Hunden knurrer af vores søn

Hej alle

har brug for et godt råd/vejledning

Vi har for 4 måneder siden overtaget en american staffordshire terrier tæve fra min svoger, hunden er 15 md. gammel.

Hun har lige fra starten knurret af vores søn på 2,5 år hver gang han kommer nær hende. Det er både hvis han bare går forbi eller disideret vil kæle med hende. Vi har 2 andre børn, 2 piger på 4,5 år og 1,5 år, og dem er der ingen problemer med.
Vi har prøvet at træne med hunden og vores søn, hvor vi enten sidder med hunden og kalder på vores dreng eller omvendt sidder med vores søn og kalder på hunden.. men uden held, hunden enten knurrer eller går sin vej. Det er også ham der giver hunden mad, vand og godbider.
Vi oplever nogle gange hvis vi sidder med hunden og han kommer tæt på og vil kæle, så begynder hun at ryste, altså som om hun er bange for ham.
Vi ved ikke om han på et tidspunkt har gjort hende nået ondt, men det er i hvret fald ikke nået vi har set, men man kan jo aldrig afvise det.
Er der nogle der har gåde råd til andre øvelser. Eller skal vi skille os af med hunden igen inden den måske bider ham .. vi er meget glade for hunden som ellers er dygtig og meget lydig.
Ser frem til at høre fra jer

Venlig hilsen
A&T Sommer

Hvorfor har I ikke bare købt en ladt pistol, børnene kan lege med?

Altså, jeg holder meget af hunde - som enhver der læser 'Dage med en schæfer' forhåbentlig kan fornemme, og jeg mener, at de skal have alle chancer; MEN ...

Tre små børn og en omplaceringshund, der knurrer af en af dem? Ikke forsvarligt. Hunden var røget ud, hvis det var hos mig.

vh. Per

Først og fremmest skal i have tak for jeres tid.

Men hvor henne læser i den ikke bliver aktiveret nok?
Det er ikke mangel af aktivering vores hund lider under, men det anstrengte forhold til vores søn. I perioder går det godt mellem dem, hvor andre gange knurre hun bare han nærmer sig.

Vi skriver da vi var usikre på om vi gjorde det rigtige i, at overveje er nyt hjem til hende.
Det kan vi så forstå der er stor enighed om. Men kommentarer om vi lige så godt kunne give vores børn en pistol kan i beholde for jer selv - det er ikke det vi søger.

Jeg kan ikke lade være med lige at komme med et par bemærkninger til dit svar, André Sommer.

Nogle kommenterer mere kontant end andre; men jeg er sikker på, at alle kommenterer ud fra et ønske om at hjælpe. Man får de reaktioner, ideer og tanker, som ens indlæg sætter igang. Det er ikke altid det, som man søger eller havde håbet på. Sådan er det.

Når man inviterer andres mening, så synes jeg, at man må respektere den, selvom man ikke er enig.

Det må være svært at aktivere en hund som jeres tilstrækkeligt, når I samtidig har tre små børn. Det er muligt, at I har fundet en løsning på det; men jeg ville ikke kunne, så jeg forstår godt bemærkningerne om det ovenfor.

Jeg synes iøvrigt også, at en hund, der knurrer af et barn på 2½ år, er lige så farlig som en ladt pistol. Jeg pakkede det bare lidt pænere ind ovenfor.

Jeg håber, at I finder den rigtige løsning på problemet.

vh. Per

Hej André

Jeg synes ligesom de andre det er en utryg situation både for jeres søn og hunden. Jeg forstår godt i er glade for hunden - og i har sikkert allerede knyttet jer til den. Derfor er den rigtig hårdt at tage en "grim" beslutning, men det er værre hvis der sker noget alvorligt med jeres søn. Jeg elsker selv alle hunde, og mener også at de skal have en chance - mest fordi vi mennesker tit er egoistisk og kun tænker på os selv, og aldrig på dyrene som jo desværre ikke har noget valg.
Trods dettem synes jeg i skal skille jer af med hunden! Men jeg synes samtidig i skal overveje om den fortjener at blive flyttet endnu engang - måske vil det forvirre den mere end det gavner den? Jeg er ikke for at aflive raske sunde hunde, tænker bare om det snart ikke er nok for det lille pus. Tænk på, hvergang den når at knytte sig til sine mennesker, så skal den flyttes, så medmindre i kan finde en familie der fortjener hunden, har forstand og tid, skulle i måske konferere med en dyrlæge om hvad der er bedst?!

Jeg håber det bedste for jer - og tænker på jer, da jeg ved det er en næsten umulig beslutning - men jeres søn kom jo først :);

Venligst
Kamilla

hvilket tåbeligt indlæg!
Familien søger hjælp/rådgivning og du kommer med din fordrejede holdning til hunderacen. Amstaff er en fantastisk familiehund, men det lyder til at der er gået noget galt i forholdet mellem jeres søn og hunden. Jeg ville heller ikke være tryg ved situationen og ville højst sandsynligt vælge at kontakte en adfærds-terapeut, hvis det heller ikke hjælper ville jeg skille mig af med den, evt forære den til et hjem uden børn.

Mit problem er slet ikke jeres holdninger, men syntes overhoved ikke det er iorden at komme med sådan en kommentar - Fordi man har ytringsfrihed, behøver man ikke altid gøre brug af den.

