Indlæg: 12

Oprettet af | Oprettet: 18-03-2009, 10:46

Kærlighedserklæring fra mine hunde?

Jeg oplever dagligt at mine hunde viser mig tillid og kærlighed på flere forskellige måder, dels ved at de søger mit selskab og gerne vil være så tæt sammen med mig som muligt, men også på en meget intens måde.
Det mest udtalte er når de hver især kommer op i sofaen og vil putte hos mig, og da har de hver sin måde at vise hvad jeg tolker som kærlighed på: Luffe holder meget af at ligge med siden af sit hovede helt tæt til mit bryst

Skriv et svar til indlægget



18-03-2009, 12:06

Hej Trine,
Det du beskriver din hund gør er det en adfærd hun kun udviser overfor dig el. gør hun det også overfor andre?
Mine egne vil nemlig også gerne putte hos resten af familien (overfor gæster er det mest Mille som indynder sig)og ligge og sove hos dem, men den præcise adfærd jeg beskriver udviser de kun overfor mig.
Mvh
Gitte

18-03-2009, 13:14

Jamen, er det ikke bare vidunderligt?
Inden vores formiddags-gåtur er der noget i TV, som jeg liiiige skal se inden vi går, og når jeg sætter mig til rette med benene oppe og kaffekoppen i hånden, kommer Emma og hopper op på mine ben og lægger sig rigtig godt til rette og næsten stirrer mig ind i øjnene. Jeg har hende dog mistænket for, at hun prøver at give mig dårlig samvittighed, så vi kan komme tidligere afsted. Men hyggeligt et det!
Hilsen Lillian

18-03-2009, 13:17

Jo Lillian,
Det er vidunderligt, og sjovt at de udtrykker sig forskelligt. Jeg synes det er rigtig spændende når man bliver opmærksom på hvordan vores hunde hele tiden kommunikerer med os - jeg lærer noget af dem hele tiden :-);
Mvh
Gitte

18-03-2009, 13:30

Hej Gitte.
Det har du helt ret i, jo mere man lærer af sin hund, jo bedre bliver ens forhold også til den. Vi har tit talt om, hvor "talende" især med sine øjne, Emma er blevet, efter hun er blevet alenehund.
Hilsen Lillian

19-03-2009, 11:18

Nu er det godt nok ikke mig som har spurgt om hvorfor din hund mon slikker dig i næsen, det er vist Gitte :);

Men ja det er sjovt hvilken adfærd vores hunde har. Mine er også vidt forskellige, men en sjov ting med Oscar, den yngste er at han VIL have øjenkontakt, og hvis han ikke får det, så rejser han sig på bagbenene i sin fulde højde og forsøger at få kontakten den vej, og han kan dæleme balancere længe på den måde. Det bedste er naturligvis hvis han lige må gnide sin næse mod vores :)

19-03-2009, 12:24

Hej Ina,
Det at hundene bevidst tager og fastholder øjenkontakten er vel også et udtryk for udtalt tillid? De stoler så meget på os, at de tør det - det er da stort!
Mvh
Gitte

19-03-2009, 13:21

Et andet "speciale" Emma har:
Siden vi mistede vores søn lige inden jul, har Emma altid været med mig på hans gravsted, når jeg har stået der lidt og "snakket" med ham, sætter Emma sig helt op ad mine ben. Når vi går derfra holder hun øjenkontakt med mig i flere minutter efter.
Det skal siges at vores søn var et af Emmas "ynglingsmennesker" hun elskede ham overalt, sad på ham fra han kom ind ad døren til han gik igen, og hun fik lov til ALT af ham. Jeg har nok også i starten, sagt til hende: Skal vi op til Jens, og hun var straks på pletten. Det er jeg dog holdt op med, for ikke at skuffe hende, for han er der jo ikke.
Det skal lige siges, når min mand er der med hende går hun bare derfra stille og roligt.
Ja, hunde er forunderlige!
Hilsen Lillian

19-03-2009, 13:55

Det er rigtig spændende det du her fortæller Lillian. Jeg ved at der er folk som kan "tale" med dyr - kald det sjælesprog el. hvad du vil - måske er det det som sker, altså dit nærvær og sindstemning er så intens, at Emma straks er med på hvad der foregår med dig når I er ved din søns grav og hun støtter og "svarer" dig så godt hun kan. Det er ikke noget jeg selv har erfaring med, men spændende er det :-);
Mvh
Gitte

19-03-2009, 14:00

Hej Gitte.
Ja, Gitte, når vi går fra graven, føler jeg virkelig at Emma kan se helt ind i mig. Nogle gange kan det godt føles lidt, jeg ved ikke om jeg kan sige "uhyggeligt", for det er som om hun forstår, det som min familie til tider ikke helt forstår.
Hilsen Lillian

19-03-2009, 14:25

Det er sjovt det med "sproget" for min Charlie, har så meget sprog at han virkelig "snakker". Der er så mange nuancer i hans sprog og krops mimik når han giver utryk for sine meninger. Så sætter han sig tæt op af mig og så har vi en fortrolig "samtale", mens han piber, knurer, smasker, fløjter, høje lyde og lave lyde ind i mellem hinanden. Med Oscar er det mere gennem blikket hvor han fortæller en hel masse. Når vi går tur og er på vej hjem, så går han pænt lige klods op af mig mens han fanger mit blik, som om han ville sige tak for turen. :)

19-03-2009, 15:30

Hej Ina,
Jeg har også et rigtigt snakkehoved herhjemme - Mille - altså med lyde. Foruden at gø med forskellig intensitet, så piver, grynter, snøfter, og smasker hun også - og så kan hun altså også gø uden lyd! Ja det lyder mærkeligt, men kan bedst beskrives som at hun nærmest snapper noget luft på en meget bestemt måde, mens hun kigger fast på én. Ingen tvivl om at det er når der er noget hun er lidt småfornærmet over - hun er en meget bestemt dame til tider :-) Men jeg har oplevet det med flere Bichon Friséer - bl.a. var der en ude i agilityklubben som stod bundet ved hegnet og snakkede rigtig meget. Jeg lagde ikke mærke til det før der var en anden som ejede en helt anden race, der sagde at hun syntes hunden lavede mærkelige lyde - nå ja det gjorde den da vist også, men det var jeg jo så vant til fra min egen! Så måske "snakker" nogle racer mere end andre?
Mvh
Gitte

31-03-2009, 19:27

Hej Gitte,
Du har helt ret, det er utroligt hvordan ens hunde kommunikerer med én. Min Lila er meget kontaktsøgende og har det bedst ved at ligge i mit skød med snuden ned i revnen for at få varmen. Hun holder ligesom din ene hund øjenkontakt og det har jeg haft lidt svært ved at forstå. Min Malthe er mere frisk i det, og når han gerne vil hygge forsøger han at grave sig ind i mig -som om han tænker at jo tættere han kommer på, jo bedre.
Disse ting er kun mig de gør det på.

Og mht. snakkende racer havde jeg, før de to jeg har nu, en weimaraner som fra da han var helt lille "talte" med os. Han pev/hylede i forskellige "stavelser" som om han virkelig prøvede at fortælle os noget. Helt fantastisk.

Og jeg er også enig i at hunde ofte ved hvordan man har det rent sjæleligt. og hvis man er syg også. Hunde er fantastiske -specielt når man giver sig tid til at kommunikere med dem!
:)