Det er et ældre indlæg; men et bestående problem for mange, at hunden ikke kommer, når der kaldes. Jeg vil derfor lige gøre en bemærkning om det.
Den svenske hundepsykolog (og schæfer opdrætter) Fredrik Steen kan finde på at spørge: "Har du imponeret din hund i dag?". Han spørger f.eks. også "Synes din hund, at du er kedelig?"
Pointen i disse - lidt mærkelige - spørgsmål er, at vi jævnligt bør spørge os selv, om vi er interessante i hundens øjne. Sker der noget interessant, når vi går tur med hunden? Er vi spændende?
Du skriver, at I prøver at gøre jer så spændende, som I kan. Men er det kun, når hunden skal komme? Det er nok vigtigt at være spændende, sådan generelt og hele tiden i hundens øjne for at det hjælper.
Hvis vi er lige så interessante i hundens øjne som andre hunde, så kommer den selvfølgelig, når vi kalder.
Derfor tror jeg på, at man også med stor virkning kan ændre på den måde, man går tur med hunden på.
Når jeg går tur med min schæfer, så begynder jeg ind imellem at løbe, jeg går den modsatte vej omkring vejskilte i forhold til hunden, jeg skifter pludselig retning eller tempo, jeg trækker ham pludselig i halen og så leger vi,jeg finder en pind og så kaster vi lidt op i luften med den i to minutter, og så stopper vi, og så går vi uden at snuse (en hund er singletasker), så snuses der, så finder vi noget at springe over, springe op af, løbe ned af, alt muligt mærkeligt (folk tror formentlig, jeg er åndsvag). Men det gør, at jeg er interessant i hundens øjne, og det hjælper, når han løber fri, og jeg skal kalde ham til mig.
Det har også betydet, at jeg har meget mere opmærksomhed fra ham, når vi går i snor. Han kikker på mig jævnligt, sker der noget spændende? En tidligere alt for voldsom fokus på andre mennesker og dyr er næsten væk nu.
Det er bare et forslag og tanke, som jeg tror, det kan betale sig at tænke over. Det bliver sjældent nævnt, idet man fokuserer meget på træning, når der er disse problemer.
Held og lykke, håber at det er/bliver bedre. Det er synd for alle, hvis en hund altid skal føres i snor.