Indlæg: 12

Oprettet af | Oprettet: 29-12-2016, 16:56

Hund gør af andre hunde

Hunden: Indra, 1 år og 4 måneder, spids blanding fra Bosnien. Kom til Danmark som 3-3½ måneders, blev købt af mig som 5 måneders. Var på ingen måde socialiseret hverken blandt hunde eller mennesker, og reagerer derfor på fremmede mennesker og hunde. Jeg har haft forskellige hunde adfærdskonsulenter ude.

Når Indra ser en hund, som kommer gående i mod os, er hendes kropssprog: Ørene er høje og peger fremad, hun bøjer sig let ned, så hun ligner et dyr på rov, hun går langsommere, som om hun sniger sig ind på et bytte. Hun stirrer på den anden hund - Alt det fortæller personligt mig, at hun er.. Ja, ved ikke om aggressiv er det rigtige ord, men jeg har fået af vide, at hun er usikker, men for mig virker det kropssprog ikke særlig usikkert - eller? Hvad siger i?

Oftest, når hun så får lov til at møde den anden hund, så er der ikke noget. Medmindre det er en stor hund, så gør hun, og der er jeg ikke i tvivl om, at det er usikkerhed. Men møder med små hunde er normalt fine. Medmindre hun kun får 30 sekunder til 1-2 min til at se den anden hund an. Hvis den anden hund går, eller jeg trækker Indra væk og begynder at gå, så springer hun ud mod den anden hund og gør. Det skal lige siges, at det kun er ved hunde, hun aldrig har hilst på før. Har hun hilst på hunden før, er der intet, når vi går hver sin vej. Men med nye hunde går det ikke at lade hende stikke snuden hen til den anden i 1 min og så gå. Så gør hun.

Når vi går forbi andre hunde, så gør hun, springer ud mod dem.
Hun gør det samme, når fremmede vil snakke med hende - og der er det uden tvivl ren usikkerhed. Hun råber nærmest "Tag afstand, jeg stoler ikke på dig!!" - men er det det samme med hundene? Hendes kropssprog siger bare noget helt andet, når vi nærmer os hunde, end ved mennesker. Ved mennesker kan man virkelig se, at hun er bange for, om mennesket kan finde på noget. Hun er nysgerrig, vil gerne snuse, men de fleste folk har det med at række ud efter hende eller stirre på hende - Og det trigger Indra og så starter gøen og springen ud mod folk.

Jeg er lidt forvirret over hendes kropssprog, når vi nærmer os en anden hund?
Hvis vi går bag en anden hund, med afstand selvfølgelig, så hiver hun, kan pibe lidt, smågø og ja, kan bare ikke fokusere på andet end hunden der går 30 meter væk fra os.

Nogle ideer?
Adfærdskonsulenterne siger, at hendes gøen og udspring mod hunde er usikkerhed. Det virker også sådan - men hvorfor dette "jagt" kropssprog inden mødet med andre hunde?

Skriv et svar til indlægget



30-12-2016, 09:56

Hunden: Indra, 1 år og 4 måneder, spids blanding fra Bosnien. Kom til Danmark som 3-3½ måneders, blev købt af mig som 5 måneders. Var på ingen måde socialiseret hverken blandt hunde eller mennesker, og reagerer derfor på fremmede mennesker og hunde. Jeg har haft forskellige hunde adfærdskonsulenter ude.

Jeg synes selv du giver svaret, i dette første afsnit af dit indlæg.
Når din hund møder mennesker skal de lade være med at række ud efter din hund. Og slet ikke stirre på den. Begge dele gør den endnu mere usikker.
Det gælder også mennesker der kommer i dit hjem.
De skal ikke kigge på den, men vende siden eller ryggen til den, ignorere den, og lade hunden komme til dem frivilligt. Lade den snuse til dem. Hvis den ikke gider dem, så skal de lade hunden være.
Bevar selv roen, træk aldrig din hund til dig, når i møder andre hunde på gåturene. Få i stedet god kontakt til den, med en lys stemme og godbidder, allerede når du ser en anden hund på afstand.

30-12-2016, 13:36

Hehe Åse, det var slet ikke det, der var mit spørgsmål ;)
Det var hendes adfærd overfor hunde, især når hun sniger sig ind på dem. Det med menneskerne ved jeg udemærket godt :) Men mange tak.

30-12-2016, 13:38

Hov, det er først nu, jeg kan se resten af din besked. Jeg havde kun fået det med omkring menneskerne, og ikke det sidste du skrev om hunde på afstand.

