Min hund aflivet efter akut leversvigt

Skriv til Skriv til dyrlægen v/Jan Birch


Beskrivelse

Kære dyrlæge
Vores old English bulldog-tæve, Kayla, blev aflivet for tre dage siden hos den nærmeste dyrlæge pga leversvigt. Hun blev 5 år og 9 måneder og vi adopterede hende som to-årig. Hun havde skrantet 5-6 dage med opkast og appetitløshed og træthed. Hun led af slidgigt og allergi som gav øreproblemer og har været en del igennem. Hun var også korsbåndsopereret og havde fået smertestillende, previcox blandt andet. Men hendes allergi var i bedring, hun var de sidste måneder blevet rund og stærk og meget blank i pelsen, formodentlig pga glucosamin og grønlæbet musling o.m.a. Vi gav hende en overgang også CBD-olie. Hun fik i en kortere periode (3-4 uger) Panodil, to gange en halv tablet om dagen, fordi jeg havde læst en artikel fra Aalborg dyrehospital, at det virkede godt smertedækkende til netop gigt og ikke var giftigt i de doser. Hun vejede på det tidspunkt 27 kg.

Det bliver langt fordi jeg virkelig har det meget meget dårligt med at hun pludselig blev så syg. Jeg troede, at det var mavekatar, for hun var stadig glad og ville også gerne ud i snuse og logrede som altid med halen, bare vi sagde hendes navn. Men på sjette-dagen blev jeg bekymret, fordi hun kastede alt op, også godbidder. Jeg tog hende til en dyrlæge, vi ikke plejer at bruge, fordi det skulle være nu og her og i nærheden. Da jeg kørte hende derop i min cykelvogn, kunne jeg godt se, at hun virkede gul på gummerne, det havde hun ikke været dagen før. Undervejs nåede hun at springe ud af vognen efter en kat, og hun var meget livlig i venteværelset, nysgerrig som hun plejer. Jeg kan stadig ikke få det til at hænge sammen med et levertal, der var så højt, at de ikke kunne måle det, men sådan er det. Alle andre tal var normale. Hun havde ikke feber.

Dyrlægen anbefalede øjeblikkelig aflivning, fordi hun også havde gigt og det med ørerne. Hun mente, at selvom leveren måske kunne behandles, ville det blive for meget for Kayla. med alle de diagnoser Jeg synes, at det gik alt for hurtigt. Jeg fik valget mellem at indlægge hende øjeblikkeligt uden garanti for noget eller aflivning.

Jeg spurgte om det leversvigtet kunne skyldes panodilerne, men det sagde hun, at det gjorde det ikke i de doser og i den korte periode. Men jeg er langt fra overbevist og tror, at hun egentlig bare skåner mig. Det har jeg ikke brug for. Jeg vil vide det, så jeg kan bearbejde alle de spørgsmål, der kører rundt. Det er en stor sorg, vi savner hende så meget. Jeg har svært ved at fungere i de her dage og håber, at det bliver bedre. Men jeg er kommet meget i tvivl om, hvorvidt hun kunne være reddet. Med den livskraft hun havde og den store glæde ved livets små ting, hun var så glad for det liv, hun fik efter at hun kom til os. Og hvis jeg havde konsulteret dyrelægen allerede i begyndelsen af opkastningerne. Hun drak stadig og ikke mere end hun plejer og vi gik stadig ture.

Jeg ved godt, at det ikke nytter noget med alle de her spørgsmål. Men jeg vil gerne være sikker på, at jeg har alle informationer, så jeg kan håndtere det her på en eller anden måde. Det fylder det hele lige nu.

Tak fordi du læser dette.

Mange hilsner
Karina L. C.

21-09-2020

Svar

Spørgsmål ikke besvaret endnu