Endelig et sted, at dele sine frustrationer om sin 11 måneder gamle hvalp!

Hej alle.

Nu må I lige bære over med mig, da det er min første dag herinde, men nu bliver jeg nødt til, at gøre afløb for et par ting jeg går rundt med i hverdagen.
Jeg har en 11 måneder gammel dværggravhund, Carla, som er kærlig, legesyg og utrolig velopdragen på mange punkter, undtagen ..

1. Selvom vi lærte hende fra HELT lille af, hvordan man er alene hjemme har hun siden da altid været hysterisk glad når vi så kom hjem. Man kan ikke styre hende når man kommer ind ad døren, hun hopper op, kradser på en, pivegør og sådan fortsætter det den første halve time efter man er trådt ind ad døren - er der nogle af jer der har oplevet lignende og har vendt det til en positiv ting, at komme hjem? :) Vi har selvfølgelig prøvet, at ignorere hende og gået fra hende igen.

2. Herhjemme er hun blevet rigtig dygtig til, at være renlig og det er kun når vi ikke hører hun står ved døren (hun siger ingenting når hun vil ud :() samt hvis hun skal tisse om natten og bare lister ud fra soveværelset og ind i stuen eller hvis hun har været alene hjemme og ikke kunne holde på dét - så er der uheld, men ellers er hun rigtig dygtig til, at sætte sig ved døren og kradse en enkelt gang på havedøren, hvorefter hun så bliver lukket ud. Når vi så til gengæld er hjemme hos min kærestes storesøster, som bor i lejlighed på Amager kan hun ikke finde ud af det overhovedet og når vi skal ned og tisse med hende på vejen, så kan hun overhovedet ikke koncentrere sig!! Det samme når vi er hjemme hos min mor "som endda bor her i provinsen", så render hun også og gør det alle vegne istedet for, at sige til mig, at hun skal lave noget!!!

3. Når vi er ude at gå tur har vi lært hende, at gå fri og "vente" og "stoppe" når vi er ude at gå tur. Jeg ved bare ikke hvad det er med hendes halsbånd og snor, for når jeg prøver og vil give hende det på, så kryber hun ned mod mig og halen mellem benene, men der er intet når vi så kommer udenfor. Så kører halen derud af og hun render lystigt rundt.

Puha .. det var lige et par af de "store" problemer vi går og døjer med i hverdagen og ville dele og høre jer om I eventuel havde nogle løsninger/kendskab til disse problemer.

På forhånd tak :o)

1.Når i kommer hjem så ignorer hunden ind til den er nogenlunde rolig, det plejer at hjælpe. Vend evt. ryggen til hende.

2. Luk dørene ind til soveværelset, eller sæt et børegitter for hvis der ingen dør er og sørg for at lufte hende hver 2-3. time når i er hjemme.

3. Hvis jeg var jer ville jeg skifte halsbånd ud med et sele, det er mere anatomisk korrekt. Især når man tænker op gravbassens lange ryg.


Men bortset fra det så er det jo "herligt" at være ejere af en teen-hund. Er selv den lykkelige ejer af en en teenage-hund på 9 måneder.

Hej med dig Josephine.
Ja GIPOTE er et dejligt forum.
Dit første problem med gensynsglæde har jeg også med min berner. Jeg ved hvor svært det er. Jeg tror det er vores egen skyld, da vi har vist dem begejstring efter de har været alene, mens de var hvalp. Så tror de at det er sådan hvar gang vi kommer hjem. Så der kan jeg ikke hjælpe dig.

Problem nr 2.
Urenlighed hos fremmede. Hun er en lille hvalp endnu, og når hun er i byen er hun på fremmed territorium, hvor mange hunde har markeret. Så derfor tror jeg hun er utryg og tør ikke tisse ude. Luft hende et sted hvor der ikke færdes andre hunde.

Problem nr 3.
God ide Anne, med en sele. Det er da værd at prøve.

Venlig hilsen Susanne

Tak for jeres dejlige svar :o) Det er dejligt at høre andres meninger med hensyn til ens dyrebareste væsen.
Hun har en sele, en k9 powersele som er købt specielt til hende og passer hende perfekt. Denne er hun nøjagtig ligeså utryg ved og kryber også når hun ser den, hvis jeg efter jeg har vist hende selen viser hende halsbåndet jubler hun af glæde og står klar! Så det er lidt tricky med den :);

Et andet problem jeg lige kom på er, at når vi er ude og gå tur og der kommer løse hunde hen til hende og vil hilse bliver hun simpelthen så bange. Hun kryber bag ved mig og tør ikke sige hej til dem og så piver hun hvis hun bliver for utryg. Synes virkelig det er respektløst af andre hundeejere, at bare lade deres løse hunde løbe mod min lille i snor - det er klart hun føler sig truet, men har I en løsning til, hvordan jeg kan tilvænne hende, at blive gode venner med "fremmede"? :O) Det er trist ikke, at kunne gå i hundeskoven m.m. med hende :o)

Jeg ville ikke tage hende med i en hundeskov så længe hun er så utryg. Jeg ville prøve at finde nogle hundevenner på hendes egen størrelse og alder, samt nogle søde og venlige ældre hunde. På den måde skulle hun gerne gravist vende sig til andre hunde.

Da min egen Asta var lille var hun også skrækkelig bange for andre hunde, men det hjalp efter hun fik nogle gode oplevelser, bla. med en lille chihuahua som var ca. 1/4 del hende egen størrelse *s*. Det er bare rigtig vigtigt at din hund ikke bliver presset eller føler hendes grænser bliver overskredet. Min oplevelse af gravhunde er at de er nogle små Emma Gad´er, som helst vil have at alt går ordeligt til og de tager det meget ille op hvis andre hunde ikke har ordenlige manere.