Derudover så kunne jeg have valgt ikke at skrive det er en Amstaff, og så var sådan en kommentar aldrig faldet.

Hvor om alting er, så kontakter vi en adfærds-terapeut først, og høre hendes/hans mening om sagen.
Ellers må hun ud, da vores søns og børns ve og vel kommer først.

Uanset hvor mange ord, jeg havde brugt, havde konlusionen været den samme. Det udtrykker intet om min eventuelle holdning til racen amstaff, jeg er selv imod det tåbelige forslag om forbud mod specifikke hunderacer. Men ser man på statistikkerne over ulykker med hunde, så er den jo ikke nederst, og når det går galt går det rigtig galt. En småbørnsfamilie kan simpelthen ikke forsvare at have en hund med den beskrevne adfærd, der vil konstant være utryghed mellem forældre, børn og hund.
Ingen tvivl om, at det er godt at have hund og børn sammen, og jeg tror også den her beskrevne hund ville fungere fint i en familie uden børn.
Men i den situation jeg så for mit indre øje, da jeg læste spørgsmålet - ja, så kommer den kontante melding.
De statistikker jeg nævner kan findes ved at kigge på den debat, der var tidligere på året under racehunde. Jeg tror de findes under tråden "Hvorfor Tornjak..."

Hej Simon

Tak for dit indlæg ,rart med nået konstruktivt

ok jeg har så misforstået dit indlæg, jeg undskylder.

først og fremmest vil jeg sige at man fint kan have hund i en småbørnsfamilie. vi har selv mange hunde og mange børn, også børn med særlige behov. det er et spørgsmål om hvordan man tilrettelægger sin hverdag.
når det er sagt ville jeg ikke være tilpas med at have en hund der føler sig utryg omkring mine børn. og som jeg ser det sender hunden mange afstandsgivende signaler. knurren- hold dig lige lidt på afstand, du gør mig utryg. dette kan man ikke forvente at en 2årig forstår og accepterer. derfor vil hunden være en tikkende bombe, en ulykke der venter på at ske. for hvad sker der når mor og far i 2 sekunder er optaget af de andre børn, madlavning og lignende. hvis den 2 årig får hunden til at føle sig meget usikker, tror jeg desværre at den vil bide fra sig i angst og frustration.
Da vores første plejedatter flyttede ind måtte jeg med blødende hjerte indse at jeg ikke havde fået præget/socialiseret min hund godt nok på mennesker med psykiske handicaps. den stakkels hund udviklede sig til en usikker og angst hund, og en schæfer der er usikker og angst er ikke en god hund at dele sit hjem med. Jeg tog beslutningen og solgte hende til et ældre ægtepar med stor hundeerfaring og forklarede hvordan situatuiíonen var. At hun var den skønneste og dejligste hund, meen at hun pt. mistrivedes. i dag 5 år efter får vi stadig hilsner et par gange om året, fra en skøn hund der stortrives.
småbørn er kluntede og impulsive i deres bevægelser og hvis den lille amstafpige ikke er godt nok præget og socialiseret på dette som lille hvalp. så er det klart at hun føler sig usikker på den 2årig, det er en stor belastning for både familie og hund. hvis hun ellers virker som en sund hund ville jeg finde et hjem til hende uden småbørn, og så få en hvalp fra en god opdrætter.vær meget kritisk med valg af opdrætter.
lad os hører hvordan det går.

Jeg vil sige at jeg er enig med de andre, en hund som der er usikker omkring børn er en tikkende bombe, jeg vil også forslå at finde et andet hjem til den selvom jeg ved at det er mega svært.

Jeg har selv skulle af med min gamle hund, og det tog mig ca. 2 måneder at tage mig sammen til at få ham på nettet, og da han endelig blev hentet af nogle græd jeg resten af dagen, det er svært at komme af med en hund som man holder meget af, men vær sød at tænke på jeres børn, de vil jo altid være der, og som Dorthe skriver, kommer drengen til at være alene med den bare 5 min så kan det gå så meget galt, og det kan få store konsekvenser for jeres søn. Jeg har selv set denne race og ved hvordan den kan være, har været med til at prøve at redde en som havde fået hvalpe inden hun var et år gammel, hun var desværre ikke til at redde hun var blevet tosset i hovedet og kunne slet ikk komme i nærheden af andre hunde, vi prøvede selv med min hvalp, og kan sige at hvis ikke vi havde læst hendes signaler og var gået tættere på med min hund, så ville han ikke være i live idag.

Jeg ved at folk kan svare ret skrapt herinde, men prøv at forstå deres bange anelser, de ser jo den grimme ulykke ske i deres hoved og de vil bare gerne hjælpe til at den ulykke ikke sker.
Men ønsker jer alt held og lykke

Først og fremmest så har det ikke noget med vi ikke kan tåle svar der er kritiske - men alt kan siges med måde.
Dernæst vil jeg sige tak for alle de gode svar. Vi er jo godt klar over der er noget galt, og skrev jo netop for at få råd, ikke for at få at vide vi er uansvarlige.

Der var intet lige da vi fik hende, så det er sket imens vi hr haft hende. Og netop fordi han er en lille dreng der ikke forstår hvad der sker reagere vi. Det bliver ikke bedre, og vi har derfor besluttet at gå af
med hende. Tør ikke satse, og sådan ville det være selvom det var en tandløs muldvarp.