Indlæg: 3

Oprettet af | Oprettet: 13-08-2008, 21:35

Parring/dominans

Hej

Pelle, der efterhånden er blevet 7½ måned springer på stort set alle hunde, der står stille, og han kan blive helt bims af det. Når vi er ude og lege med de andre, kan jeg slet ikke få kontakt til ham, hvis han har udset sig "et offer", så hænger han bare på. I starten tillagde jeg det bare hvalpedominans, men det kan jeg vel snart ikke mere? Det er begyndt at blive ret belastende og lidt pinligt. Han leger rigtig fint med alle hundene, men hvis de så lige skal have sig en pause eller er optaget af noget andet, så sidder han fast på ryggen af dem.
Han gør det aldrig på mennesker, som jeg ellers har oplevet andre hunde gøre, men de få gange han har lagt an til det, har jeg grebet ind med det samme.

Forleden mødte han for første gang en tæve i løbetid, og han blev jo helt elektrisk og peb og kæmpede mod snoren. Det er en hund vi kender. Ejeren sagde, at nogle hanhunde kan gå rundt i ugevis og være helt forstyrrede, når de har mødt en tæve i løbetid, så jeg blev meget lettet, da han blev helt normal igen, så snart hun var ude af syne.

Hvad kan jeg gøre? Skal jeg gøre noget?

Vh. Maria

Skriv et svar til indlægget



14-08-2008, 12:46

Uden at være ekspert på området (så ret mig endelig, hvis jeg tager fejl) er det så ikke "bare" fordi han er blevet kønsmoden? Så raser teenage-hormonerne jo rundt i kroppen på ham.

Tyson havde det også med at hoppe på alt og alle på fire ben og"humpe" dem, før han blev kastreret. Det var lidt irriterende, særligt fordi han helt kunne glemme at lege og hygge sig med hundene, men hellere bare ville springe på dem. Det lykkedes nogle gange at få ham nogenlunde fra det med kommandoen "ned" (evt. med lidt hjælp fra mig ved at hive i selen :-)) og så rose ham, når han gik ned. Men det holdt sjældent længe, og var der tale om en velduftende hunhund, var det det eneste, han var fokuseret på.

Han blev også meget påvirket af de løbske tæver, og han var en af de hunde, der stressede over dem i lang tid efter, at de var væk. Derfor valgte jeg at få ham kastreret. Hvis Pelle ikke er påvirket af dem, efter at de er ude af syne, er det nok et meget godt tegn.

Men igen, jeg skal ikke gøre mig klog, og der er sikkert nogle (fx Isabella :-)), der kan svare bedre på spørgsmålet.

18-08-2008, 09:52

Hej Maria

Sonja har fuldstændig ret i at det intet har med dominans at gøre, men kommer i takt med hans kønsmodning.

Du siger selv at du har grebet ind med det samme når han har prøvet at hoppe på mennesker, og at dette ikke er noget problem.

Jeg kan udfra dette forstå at du ikke har været ligeså konsekvent i forhold til hunde :-);

Han har allerede fået en masse erfaringer med at det "giver pote" at hoppe på en anden hund. Selvom han ikke får parret den, får han alligevel lov til at gøre som han har lyst til.
Som nævnt flere gange før, gør hunde hvad der betaler sig!

Hvis du vil have nogen som helst mulighed for at mindske problemet, skal du, HVER GANG han hopper på en anden hund, gå ind foran og stoppe det. Du skal helst ikke hive ham væk, men mas dig selv ind imellem ham og den anden hund mens du bruger bagsiden af din hånd mod hans bryst til at få ham væk.
Tag evt. fat i selen så han ikke bare smutter udenom dig og hopper på igen.

Først når han er rolig slipper du ham.

Det er også en mulighed at give en kemisk kastration, hvis du vil se hvordan en evt. kastration vil virke.
Denne gives af dyrlægen og holder i ca. 3 til 5 måneder.

Det kan være en meget svær kamp at få en potent ung hanhund til at "glemme" sine drifter, men hvis du er 100 % konsekvent i at stoppe ham, er der en mulighed for at det lykkes.

Mange venlige hilsener og god arbejdslyst fra Isabella Andersen

02-11-2008, 18:28

Hej.
Jeg har en cocker spaniel tæve på 6 mdr. som også er begyndt at 'parre' - ikke så meget mig, men min niece på 10 år blev hun ved med at 'hoppe på' - jeg synes det er mærkeligt, da hun er hunhund, men kan det have noget at gøre med dominans, siden hun ikke gør det så meget ved mig ? - nogen der har samme erfaring ? og hvad har i gjort ved det ? Jeg siger selvfølgelig 'nej' og trækker hunden væk, men hvad ellers kan jeg gøre ?
Hilsen Kirsten.