Hej igen, Marianne.
Som du nok har læst dig frem til, er jeg også meget glad for gårdhunden. Selv om vi dog i starten ikke var særlig heldige, vi fik at vide, hos opdrætteren, at hun var vant til børn. Jo tak, så vant til dem, at hun var i panik bare hun hørte barnestemmer!! Der var to små drenge hvor vi købte Emma, og de har tilsyneladende fået lov til at behandle hende som de ville. Hun var også bange for voksne mennesker, samt hunde.
Vi har arbejdet meget med hende, gået mange, mange ture på gågaden (vi bor i en turistby) uden at folk fik lov til at røre hende, før hun selv gjorde tegn til, at det var i orden.
I dag er vi nået så langt, at nogle mennesker vil hun gerne "tale" med, andre absolut ikke. Og med fremmede hunde går det også nogenlunde, bortset fra med større, sorte hunde. Nu er hun 4½ år, og jeg tvivler på, at hun bliver meget bedre, men herhjemme er hun en dejlig, kærlig og meget legesyg hund, og hendes "fortid" har hun jo ikke selv valgt, så vi er MEGET glad for hende alligevel.
Hilsen Lillian