Da Sorta her var lille - ikke mere end ca 9-10 uger gammel - havde vi stort held med en lille kommando: "Må jeg se?" med glad stemme. Hvalpe lærer jo verden at kende på samme måde som små børn - de smager på den. Da vi har en stor dejlig flok katte var der jo sommetider en bæ, der skulle samles op. Hunden lærte meget hurtigt at spytte ud, når vi sagde sådan, og så var der en godbid klar til en byttehandel. Hvis det så var noget, hun ikke måtte have fik hun godbidden, og lorten blev fjernet - plus ros, selvfølgelig. Var det en kogle eller en pind, så fik hun ros+godbid, og pinden igen. Altid kun positiv forstærkning. Og her er jeg lidt uenig med Ina - for et Nej kan føre til, at tingen bliver slugt i en fart. Nej´et skal komme FØR hunden samler tingen op. Når snuden nærmer sig en lort, så er det NEJ - og når man så har dens opmærksomhed, så roser man igen helt vildt og giver godbid. Nej-øvelsen er generelt god at starte med tidligt i et hundeliv. Den er beskrevet i alle gode hundebøger, og man lærer den til hvalpetræning.
I samme øjeblik man begynder at jagte hunden rundt for at få noget fra den, så bliver det jo først rigtig sjovt at beholde det.
Jeg tror heller ikke, du skal prøve at holde ham væk fra stykket med grannåle. Nej, gå med ham derhen og sørg for at have noget, der er mere interessant. Legetøj, en lille godbid (husk at trække mængden af godbidder fra den daglige foderration), eller bare nogle sjove lyde. Så varer det ikke længe inden han glemmer, at grannåle kan sluges.