Blande racer?

Hvorfor skal man blande racerne bevidst,da det jo har taget generationer at fremavle bestemte racer?Afkom arver 50% af forældrenes gener,og det kan så være de gode eller de dårlige de arver.Læg nu mærke til at jeg skrev bevidst,blande racer.Blander man en jagthund med en vagthund,får man så en hund der passer på hønsene?Nej,vel?Der er intet i vejen med gade kryds,men der kommer intet godt ud af at blande racer.http://www.freewebs.com/pitbullwizard/

Jamen alle de racer vi i dag priser til skyerne og er så stolte af er vel alle et eller andet sted resultatet af mere eller mindre bevidst blandingsavl? En Dobermann er resultatet af blanding af Schæfer, Rottweiler og tysk pincher, men heeelt tilbage i 1800-tallet, så det er jo OK nu, ikk!
Et af de nyeste eksempler kunne være Labradoodlen (Labrador Retriever/Puddel). Et menneske i Australien fik idéen at krydse disse to racer for at kunne få en egnet blindehund, der samtidig var allergivenlig. Den er så vidt jeg ved endnu ikke anerkendt, og der forestår stadig en del avlsarbejde før man får en ensartet standard. Den er en af de "designerhunde" som i USA og England har været særdeles udskældte, men lur mig om man ikke engang i fremtiden kan bryste sig af at være den stolte ejer af en FCI anerkendt Labradoodle. Det er vel også den eneste måde racerne kan udvikle sig på

Ganske rigtigt,men en race opstår ikke bare lige ved den første parring.Det tager årevis af målrettet avl,og aflivning af meget afkom før end man har en race.Disse mennesker som har skabt racer i tidernes morgen var hårde hunde,og ikke køkken avlere og kæledyrsejere.De fleste hunderacer var avlet til et bestemt formål,og det kan F.C.I vist ikke bryste sig med at deres hunde er mere.Da de allesammen er avlet på og efter udseende,og mange af dem ikke ville kunne bruges som arbejdshunde mere.Der er speciel registre for rigtige arbejdshunde,af alle racer til jagt osv.F.C.I optager nye hunderacer,og fornægter så alle de andre som var ophav til den race de optog.Eksempel Amstaff Pitbull.

F.C.I siger jo selv at internaterne er overfyldt med blandings racer som folk ikke kunne styre,og samtidig fyldt med muskelhunde.Det er jo ikke smart at blande en Chow Chow med en Labrador,da 50% af hunden ikke vil lystre og 50% af hunden vil løbe ud i skoven.Det eksempel så jeg hos en tidligere nabo,og han måtte gå af med hunden.

Helt enig i, at en race ikke opstår ved en enkelt parring, men at det er mangeårigt avslarbejde som resulterer i en særlig standard. Og at man skal være rigtig varsom med hvilke racer man blander er helt klart, nogle racer reagerer på hindanden som nitro og glycerin. Man skal være bevidst om hvad man gør og hvor man vil hen med resultatet, hvis man ønsker at udvikle en ny race, men det må være psykisk hårdt at være den som begynder, for man får sikkert mange hug fra andre opdrættere.

Man kan jo aldrig vide med blandingshunde...

Den kan jo arve enten gode eller dårlig egenskaber fra forældrene.

Blander man fx en beagle og en bordercollie kunne man, hvis det gik rigtigt godt, få en hund ligeså nuttet som en beagle og ligeså arbejdsivrig/lydig som collien. Omvendt kunne man også risikere at ende med en stædig problemhund, som kravler på væggene hvis den ikke helt stimuleres nok :S

Men giver Gitte ret i, at rigtigt mange af de moderne racer jo dybest set er lavet med at krydse forskellige eksisterende racer.
Der er vist endda også greyhound i Dobermann.

Og mange racer, der var på kanten af udryddelse, fx vores egen broholmer, er jo blevet genskabt ved hjælp fra andre racer.

Skulle jeg selv avle hunde en dag, skulle det være racehunde med stamtavle. Men mange gadekryds er også dejlige hunde. Det er dog en udbredt misforståelse, at gadekryds er fri for arvelige sygdomme ala HD osv... Det handler ikke om race, men om forældrenes gener :);

Brian: Nu skriver du at man i tidernes morgen avlede "hårde" arbejdshunde. Så føler jeg trang til at minde dig om, at både kineserne, aztecerne, egypterne og mange flere altså har haft små, nuttede selskabshunde siden tidernes morgen :);

Spændende debat.. Men også en omfattende én.

Enige med begge ovenstående,og man hved hvad man har men hved aldrig hvad man får.Jeg mente avlerne var hårde hunde,da det kræver en vis mentalitet at aflive afkom som man ikke kan bruge til noget,i et avlsprogram.Kender godt de små selskabs hunde som man opdrættede,og mange af dem var tempel hunde.Kender godt historien om Broholmer som vist var Christian D 4 yndlingshund,samt Louis Dobermann som var skatteopkræver og nattevagt.Det krævede engang et personligt stort mod at eje en Dobermann,da racen var ny.vh Brian.

Der er jo en kæmpe forskel på om man blander hunderacer for at fremavle en ny race(altså et decideret avls-project) eller om man bare syntes at det kunne da være sjovt at lave hvalpe med Fido og Trunte.

Jeg er egentlig ret enig med Brian her, da den selektive del af avlen(valget af de hunde som skal bruges i vidreavl og de hunde som skal aflives) kræver nogle mennesker af særlig støbning, for man er jo nød til at lade hundene vokse op og udvikle sig(med og uden skavanker), før man kan vælge hvilke individer der har de ønskede porpotioner, pels, udseende og egenskaber, samt er sunde nok til de kan bruges i avlen.
De tanker/den selektion ser man sjældent(for ikke at sige aldrig) hos folk der avler blandingshunde(uden at være del af et avls-projekt for en ny race).

