Et lille minde...

Læste Ina's indlæg om Charlie og kom sådan til at tænke på min onkel, der desværre ikke er her mere, og hvordan vi mennesker også kan hjælpe dyr...
Min onkel kørte galt og var lam fra armene og ned, hvad han ikke havde forsøgt af husdyr er ikke ordet lige fra en silkeabe til en beostær. Så en dag ringede han glad jeg har fået hund, vi tænkte alle ok hvad nu. Men de 2 var perfekte sammen, han kunne ikke lufte den eller noget andet med den, men man ansætter da bare naboens dreng osv.
Så skete det der ikke må ske, hunden blev kørt ned og brækkede bækkenet, dyrlægen forsikrede at det nok skulle vokse sammen, den ville få noget smertestillende og beroligende til den kunne klare sig selv igen, jo tak dejlige nyheder. Men hvordan passer man så lige sådan en hund når man ikke kan løfte den op, man er bare opfindsom for min onkel vidste jo den skulle ud, jamen min nabo har vidst et skateboard, så ved hjælp af det lokkede han hunden op og skubbede den ud i haven så hunden lige kunne vælte af og ordne det den skulle og så trille den i seng igen. På den måde gik dagene til hunden blev rask.
Da han døde kunne vi ikke forstå hunden ikke ville ud at gå tur, hvorfor den ikke kunne lide vi kløede den, lige indtil jeg kom i tanke om sådan var den slet ikke vant til tingene, den var vant til man kørte ud til en mark så den kunne lufte sig selv, når den skulle kløes var det med bagsiden af hånden da onkel jo ikke kunne bruge fingerene, hunden lever stadig fint sammen med en andet lam mand som forguder hunden som min onkel gjorde.

Hej Carina

Jeg går ud fra at det er indlægget om Charlie og hans reaktion på mit blodsukker du hentyder til?

Din historie om din onkel er meget hjerte varmende. Det er ikke hver dag man oplever den slags venskaber mellem hund og menneske - det der med den forståelse som opstår og hvor man bare handler naturligt - som din onkel gjorde her.
Det er den slags måde at omgås sin hund/hunde på jeg holder allermest af - at de er naturlige familie medlemmer og det ikke skal handle om træning og "hundens plads er der og min er her".

Din onkel viste jo tydeligt at han forstod at tage sig af hunden på sin egen måde og det er vel i grunden den mest naturlige måde at holde hund på - at man er der for hinanden!

-Ina