Den helt store forskel på DKK og DJR er jo at DJR IKKE har nogen avlsrestriktioner overhovedet.
At der så er nogle opdrættere i DJR, som alligevel røntgenfotograferer deres hvalpe er en anden sag.
Men det andet er at i DJR har du intet offentligt register med stamtavler og sundhedsresultater. DVS du har INGEN mulighed for at tjecke afstamningen længere tilbage, og hvad hjælper det at en avlshund er røntgenfotograferet og fri for HD, hvis forældrene og søskende har en tårnhøj forekomst af HD (og AA for den sags skyld).
Jeg har tidligere skrevet en del indlæg i nogle andre fora, hvor jeg har skrevet om sundhed og avl ifbm. labradoravlen.
Så i dovenskabens navn tillader jeg mig at kopiere mine tidligere debatindlæg ind her:
"Hvis du vil have mere specifik hjælp til at finde en hvalp vil det være en
stor fordel med lidt flere oplysninger.
Skal hunden være ren familiehund eller vil du også bruge den til udstilling,
markprøve eller andet.
Men under alle omstændigheder vil jeg anbefale dig en hvalp med DKK-stambog.
Simpelthen fordi du med en DKK-stambog har mulighed for at undersøge en hel
masse om hundens afstamning og det er supervigtigt for at få den største
chance for at få en sund og rask hund som lever op til dine forventninger.
Labradoren er jo generelt en sund race, men der er dog nogle sygdomme man
bør være opmærksom på, fordi de findes forholdsvis ofte og kan være
invaliderende for hunden.
Det omhandler bl.a. hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AA)
Her er det for første er det meget vigtigt at både opdrættere og
hvalpekøbere er opmærksomme på at det IKKE (og jeg ved godt at man ikke bør
skrive med store bogstaver, men det er altså vigtigt) er nok at
forældredyrene er fri for HD (og samme problematik omkring AA). Alt for
mange tror at blot forældrene er fri for HD (og AA) så er alting godt, men
sådan er det langt fra.
Et eksempel:
En hund har selv A-hofter og 7 kuldsøskende med A-hofter. Denne hund har
selvfølgelig alle muligheder for at være et godt avlsdyr og vil formodentlig
nedarve en lav frekvens af HD.
En hund har selv A-hofter og 7 kuldsøskende som alle har D-hofter. Tja, hvis
man kun ser på individet (altså A-hofterne) så er det jo godt nok, men for
mig at se er dette jo et elendigt avlsdyr som aldrig burde anvendes i avl.
Chancen for at den kan nedarve noget godt er for mig at se minimal.
En hund har selv A-hofter og 7 søskende som ikke er undersøgt. Er den et
godt avlsdyr?????? Ja, jeg ved det ikke og personligt ville jeg nødigt avle
på en sådan hund, fordi jeg synes avlen bliver alt for usikker.
Derfor synes jeg det er meget, meget vigtigt at man går ind og ser på halv-
og helsøskende, forældre, forældres halv- og helsøskende osv. og kun avler
på/vælger hvalp efter hunde hvor frekvensen af arvelige sygdomme er markant
lavere end racens gennemsnit og hvor så mange hunde som muligt er undersøgt.
Derudover bør man være opmærksom på de øjensygdomme som findes indenfor
racen, mest af alt PRA idet denne sygdom gør hundene blinde. Heldigvis
findes der i dag en gentest for denne sygdom og en stor del af opdrætterne
gentester deres hunde for PRA, sådan at man ikke risikerer at avle hunde med
PRA.
Og som nævnt så synes jeg du bør gøre op med dig selv hvad hunden skal
bruges til. Hvis du synes det kunne være sjovt at gå lidt på udstilling, vil
jeg anbefale dig at købe efter præmierede forældre, for det er nu engang
sjovest at gå på udstilling hvis hunden er rimelig pæn og chancen for at få
en racetypisk hund er jo altså størst hvis hundene i afstamningen også er
racetypiske.
Og husk endeligt at en DKK-stambog i sig selv ikke er nogen garanti for en
sund og rask og racetypisk hund, men at stambogen giver en helt unik
mulighed for at undersøge afstamningen på en hvalp og derigennem at finde ud
af hvad man kan forvente af en hvalp.
Undskyld mit lidt lange indlæg, men avl og ikke mindst sundhed i avlen er og
bliver altså hjerteblod, og så er det altså svært at begrænse sig"
Og her et andet indlæg, hvor der bliver spurgt om B-hofter er godt nok til avl eller det skal være A-hofter:
"Ja, jeg synes jo også at det er et uhyre interessant spørgsmål du rejser, omend ikke let at svare ja eller nej til.
Jeg synes jo at der bliver fokuseret alt, alt for meget på hundenes egenstatus og alt for lidt på afstamningen.
Et eksempel:
Et kuld hvalpe på 8 hvor de 7 har A-hofter og den sidste har C-hofter. Her synes jeg at hundene vil være super til avl (når vi nu kun ser på hofter). Selvfølgelig vil jeg helst bruge hundene med A-hofter, men jeg synes faktisk også at den hund med C-hofter er OK i avlen.
Et andet kuld med 8 hunde. Her har 7 hunde C-hofter og 1 hund har A-hofter. Her har INGEN af hundene efter min mening noget at gøre i avlen. Jeg er fuldstændig ligeglad med at den ene hund har A-hofter, den vil for mig stadig være et potentielt elendigt avlsdyr.
Og så har vi selvfølgelig det typiske kuld, hvor 1 hund er røntgenfotograferet og har A-hofter og resten ikke er undersøgt. Den hund vil typisk blive brugt i avlen, men ved vi overhovedet noget som helst om dens kvalitet??
Derfor er jeg principielt ret ligeglad med hundenes egenstatus, men derimod meget interesseret i afstamningen og i hvor mange hunde (halv- og hel-søskende, forældres halv- og hel-søskende osv.) som er undersøgt.
Når det er sagt, så mener jeg dog at labrador er så stor en race (antalsmæssigt) at vi sagtens kan stille krav til egenstatus også. Derfor er det sådan at mine egne krav til avlsdyr hedder A- eller B-hofter og 0 eller 1 på albuerne, men som sagt med den allerstørste fokus på afstamningen.
For der findes desværre rigtig mange hunde i Danmark med A-hofter og 0 på albuerne som efter min mening ikke burde anvendes i avl."
Jeg håber du kan bruge disse indlæg til lidt, og som du nok kan forstå så vil jeg jo bestemt anbefale en hund med DKK-stamtavle, hvor man har mulighed for at tjecke afstamningen grundigt inden køb. Jeg er selv vokset op med en lab med HD, og jo, det betyder en hel masse i praksis!
