Det er endnu en trist historie om hund og barn, der er gået helt fejl af hinanden.
Jeg er selv vokset op med både schæfer og pudelhunde. Begge racer er skønne hunde, men hver race kræver sit. Det vigtigste arbejde man kan gøre, er at kende racen helt til bunds, inden man anskaffer sig en hund, stor, lille, " brugshund " eller ej. Absolut første forudsætning for et godt liv for hund og famlie er den rigtige race, af de rigtige sunde forældre fra en god opvækst, til den rigtige familie.
Nu kender vi jo ikke alle sider af sagen. Men ihvertfald har jeg som barn altid haft faste regler for, hvordan man opfører sig sammen med hunde, og jeg var ALDRIG alene med hundene før jeg var tæt på de 10 år.
Man går aldrig hen til en hund der ligger i sit " helle ".
Man tager aldrig tyggeben eller legetøj der ligger tæt på hunden.
Man tager aldrig mad eller lign. ud af munden på hunden.
Man lader hunden gå, når den trækker sig, man følger aldrig efter.
Som barn leger man ikke vilde lege, der handler om styrke og hurtighed med hunden, det være sig tov trækkeri, fang mig osv..
Børn har intet at gøre ved hundens mad eller hos en bundet eller indhegnet hund.
De regler sad simpelthen på ryggraden af mig, og min bror og jeg har 7-9-13 aldrig været i farlige situationer. Min bror arbejder i dag med schæfer hunde på meget højt plan, og avler hvalpe til bla. politiet.
Den dag i dag bliver mine egne børn " udsat" for nøjagtig samme regler. Jeg er ikke nervøs på nogen måde, men jeg er opmærksom på situationen, når mine børn er sammen med hunde.
Selv den mest godmodige hund har grænser, og på et tidspunkt vil den reagere, hvis ingen respekterer disse grænser. Som med alt andet er det forældrenes ansvar, at børnene får hjælp til at holde sig indenfor hundens grænser og ikke mindst lærer at forstå, at hunden har lov at gå. Det er næsten den vigtigste regel, da hunde som oftest i første omgang forsøger at komme ud af situationer med eksempelvis voldsomme børn ved at gå deres vej. Jeg får simpelthen myrekryb, når jeg ser børn jagte hunden rundt i huset, og jeg kan ikke holde mund med det. Det er simpelthen mangel på forståelse for, at hunden er et levende væsen med andre insitinkter end vores, det er IKKE børnenes " levende bamse ".
Hvordan man kan undgå disse ulykkelige situationer ved jeg ikke.
Et godt sted ville være mere oplysning omkring disse før- hunde kurser bla. dkk afholder. Et andet tiltag kunne være, at de seriøse opdrættre havde dette punkt med ind i samtalerne med potentielle købere af hvalpene. Jeg så gerne en voldsom udviddelse af både " før - hund " kurserne og ikke mindst barn og hund kurserne som mange tilbyder.
De to ting tilsammen burde give både børn og ikke mindst deres forældre mere viden om det at have hund, og det er der tydeligtvis brug for.
Trist er det ihvertfald.