Der er godt nok allerede et emne omkring dette, men jeg synes ik helt, at det er samme situation alligevel.
Når jeg lufter vores hund (Vax), kan jeg nogle gange ikke kalde ham til mig igen. Nu er det ikke farligt, da det er på en stor mark hvor der ik er nogen, men det er kun når JEG kalder på ham, at han ikke altid gider komme. Han kigger højst hen på mig, og snuser så videre, mens halen glad logrer fra side til side. Hvis det er min kæreste, kommer han med det samme.
Har det noget med stemmens toneleje at gøre? For prøver at sænke stemmen, og efterhånden som jeg har kaldt og kaldt, kommer det også helt af sig selv, da jeg bliver ret irriteret. Hvis jeg er heldig kommer han når jeg begynder at gå hjem igen, men andre gange er jeg nødt til at gå tilbage og kalde videre.
Jeg har forsøgt med godbidder, men det virker heller ik altid. Og da det er en lidt ældre hund, ka han jo nok heller ikke se på lang afstand at jeg har noget i hånden, som han egentlig gerne vil ha!?
Og hvad er bedst: At være glad når han endelig kommer, eller at være sur/skuffet? Er jeg glad, roser jeg ham jo fordi han kommer, men det er jo nogle gange 15 min. for sent, men er jeg sur på ham, kan det vel medvirke til at han SLET ikke gider komme næste gang jeg kalder, fordi han ved at han ik får andet ud af det end skæld ud. Mit bud vil være at rose ham, selvom det er svært, når man lige har brugt 10-15 min. på at kalde og kalde til ingen verdens nytte.