Info om Dværgpinser

Jeg vil høre efter om der er nogen derude der ved noget om dværgpinseren, jeg har overvejet at købe en, men vil gerne vide lidt mere om den først, jeg ved de ikke bliver ret ret store og har en meget kort pels, min far har en blanding af dværgpinseren og tjekkisk rottehund, hun er meget hyper og desværre ikke i stand til at få hvalpe da hun muligvis er bleven mishandlet. Jeg vil gerne høre om dværgpinseren er meget hyper og hvordan dens sind er, håber der er nogen der kan hjælpe mig

Da jeg var ganske ung, fik jeg en lille dværgpincher- tæve, mens jeg ventede min datter. Alle fortalte mg, hvor næsten uansvarligt det var, da en dværgpincher nærmest "spiste små børn, og var aggressiv". Jeg har dog aldrig oplevet en bedre børnehund end hende, hun var altid lige i hælene på dem, også de to næste børn. Hun blev 12 år!
Det er absolut ikke en hyperaktiv race, den vil gerne gå tur og lege, men elsker også en lun sofakrog
Racen har fået skyld for at være en hidsigprop, men det er fordi, (min teori) at folk ofte glemmer, at på trods af størrelsen er det en "rigtig" hund, og skal opdrages og behandles som en sådan. Nu er en af mine hunde en pekingeser, som jo har noget af det samme ry, men også han elsker alle mennesker, og især børn. Man skal ikke altid tage de gamle skrøner for gode vare.
Hilsen Lillian

Okay, ja folk siger jo de kan være lidt hidsig og hyper, min fars hund er også rigtig meget hyper men hun er jo så også blandet med rottehunden, ved ikke om det er derfor hun er det, eller om det er pga hendes baggrund, hun har ikke de der stop signaler som andre hunde har og tror man vil lege når man skælder hende ud. Men tror også at de er rigtig dejlige hunde de pinser der, har aldrig set en i virkeligheden, kun på nettet.

Hej igen.
Nu har jeg så valgt pekingeseren, som nr.2 hund sammen med vores gårdhund, og ham er jeg mægtig glad for, men dværgpincheren er en skøn, skøn hund. En glad lille fyr, og vores var aldrig hverken hidsig eller hyper. Tværtimod, mens vi havde hende, kom børnene slæbende med en vild-killing, og vores pincher var den eneste, som kunne styre ham, hun blev aldrig gal, når hun mente han blev for voldsom, rejste hun sig og bare kiggede på ham, så luskede han lige så stille hen og lagde sig i kassen. Når vi andre forsøgte at stoppe ham, lignede vi et katteslagsmål! Og vi måtte da også få katten ud på landet på en gård, da vores dejlige hund døde.