på plads, og gøet/snappet efter hende, når de ikke har gidet lege med hende. Kan dette have været en årsag til hendes adfærd mod mindre hunde?

Mønstret har været det har været mindre hunde end hende, men det spænder jo både fra helt små hunde til labrador-størrelser. Desuden har hun i hundeskoven osv. været sammen med små chiuaua-hunde, uden at have været aggressiv over for dem.

Hun er ikke dominerende af natur, vi har en kat, hun ikke er dominerende over for, men hvor katten bestemmer, og hun er heller ikke dominerende over for os, ejere eller andre mennesker. Over for hendes vante hundevenner har hun forskellige roller. Nogle hvor hun er underdaning og andre hvor hun er dominerende. Derimod er hun meget forsigtig, når hun skal hilse på nye hunde. Og hun er slet ikke frembrusende.

Derfor undrer det mig også, at hun sådan farer hen imod den lille hund i dag, fordi sådan har jeg aldrig oplevet hende, og det er selvfølgelig ulempen, ved at lade andre tage hende med på tur.
Dog skal det siges, at når hun er sammen med de to samojeder, er det som om, hun bliver meget mere modig - og dermed også ulydig. Kunne det også være derfor hun reagerer sådan mod den lille hund i dag?

Det blev en lang mail, men der skal jo forklares mange ting, for at give det helt rigtige billede af situationerne og Mulle selv.

Mvh Nanna

Skriv et svar til indlægget



05-04-2011, 17:18

Hej Nanna - jeg synes du flot beskriver situationerne omkring jeres hund Mulle.
Jeg hæfter mig ved hun optræder forsigtigt i forhold til andre og ser hendes gøen/snappen som et usikkerhedstegn, og at hun ikke helt ved hvordan hun skal forholde sig til den fremmede hund, selv om hun ellers har lært det fra lille af, men nu er hun ved at være fuldvoksen og i sin sidste modningsfase - måske gider hun bare ikke at være underdanig/flink mere (mange voksne hunde får egetkønsaggression) eller måske har der været en episode med en fremmed hund, hvor hun har følt smerte - om gårdhundenes "overfald" sidder i hende endnu er ikke til at sige. Samojedernes tilstedeværelse gør måske, at hun vil være lidt mere "smart" end hun i virkeligheden er - ja, der er mange fortolkninger på hundes adfærd !

Under alle omstændigheder ville jeg ta' episoderne til efterretning og for fremtiden afholde hunden fra at komme i konfliktsituationer med fremmede hunde, og bare lade hende lege/omgås med dem hun kender - synes det er unødvendigt at hunde absolut skal kunne med alle - de har også deres sym-og antipatier li'som vi tobenede, og det bør vi respektere, når hunden ellers er velfungerende i vante omgivelser...

05-04-2011, 17:56

Jeg er helt enig med Tina, lad din hund selv vælge sine venner.
Den er tryk sammen med Samojederne, så lad dem lege, og lad være med at presse den, da den i øjeblikket åbenbart er lidt utryk. Det er noget der følger med den alder den er i.
Vi lader ikke vores hunde hilse på alle de hunde vi møder. Hvis det er fredelige hunde, må de gerne hilse, hvis det er et sted hvor de kan løbe frit ellers ikke.

05-04-2011, 22:21

Hej Tina og Inger.

Mange tak for jeres hurtige og gode svar. Det er rart at høre at det måske blot kan være en del af hendes udvikling og det at blive en "voksen" hund.

Tina, hun er ikke blevet "overfaldet" af de små gårdhunde. De har bare lavet det samme med at gø og snappe ud efter Mulle, som Mulle også gør nu. Forskellen har jo bare været, at de altid har været mindre end Mulle, og derfor har det aldrig været "farligt" rent fysisk - også fordi de ikke er aggressive, men blot har fortalt Mulle at de ikke lige gad hende mere. Nu hvor Mulle laver det samme over for de mindre hunde, synes jeg dog, det bliver mere farligt, fordi Mulle er mange gange større end dem.

Jeg er helt enig i, at hunde ikke behøver kunne lide alle, og når hun selv er i snor og der kommer løse hunde hen, synes jeg også det er mere legalt at hun markerer, og siger, dig gider jeg ikke snakke med.

Jeg synes dog, det er værre at hun gør det, når både hun og andre hunde er løse. Og jeg kan godt acceptere, hvis hun ikke længere kan komme med i hundeskoven og møde nye hunde, men jeg vil allerhelst arbejde på at få hende "socialiseret" igen - ikke så hun skal være venner med alle, men så hun ikke reagerer sådan, men bare går væk, hvis der er nogle hunde hun ikke gider. Ud af de mange gange hun er løs og møder nye, fremmede hunde, synes jeg det ville være rigtig ærgerligt for hende og hendes videre socialisering, hvis det skulle fratages, fordi hun de to gange har reageret på en dårlig måde.

Jeg er derfor rigtig glad for jeres svar, men kunne også godt tænke mig nogle råd til, hvordan/om vi kunne arbejde med hendes adfærd i disse situationer.

06-04-2011, 15:28

Ja, OK kunne ha' valgt et bedre ord - men skrev netop overfaldet i anførselstegn, fordi det måske opfattedes sådan af jeres Mulle - hun er i hvert fald sat på plads af gårdhundene:);

Tror ikke jeres hund, kan lære bare at gå, når det bli'r for meget, da må I være hendes vejledere og gribe ind, inden det kommer til konflikt - dvs. at I både skal være meget OBS på Mulle og den anden hund samt deres indbyrdes sprog ved mødet, og jeres indkald skal sidde 100 %, så I hver gang kan kalde Mulle til jer, inden der sker noget, sådan at hun får en god oplevelse, selv om den kun varer få sekunder....

07-04-2011, 06:35

Tak for rådet, Tina. Ja, det var også sådan noget, jeg tænkte på, netop mht. at træne det positive ved mødet med andre hunde og rose hende for det, så hun lærer, at det er sådan hun skal reagere, frem for på den negative måde.

Men jeg kunne også rigtig godt tænke mig at høre fra Isabella, hvad hun tror denne adfærd skyldes - om det kan være pga. Mulle vil forsvare sin "flok" med samojederne, om det er utryghed eller andre ting + også hvordan man så kan træne denne socialisering igen - og om det er det rigtige at gøre.

Skal man skrive en mail til hende så eller svarer hun på disse indlæg?

07-04-2011, 14:40

Adfærdsbehandleren svarer vist ikke længere på "vores" indlæg - hvis du klikker på "Brevkasse" kan du stille spørgsmål direkte til hende...

07-04-2011, 14:47

PS.: Ser nu, at det ikke længere er Isabella, der har adfærdsdelen herinde, men både en "hende og ham"...