Da vi første eller anden gang besøgte et plejehjem med vores islandshund, stak hun af fra elevatoren. Dvs. at vi kørte et par etager op, og kunne ikke nå at gøre andet end at løbe ned gennem trappeskakten og lede efter tøsen. Det føltes jo lidt dumt. Vi trænede derefter lidt elevatorkørsel, med utvetydige kommandoer og ren adfærdsregulering. Det er jo ikke hunden, der bestemmer. Så vi går ind i elevatoren, siger SIT, og når hunden sidder, så trykker vi på knappen. Så kører vi - og da vi jo selvfølgelig også har den almindelige lydighedstræning på plads, så rejser hun sig jo ikke før vi siger FRI.
Når I, af et godt hjerte, tager hunden op i en taske eller fodrer med godbidder, så er I jo bare med til at forstærke hundens oplevelse af, at den her oplevelse er meget dramatisk og farlig. Så bliver det bare værre og værre. Nej, hunden skal lære, at det her elevatorkørsel, det er bare noget vi gør. Vi sidder eller står i et lille værelse, der rumler, og når rumleriet stopper, så er vi hjemme eller nede. Næsten det samme som at køre bil - man kan jo heller ikke køre bil med en hund, der skaber sig. Vær leder!
