Et andet "speciale" Emma har:
Siden vi mistede vores søn lige inden jul, har Emma altid været med mig på hans gravsted, når jeg har stået der lidt og "snakket" med ham, sætter Emma sig helt op ad mine ben. Når vi går derfra holder hun øjenkontakt med mig i flere minutter efter.
Det skal siges at vores søn var et af Emmas "ynglingsmennesker" hun elskede ham overalt, sad på ham fra han kom ind ad døren til han gik igen, og hun fik lov til ALT af ham. Jeg har nok også i starten, sagt til hende: Skal vi op til Jens, og hun var straks på pletten. Det er jeg dog holdt op med, for ikke at skuffe hende, for han er der jo ikke.
Det skal lige siges, når min mand er der med hende går hun bare derfra stille og roligt.
Ja, hunde er forunderlige!
Hilsen Lillian