Hej :);
Jeg synes gravhunde er super dejlige, sjove og helt specielle. Og vil gerne dele lidt ud af mit indtryk af racen.
En miniature-/dværggravhund har efter min erfaring ikke brug for meget motion. De er aktive udenfor, men falder hurtigt til ro indenfor. For den voksne hund er en daglig varieret gåtur på 40 min. ok - husk at de ældre hunde kan gå lidt langsomt nogle gange.
Søgeøvelser og problemløsnings-øvelser er rigtig godt, da de ofte er glade for at arbejde selvstændigt og for at bruge næsen (det bliver de trætte af på en sund og fornuftig måde).
Det er meget vigtigt at være helt afklaret omkring, at gravhunden ikke er en behagesyg hund, og at man ikke skal forvente ubetinget lydighed. Man kan dog godt lære den de fleste ting og det er sjovt at lære gravhunde tricks og kommandoer, hvis man fra starten er væbnet med tålmodighed og en positiv indstilling uanset resultatet. Min erfaring er, at man får mest ud af at træne ofte i korte intervaller. Til træning mister de ofte interessen for samarbejde efter ca. 30 min. Man skal være forberedt på, at hvis gravhunden ser noget, som den finder væsentligt mere interessant end sin ejer/ejerens godbid, så kan det være praktisk talt umuligt at få den til noget som helst. Træningen bør altid være positiv, selvom det også er vigtigt at sætte grænser og være konsekvent. Men man bør ikke være for hård overfor en gravhund, da du risikerer at den så helt vælger dig fra og slet ikke vil samarbejde mere (rolig konsekvens virker bedre).
Hvis du slipper en voksen gravhund løs, og den ser en fugl, skal du ikke forvente, at den altid kommer, når du kalder, heller ikke selvom den normalt udmærket godt ved, hvad ”kom” betyder.
Det er vigtigt at socialisere hunden godt og tidligt med børn, fremmede og andre hunde. Hvis den er ordentligt socialiseret, får du en hund som er venlig overfor alle, elsker opmærksomhed, og som har meget gå-på-mod.
Alligevel synes jeg ikke, at det generelt er en god hund til børnefamilier, da en miniature-/dværggravhund godt kan komme slemt til skade, hvis et barn er for voldsom overfor den eller løfter den og så kommer til at tabe den (Nogle børn har svært ved at forstå, at små hunde ikke er tøjdyr).
Gravhunde har meget personlighed og er ret specielle. Hvis de har fået en kærlig opvækst er de vilde med at putte og hyggelige og meget kærlige og sjove at have.
De kan dog godt udvikle sig til at være temmelig gøende, selvom det selvfølgelig varierer lidt fra hund til hund. I så fald gør de, hvis de ser/hører noget, som de synes er mistænkeligt eller hvis andre hunde gør – hvis de får lov til at snuse til den mistænkelige person/genstand/hund og derved får afmystificeret den, ophører deres gøen. Man kan dog generelt mindske tendensen, hvis man er opmærksom på at arbejde med det fra starten.
Pga. den lange krop skal man også være opmærksom på ikke at belaste deres ryg. De har ikke godt af at gå meget på trapper (især ikke ned) men miniaturegravhunde kan man jo bære ned, fordi de er så små. Overvægt bør man også undgå.
