øøøhhh... for mig at se handler spørgsmålet oprindelig om: hvordan lærer jeg min hund at komme når jeg kalder. Tja, igen-igen: det er en af de grundlæggende ting, man lærer på hvalpemotivationsholdet hos dch, dkk eller andre seriøse og dygtige trænere. Hos os trænes det på den måde (På hvalpeholdet - yngre end 6 mdr). I løbet af en lektion har vi en gang fri leg, hvor de skønne små tosser rundt, som de har lyst til. På instruktørens kommando kalder man på sin hvalp, men kun een gang. Kommer den ikke, går man hen og henter den. Små hunde bæres under armen, større racer tager man med så godt man kan. Hvalpen skal bare have lov til at føle sig dum, når man henter den. Så går man tilbage til det sted hvor man stod, da man kaldte, og roser helt vildt og overstrømmende. Og husk godbid eller legetøj.
I vort tilfælde måtte jeg kun hente Sorta to gange ialt. Ud af et hold på sammenlagt 16 hvalpe (to instruktører) var der kun een, det ikke lykkedes for. Den hund var meget svær at lære at komme, når ejeren kaldte, (undskyld, men jeg tror ikke hunden var problemet)..men det lykkedes så til sidst med lidt enetimer. Altså: kald på den en eller to gange, så du er sikker på, den har hørt dig. Hvis (når) den kommer, så er det bare med at rose helt vildt - og give den fri igen med det samme! Det skal jo være en kontaktøvelse, med positiv forstærkning hele vejen. Hvis den ikke kommer smider du snoren der hvor du stod, da du kaldte. Så henter du vuffi, tager den under armen og går hen til snoren. Sætter dig ned på hug ved hvalpen, og roser helt overdrevent. Og siger FRI og vender dig om. Husk, det hjælper aldrig at skælde ud. "Nå, de brokker sig jo alligevel altid, så kommer jeg da når jeg gider."