Mvh. Rolf

Smuk kvinde sagde engang til Einstein at hun ville have et barn med ham,hvortil Einstein svarede:Hvad nu hvis barnet får mit udseende og din hjerne?Idag på tv set program hvor eksperter ryster på hovedet over disse nye designer dogs,som eksperterne sagde var til ligeså lidt nytte som de sten de sad på imens de blev interviewet.Mange af de gamle racers oprindelse skal man også lige tage med et gram salt,medmindre opdrætterene har bogført hvad der indgik af hunde for at fremavle racen.Det gjorde de iøvrigt sjældent,og meget er gætteri.Vh Brian.

Alle hunde er "blandings hunde" hvis ikke de er ulve... :)

blandings hunde betyder at de er afkom af mindst to forskellige slags(typer/racer), hvilket langt fra er tilfældet med mange af nutidens rene racehunde, så nej ALLE hunde er ikke blandings hunde, men derimod resultatet af selektiv avl og naturens evolution.

Eksempel på evolution og selektiv avl :
i tidernes morgen hvor mennesket tog ulven til sig og holdte dem som husdyr, begyndte de at ændre adfærd da der ikke længere var brug for deres oprindelige adfærd for at overleve, samtidigt begyndte mennesket at parre ulve med mest ønsket adfærd med hinanden, hvorved der opstod ulve med anderledes adfærd end hos deres vilde artsfæller, yderligere mere har nogle ønsket at avle på ulve med et bestemt udseende, hvilket har ført til anderledes udseende ulve end deres vilde artsfæller, igennem tiden har disse ulve udviklet sig til forskellige racer, som ikke i alle tilfælde er blevet blandet med andre typer/racer, derfor kan man ikke påstå at ALLE hunde er blandings hunde :o);
Men jeg vil bestemt ikke modstride at nogle racehunde er fremstået ved blandinger af forskellige racer/typer.

Mvh. Rolf

Jeg er helt enig. Bla. derfor skal jeg kun have hund fra DKK.. Men 'rundkørsler' er også fine, men man kan aldrig vide hvad der er iblandet.

Man kan jo aldrig vide med blandningshunde..........Nej, det kan man måske ikke men heller ikke med de som er med stamtavle, har set mange, mange ex. på også rene racer med stamtavle som kommer fra ikke seriøse opdretter, som blaser på temperament, sind osv og som
bare avler pga penge. Jeg mener at man skal lave et ordentligt grundarbejde med at vælge opdretter, besøge begge forældrer osv. Man skal bare ikke sige at man ikke ved hvad man får med en blandningshund for det ved man heller ikke med de rene racer.

I Thuledistriktet bruger man stadig at avle ulve med ind i racen - man sætter en løbsk tæve ud et sted, hvor man ser ulvespor i håb om en parring. Første kuld er dermed halvt ulv. De duer ikke som slædehunde, men næste krydsning er kloge, stærke dyr, der kan bruges foran slæden. Så i slædehunden fra Thuleområdet (officielt Avannersuaq) er der en hel del ulv. Jeg ved det, for jeg har selv boet der. En gang imellem havde jeg dog en mistanke om, at der var blandet skødehund ind i mine hunde...
Desværre gik meget tabt under den store hundesygeepidemi sidst i firserne, da næsten 2000 ud af 2500 hunde gik til og måtte erstattes af hunde fra vestgrønland, så jeg ved ikke, hvordan det ser ud i dag. Jeg boede der i starten af firserne.

Når man anskaffer sig en hund handler det om at sørge for at få den fra det rette sted (så man ved at hvalpen er blevet godt præget og socialiseret mm.), vide hvad man får (f.eks. tjekke racer omhyggeligt), sørge for at hundens egenskaber matcher til ens egne ønsker og muligheder (f.eks. mht. plads og erfaring), se begge forældre til hvalpen, se stedet hvor hvalpen er vokset op, se på den enkelte hvalps sundhed og temperament mm.
Er købet omhyggeligt planlagt og er hvalpens baggrund omhyggeligt undersøgt er meget vundet, men på trods af en omhyggelig undersøgelse af hvalpens baggrund kan man aldrig vide sig 100 % sikker mht. hvalpens temperament. Det kan man ikke hverken med en blandingshund eller en racehund. Selvom hunden har en nok så fin og lang stamtavle, kan det sagtens ske at netop dette individ ikke har arvet alle racens egenskaber, eller at den har arvet nogle af racens

I dag er det faktisk kun de "rigtige" pekingesere som er så ekstreme, som du beskriver. Med rigtige, mener jeg udstillings- og avlshunde. Når der står i standarden, at øjnene skal være store og runde, så "skal de dæleme være mægtig store og runde! Når næsen skal være flad betyder det, at næseborene skal sidde oppe midt i panden på hunden.
Sådan avler de fleste heldigvis ikke i dag. Vores pekingeser har runde øjne, men ikke enormt store, og han har bestemt ikke vejrtrækningsproblemer. Her i sommer har han ofte løbet vores gårdhund træt, og bagefter bare siddet og ventet på, at hun ville lege mere.... og deres temperament er også helt anderledes end i "gamle dage", hvor de godt kunne være temmelig stride. Dem jeg kender i dag, er blide, venlige hunde. Selvfølgelig kan man, som ejer, selv medvirke til, at de bliver aggressive, men med hvilken hund kan man ikke det.
Så jeg giver dig helt ret i, at en pekingeser vinder ved nærmere bekendtskab.