Men det med ikke at trække hende til sig, den kan godt være lidt svær, da man nogle gange er så tæt på den anden hund, så for at hun ikke skal fare hen til den, så er jeg nød til at have kort snor. Hvad ville du gøre der? Ellers bruger jeg meget min stemme og godbidder, og så er hun hurtigt ude af det.

Men det undrer mig stadig med hendes kropssprog overfor hunde på afstand.

30-12-2016, 15:06

Indra er nu 1.år 4.mdr. En voksen Tæve, jeg er bange for opgaven at normalisere hende, til at blive en almindelig velfungerende tryg hund er så svær, at de fleste ville opgive det. Og acceptere hende som hun nu er.
Hun er jo ikke født hos en god ansvarsfuld opdrætter, som burde have givet hende 8 uger i tryghed, leg og socialisering i familien. Måske har hvalpenes mor heller ikke fået lov til at opdrage og lege med dem i alle i mindst 8 uger.
Måske havde hverken faren eller moren temperament, helbred eller adfærd som egnede avlshunde bør have.
Ingra har boet hos opdrætteren indtil hun var 14 uger gammel, kommet til Danmark, og her midlertidig anbragt. Videresolgt til dig 5 mdr. gammel. Først da er hun startet på socialisering, læring, og tilvænning til livet som familiehund.
Hun har derfor haft alle odds imod sig.

Senest når hvalpene er 10 uger skal de ud og vænnes til, - ved det "moderlærte" "hundesprog", - at begå sig blandt andre hunde og mennesker. Socialisering i 10-12 ugers alderen er meget vigtig.
Derfor lader opdrætteren i Danmark også ofte hvalpene vaccinere og sundhedstjekke allerede 8 uger gamle, når de forlader "fødehjemmet".

Det er derfor ikke så mærkeligt, Ingra udviklede sig som du beskriver, og ikke ved hvordan hun skal "opføre" sig ved mødet med fremmede hunde.
Hendes kropsprog er tegn på usikkerhed, og jo kortere snor du giver hende, eller når du føler det er nødvendigt, trækker i hende, for at hun ikke skal fare på den fremmede hund, jo mere usikker bliver hun. Hun har jo ingen mulighed for at flygte, hvis den anden hund, skulle reagere ved at overfalde hende.
Jeg ved det er svært, men netop før i kommer tæt på den fremmede hund, er det vigtigt du får og bevarer kontakten til din hund, så hun kun fokuserer på dig, indtil i igen er kommet på afstand af den fremmede hund.
Du kan også når Indra begynder at gø, pive, og du har kontakt med hende, samtidig gå den anden vej. Det har jeg hørt nogle hundeejere har gjort.

30-12-2016, 16:41

Ja, jeg ved godt, det er en kæmpe opgave at gøre en hund, som har været igennem en masse træls og ikke har lært alt det nødvendige de første måneder af dens liv, til at gøre hende bare nogenlunde social blandt hunde og mennesker. Men hun er virkelig kommet langt, så vi giver ikke op. Hun er sådan en dejlig hund, og jeg vil bare gerne have, at hun føler sig tryg. Jeg har fra starten af sagt, at hun behøver ikke elske alt og alle - bare hun kan lære at acceptere, at der er folk og hunde rundt omkring.

Det skal lige siges, at jeg ikke vidste, at Indra var fra Bosnien og havde været igennem en masse, da jeg købte hende.. Sælger snød mig og min familie GROFT. Havde jeg vidst, at hun var, som hun var (Manglende socialisering og sådan), så havde jeg ikke taget hende, da det er en kæmpe opgave for enhver, og jeg havde nok bare tænkt, at jeg skulle have en "almindelig" hvalp eller unghund, som jeg skal kunne præge.

Men nok om det...

Så hvis vi ser en hund komme imod os, så skal jeg ikke stramme snoren? Syntes bare den er svær, fordi jeg har hende tit i længere snor eller flexi line, da hun elsker at løbe rundt, og jeg korter altid snoren, når vi går forbi mennesker, eller der kommer hunde imod os, så hun ikke styrter over til nogen. Jeg er ikke sikker på, at jeg blot med kontakt til hende og stadig løs snor, kan styre at hun ikke løber over mod den anden hund.

Tusind tak for rådene.

30-12-2016, 18:05

Okay du har hende i Flex line eller lang snor på lufteturene. Så skal du selvfølgelig afkorte linen, længe før i møder og går forbi andre mennesker og hunde. Men gør det roligt uden at trække i den, med få ord, en lys og glad kommando, + vis godbid.
Øv dette "indkald" mange gange, også når der ikke er en fremmed hund på vej.

