Min søns kæreste er ikke et "hundemenneske"

Vores søn på 24 år har fundet en sød kæreste. De flyttede sammen i lejlighed i sommer. Hun passer på mange måder til vores familie men... hun er ikke glad for vores hunde.
Vi har 3 store hunde som hele familien elsker. Når vores børn kommer hjem er de vilde af begejstring og vil så gerne hygge sammen med os alle.Og så er det jo sådan med hunde at de indimellem fælder og så er der jo hår overalt også nogen gange på bordet. Og så bliver det pinligt da hun så sidder der og næsten ikke kan spise fordi der måske er et hår i koppen.
Det er okay for mig at hun ikke elsker dem, hundene altså. Men da de er så stor en del af vores familie er det efterhånden sværet at hygge sig når hun kommer. Vi lukker dem ud når vi spiser så hun ikke har dem under bordet, og ikke kan spise for det.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme videre herfra. Jeg frygter at hvis de bliver sammen og får børn så får jeg ikke en chance for at komme tæt på p.g.a hundene.
Jeg har altid forståelse for at ikke alle folk kan lide hunde når jeg er i det ofentelige rum men hjemme hos os er hunden nu engang en del af familien. også selv om der en gang imellem er hår i maden.
Jeg overvejer at snakke med hende om det og sige det er okay at hun ikke kan lide dem men det løser jo ikke hendes uvilje mod dem og hundehår.
I søndags da de skulle komme havde jeg gjort grundigt rent og passet meget på med maden men så havde der sneget sig et lille hår op på dugen og så blev det svært at spise igen.
Jeg ved at vores søn engang gerne vil have en hund men det bliver jo svært tror jeg.
Er der nogen der kender til problemet og hvad kan jeg gør efor at hun kommer til at respekterer dem og deres hår.
/Susanne

Hej Susanne
Jeg kan godt forstå din frustration og min første tanke da jeg læste det var, hvad tænker og siger din søn til sin kærestes opførsel. Jeg mener nemlig at det er en "opførsel" ikke at kunne spise fordi der er et hår på bordet. Det er pjattet og nærmest hysterisk. Mine svigerforældre bor på landet og da jeg startede med at komme der for over 20 år siden var det et aktivt landbrug - der lugtede meget og som byboer var det også indimellem heftigt. Men jeg har aldrig gjort det til et problem - tværtimod, så var det et helt andet og spændende liv der mødte mig.
Jeg synes du skal snakke med din søn om det. Han har også bemærket det hele (også at du har gjort ekstra rent) så det kan være godt at høre hans mening. Både om han synes at der skal snakkes med kæresten om det, men også hvad han synes om at hun reagerer som hun gør. Måske har han gjort sig nogle tanker også. Jeg selv ville være blevet ked af det, hvis min kæreste/mand opførte sig sådan overfor min familie.

Tak i to for jeres svar. Jeg blev helt rørt da jeg læste det.
Jeg synes rigtig godt om pigen og hendes værdier i livet ligner meget vores. I starten gjorde jeg intet ud af det når de kom, gjorde det som en af jer skriver, viste hende "sådan er vores familie". Men efterhånden har jeg lagt mærke til at hun næsten ikke spiser mad som er lavet her i vores hus men er vi andre steder spises der rigtig godt. Jeg er et "sensitiv" menneske og lægger mærke til alt. Det er nogen gange et problem for mig. Jeg ved også at vores søn har lagt mærke til det.
Hun er vokset op i en familie hvor hunde var ude. et koletiv hvor en anden familie havde en slædehund som var ude. Derimod synes hun ikke at have problemer med vores kat som "bor" på bordet i baggangen. Hun er et meget rummeligt menneske og jeg tror hun kæmper meget med det her. Jeg synes ikke hun er en person der er hysterisk men kender andre der har det svært med hår i maden og på bordet. Det har jeg da respekt for. jeg håbede bare hun ville vænne sig til det. Det tror jeg ikke mere på da hun nu er kommet i vores hjem i et årstid nu.
Jeg har planlagt at snakke med vores søn om det i løbet af ugen og høre hvad han mener om det hele.
Han havde for et par år siden en anden kæreste som bare "elsker" vores hunde så dettte er en stor kontrast.
Jeg er enige med jer at vi skal have "brudt isen " på en måde.
/Susanne

Susanne, jeg tror ikke hun skaber sig - der findes mennesker der bare ikke kan "klare" hundehår i mad/på bordet etc. Jeg har en svigerinde af den slags, og det har da krævet en del tolerance fra begge sider gennem årene.

Hun har kun været vant til at se hunde som vagthunde (hun stammer ikke fra Danmark), og det med at sidde og kæle for en hund etc. var slet ikke i hendes følelsesregister.

Min bror elsker hunde og vi har altid haft hunde hjemme. De er meget aktive erhvervsmennesker begge to, og hunde passer ikke i deres tilværelse, men hun er nået så langt at vores hunde får et klap og et hundehår vil blive fjernet og maden spist - begge dele havde været utænkelige for 7-8 år siden.

De har fået børn for et par år siden og de er selvfølgelig ikke vant til hunde, men hun accepterer og støtter børnene i at de skal omgås hundene.

Jeg tror, det er hvad vi kan forvente og forlange af hende. Jeg tager gerne en ekstra grundig støvsugning og hundebørstning med i købet, når det drejer sig om at få tingene til at glide i samværet med hende, for jeg kan jo godt lide hende..... heldigvis ;-)

Hej Susanne,

Jeg kan genkende din søns kæreste. Det var mig da jeg var 17 - det er bare 5-6 år siden og i dag er jeg en lykkelig hundeejer (dog af en fældefri race!).

Jeg har aldrig haft hund og var i mine (meget) unge dage bange for dem. Det kom jeg mig over som teenager, men det er først efter jeg har fået min egen hund som 21 årig (og har lært mere om signaler osv.), at jeg er begyndt at stole på fremmede hunde.
Vi havde ikke hund da jeg boede hjemme, fordi min far er støvallergisk og min mor allergisk overfor alle dyre-skæl. De har begge haft hunde i deres barndom, og de har derfor ikke påvirket mig gennem deres egen skræk, men jeg ved ikke om deres afholden fra at klappe hunde pga. deres allergier har på virket min underbevisthed - det kan jeg kun gisne om! Generelt tror jeg det for mig handlede om at jeg ikke var vant til at omgås hunde og derfor ikke vidste om jeg kunne stolede på dem!

For 6 år siden mødte jeg min kæreste Simon - begge hans familier har hund(e) og alle racer er nogle der fælder. Hans mors DSG fælder konstant - ikke lige min smag, men jeg er blevet bedre til at håndterer det!
I starten var jeg nok som din svigerdatter - jeg var meget tilbageholdene med at spise maden der var skåret på et skærebræt hvor jeg havde set et hår, eller stoppede når jeg fik et hår i munden. Vi boede begge hjemme (vi var kun 17-18 år) og jeg kunne tydelig mærke DSG'en når vi sov hos ham - jeg vågnede tit med hovedpine pga. støv og hundehår og var generelt lidt irriteret i min næse - kontrasten var da også stor fra mit eget støvfrie hjem til et hjem med hundehår og nullermænd i hjørnerne!
I starten var jeg utryg omkring Luna, som deres DSG hedder - hun gøede meget af mig i starten (hun er lidt utryg af natur, men det vidste jeg jo ikke dengang) og holdt meget øje med mig. Efterhånden som vi har været meget sammen, har vi begge vendt os til hinanden, og i dag elsker jeg den søde (om end fældende) Lund :-)

Min tryghed omkring hundene i begge familier, er kommet efter en del samværd, opbygning af gensidig respekt og tryghed - og en hel del tilvænning til den "anden verden"! Hundehårene vænner jeg mig nok aldrig til, men jeg har dog lagt en del af min sarthed til side og kan nu (og har gjort det længe) godt spise videre selvom jeg finder et hår i maden ;-);

Jeg er først for alvor blevet en del af Luna's indekreds efter vi passede hende i 3 uger i en sommerferie - her gav jeg hende mad, gik med hende, trænede hende osv. Efter en ferie sammen var det svært for mig ikke at elske hende - og så er det da ligemeget at hun fælder som bare pokker!

Jeg tror bestemt der er håb forude for jer!

Hvis i har mulighed for det, kan i måske lade en af hundene bo i en weekend hjemme hos din søn og svigerdatter - så vil hun binde sig mere til den, og efter nogle besøg er jeg sikker på hun ikke vil kunne andet end at elske de store bamser! Hvem kan andet? :-);
I kan også anbefale hende at læse nogle bøger om hundesignaler, så hun vil føle sig mere tryg omkring hundene - hvis det er det der er problemet!? Det er jo nogle store hunde og for ikke-hundekyndige kan de godt virke skræmmende, selvom vi andre godt ved det er godmodige væsner!

Hvis jeg var jer vil jeg først tale med jeres søn om problemet. Jeg kunne tænke mig at det var en samtale der vil være enorm ukomfortabel for jeres svigerdatter (selvom i snakker om det på en sød måde), der måske efterfølgende vil føle sig tvunget til at kunne lide hundene - og det er jo ikke det i ønsker! Jeres søn vil have en lidt lettere indgang til jeres svigerdatter og kan måske finde frem til hvad det er omkring hunde, hun ikke kan lide. Når i finder frem til grunden, er det måske lettere for jer, at gøre en indsats hvor det virkelig betyder noget. Hvis i ikke oplever nogen forbedring kan i senere tale med svigerdatteren også ... Personligt vil jeg have det enorm dårligt over at blive konfronteret med sådan et problem af min svigermor - hende vil man jo helst være i kridthuset hos, og at vide at det er man måske ikke helt, kan ikke være drømmesituationen efter kun 1 år med sønnen - det er bare min tanke som pige i 20'erne ;-);

Held og lykke :-);
Vuf fra Line

Måske skal man også bare respektere, at alle bare ikke er "hundemennesker".....

Hej Line og I andre.
Jeg har respekt for at alle ikke elsker hunde som vi gør.
Men problemet er jo hvordan jeg takler det på bedst mulig måde så ingen bliver kede af det. Det er helt iorden at hun ikke bryder sig om hundene. Jeg forstår godt at hun føler at de fylder meget og det gør de også. Jeg forstår også at der er mennesker der ikke kan "overleve" hår i maden, men hos os er det en umulighed. Hun er ikke selv typen der gør meget rent men jeg tror det er hårerne der er det største problem for hende.
Hos os kan der ikke laves mad uden risiko for at der sniger sig et hår med engang imellem, og hun får altid den bolle med håret i. Jeg opdager aldrig selv at der er hår i men har jo heller ikke noget problem med det. Hun kan jo godt lide katten og tilbød selv at passe den engang. Er der ikke noget om at dem der elsker katte ikke kan lide hunde og omvendt. Jeg har kun katten fordi den er et nyttedyr: vi bor på landet og har en del mus.

Line
Din historie er rigtig sød og du fortæller mig rigtig mange brugbare ting som jeg kan gøre. Og så giver den mig håb om det engang bliver anderledes.
/Susanne