Du er blevet snydt, ved ikke at få korrekte oplysninger om Indra.
Lad din oplevelse, så være en advarsel til andre hvalpekøbere, af udenlandske hunde, og uansvarlige danske opdrættere.

Besøg altid hvalpekuldet og moren til hvalpene hos opdrætter, besøg helst flere opdrættere, før man beslutter sig for at købe en hvalp. Vælg en hvalp, hos den opdrætter man på alle måder føler sig mest tryg ved.

Indra kan være glad for, hun er købt af dig, mange havde, som jeg skrev givet op, overfor de svære problemer Indra har. Solgt hende videre til en uvist skæbne eller ladet hende aflive.
Jeg ønsker dig held og lykke med Indra, og fortsat stor tålmodighed, du allerede har vist overfor hende.

30-12-2016, 18:11

Når og hvis i når så langt, at hun viser tryghed ved at hilse på en anden hund, så lad det kun ske overfor en hanhund, aldrig en tæve.
2 hunde af samme køn, ender ofte deres "hilsen og leg" ved at komme op at slås, hvilket ikke sker, i hvert fald meget sjældent sker, mellem 2 hunde af modsat køn.

02-01-2017, 17:44

Tusind tak igen Aase, jeg sætter pris på dine tanker og gode råd.
Jeg vil øve det, som du har foreslået. Jeg er faktisk allerede godt i gang med at få god kontakt til hende, når vi ser en anden hund, og så holder jeg den ved at snakke til hende, evt give hende godbid for god kontakt, og så siger hun intet. Har et par enkelte gange bare gået forbi uden at sige noget, men bare forblive helt afslappet. Så gøer hun lidt, men er hurtigere over det, end hvis jeg trækker i snoren, eller kommer med ord som "Nej Indra, shhh"

Jeg kan helt klart også se, at Indra har det meget bedre med hanhunde frem for hunhunde. Der, som du siger, kommer de nemmere op og toppes. Indra har en del hanhunde venner, som hun er meget glad for.

Jeg er helt klart blevet snydt og har lært min lektie. Jeg kan bare være glad for, at Indra har sit temperament med sig, og er en skide god hund for mig. At hun så ikke er glad for andre hunde og mennesker, det er selvfølgelig træls, men bare det at vi er tætte, og at hun er glade for de mennnesker omkring mig, det gør meget. Og jeg kan også tænke, at jeg har redet hende fra en grim skæbne. Jeg tror alligevel, at hun har det bedre ved mig, end hun ville have ved nogen anden. Fordi jeg gør alt hvad jeg kan, for at forstå hende og hjælpe hende i den rigtige retning.

Godt nytår :)

05-01-2017, 10:55

Du har helt klart med din gode vilje og tålmodighed, reddet Indra for en kort levetid, og ond skæbne.
Jeg ønsker jer begge et hundegodt og mange års oplevelsesrigt samliv.

06-01-2017, 19:03

Det er jeg glad for Aase, tusind tak :)

07-01-2017, 12:56

Hvis du har hørt om BAT (behavior adjustment training) kunne dette måske være en god måde at hjælpe Indra på. Det er en meget nensom, men også langsommelig metode. Den er dog effektiv når den bliver udført korrekt.

Du lyder som en rigtig god hundeejer og egnet til at gøre det der skal til for at hjælpe Indra, derfor forslaget.

Den kræver meget stor viden om hundekropssprog og det er derfor ofte nødvendigt at have hjælp de første gange fra en adfærdsterapeut, så I kommer godt fra start, men derefter kan I selv foretage træningen.

Bare et forslag. Held og lykke med projektet og heldige Indra:)

08-01-2017, 15:08

Hej Tina, tak for forslaget, jeg har faktisk selv været ved at undersøge en masse om BAT de sidste dage :D Jeg skrev dog et indlæg på hundegalleri, hvori jeg spurgte om nogle ting til BAT - Der fik jeg hårdt af vide, at det kunne man ikke bare starte som en uerfaren person, og det var jeg hvert fald ikke ditten og datten.. - Og jeg ville bare gerne blive bedre til at forstå BAT :/

Jeg har dog så sent som i dag fundet en metode, der virker ret godt på Indra - Når hun ser en hund, så snakker jeg med hende, en hel hel masse med en blid og opmuntrende stemme. Jeg roser hende og giver godbid, når fokus forbliver på mig og ikke den anden hund, og det er faktisk lykkedes os at gå forbi mange hunde i dag, med ingen eller meget lidt gøen. Den eneste som hun gøede af, var en hund som nedstirrede hende på afstand, og det triggede hende, men hun var nem at få videre igen.

Tak for forslaget, jeg bliver nok ved med at læse om BAT, da jeg godt kan lide metoden (: